Stadig flere efterlyser gode fællesskaber og meningsfulde relationer. FN, staten, kommunerne, skolerne, lokalsamfundene og ikke mindst nogle af landets store fonde ønsker mere fællesskab. Præcis som både Kong Frederik og statsminister Frederiksen hyldede det fælles og dets værdi i årets nytårstaler. Og man forstår dem – for hvad var vi uden hinanden?

Jagten på stærkere fællesskaber fylder stadig mere. Men modsat hvad mange tror, opstår fællesskab ikke automatisk – det følger ikke pr. automatik en aktivitet, kan ikke ”designes” og skal aldrig tages for givet. Fællesskaber er krævende – så krævende, at det fælles, som så meget andet, kun eksisterer, når nogle grundlæggende forudsætninger er til stede, og – ikke mindst – når der er nogen, som vil dem.

I en moderne verden uden klokkeklare fælles normer kan det være svært at navigere i det sociale. Bør man sige tak for sidst? Skylder man naboen en tjeneste, når nu han altid klipper hækken? Skal man lære sine børn, at de selvfølgelig altid hilser på deres klassekammerater?

Tidligere var fællesskabet indlejret i sociale normer. I dag er de uklare – hvilket betyder, at man aktivt må ville, prioritere og investere i fællesskab, velvidende at ens indsats ikke nødvendigvis mødes positivt – eller fører til det fællesskab, man håber på. Måske netop derfor oplever flere mistrivsel, ensomhed og en stigende følelse af rodløshed og manglende tilhørsforhold.

En central grund til, at ønsket om mere fællesskab vokser, er, at vi – og forskningen – ved, at gode fællesskaber skaber mening og lykke.
En afgørende grund til, at flere efterlyser mere fællesskab, er, at vi ved – og forskningen fortæller os – at med gode fællesskaber følger også lykke og meningsfuldhed.

Folk er gladere, lykkeligere og lever desuden længere og bedre liv, når de har gode relationer og er en del af velfungerende fællesskaber. Skoler med gode fællesskaber har højere trivsel og faglighed. Arbejdspladser med stærke relationer har gladere og mere effektive medarbejdere. Lokale fællesskaber skaber udvikling, integration og sjovere byfester. Kort sagt: Gode fællesskaber styrker handlekraft, initiativ, entreprenørskab og livskvalitet.

Jagten på flere fællesskaber

Jagten på fællesskaber er ikke ny. Tidligere var de nære fællesskaber en forudsætning for eksistens og overlevelse. I det førmoderne samfund delte man som regel aktivitet, lokalitet og mentalitet med dem, man var fælles med – derfor var fællesskabet stærkt, på godt og ondt. I dag deler de færreste alle tre, hvilket gør fællesskabet mere skrøbeligt (Tönnies, 2012).

Det nye er, at fællesskabet i stigende grad indskrives i hensigtserklæringer, politikker, strategier og værdigrundlag.

Allerede i 1987 opfordrede FN med Brundtland-rapporten til bedre vilkår for det fælles som led i en bæredygtig udvikling. Målet var at fremme the common good – det, vi kan sammen (FN 1987, 2017; Ostrom, 2015).

Politisk er ønsket om flere fællesskaber stort. Velfungerende fællesskaber løfter velfærdsopgaver uden ekstra omkostning – og styrker kommuner og lokalsamfund. Derfor henviser politikere ofte til civilsamfundet, de lokale fællesskaber og de frivillige som løsninger.

Også mange af landets store fonde vil fremme fællesskabet. De støtter opbygningen af attraktive miljøer og inkluderende mødesteder, som skal styrke det fælles og give mennesker mulighed for at trives og vokse sammen.

Mange vil altså have flere fællesskaber. Som sociologen Zygmunt Bauman udtrykte det:

”Fællesskabet er det paradis, vi inderligt ønsker at kunne vende tilbage til – noget, som altid synes at have været engang – en betegnelse for det tabte paradis.” (Bauman, 2002)

Drømmen om fællesskabet lever – måske netop fordi det står skrøbeligt til. Flere føler sig ensomme, eksklusionen vokser, mistrivslen stiger. Stadig flere har desuden svært ved at være i det fælles. Flere kvinder vælger at få børn alene. Mange oplever det som svært at få en kæreste, og stadig flere børn har svært ved at være i sociale fællesskaber.

Solidariteten og lysten til det fælles synes derfor at være udfordret – også blandt ressourcestærke, som i stigende grad efterlyser nære fællesskaber og oplever det som svært at få nære venner.

Men fællesskaber kommer ikke af sig selv – og de kan ikke skabes alene gennem visioner og hensigtserklæringer. Velfungerende fællesskaber kræver nogle grundlæggende forudsætninger. Det er fællesskabsforudsætninger, som færre mestrer – og måske derfor har mange moderne fællesskaber det svært.

Fællesskaber er nemlig ikke ”bare” noget, der kommer af sig selv. Fællesskaber og sammenhængskraft kræver andet og mere end blot at bygge en by, skrive det fælles ind i en visionsplan eller invitere til fest. Gode fællesskaber kan ikke bare ”designes” og igangsættes på linje med andre offentlige projekter. Én ting er at ville fællesskabet og skabe de fysiske rammer – noget andet er at få fællesskabet sat i svingninger, i resonans.

Derfor kræver det også fællesskabskompetencer. Med det mener jeg evnen til at sige godmorgen – og se folk i øjnene, mens man gør det. At huske fødselsdage, tilbyde en hjælpende hånd, hilse på kollegaerne og oprigtigt interessere sig for andre. Fællesskabskompetencer indbefatter at have blik for og lyst til at invitere andre med til bordet, med i legen og dialogen – samt at anerkende det, de andre bidrager med, hvad end det er lidt eller meget.

Fællesskaber kræver kompetencer

På trods af at mange moderne mennesker gerne vil fællesskaberne, er det svært for mange at finde et godt fællesskab at være en del af. Dette skyldes, at fællesskabet er trængt i det moderne samfund. For i kølvandet på 1968 fulgte årtier med tiltagende fokus på det individuelle – identiteten – hvilket skete på bekostning af det fælles, forpligtelsen, der fulgte, og opretholdelsen af de fælles normer. Samfundsnormerne og tidsånden har derfor i de seneste årtier i langt højere grad haft fokus på den enkelte frem for det fælles (Center for Ungdomsforskning 2024; Juul 2017).

For mange – særligt de yngre generationer – er det en del af historien, at de ofte mangler både gode erfaringer med fællesskaber og fællesskabskompetencer. Derfor kan det være vanskeligt for dem at navigere i og bidrage positivt til det fælles. At bidrage kræver nemlig, at man ved, hvordan man skaber og opretholder fællesskaber – og at man er i stand til at give slip på egne behov for det fælles bedste.

Valutaen, der kan omsættes til velfungerende fællesskaber, er: opmærksomhed, rummelighed, kontinuitet, manglende selvhøjtidelighed, tid samt viljen til at ville nogen eller noget – at have noget på hjerte, også i relation til andre end de allernærmeste.

Disse elementer kan ofte virke fremmede for mange unge, da de i deres opvækst har oplevet, at fokus på fællesskabet er blevet trængt tilbage til fordel for individet og dets identitet. De yngre generationer er vokset op i en tid med stærkt fokus på individets behov – en tid præget af foranderlighed, effektivitet, konkurrence, acceleration, fleksibilitet, kompleksitet og et kollektivt pres for at være ”perfekt” og passe ind i et snævert ideal (Center for Ungdomsforskning, 2024).

Så spørgsmålet er, hvordan – og om – det i 2025 er muligt at skabe flere nye, velfungerende fællesskaber. Hvad skal der til for at forbedre forudsætningerne for nære relationer og det fælles? Mere plads til, at fællesskabet kan trives, blomstre og levere alt det gode, mange længes efter – og ønsker at give videre.

Substantielle forudsætninger for fællesskaber

Fællesskaber opstår ikke ud af ingenting. Ifølge sociologerne Pierre Bourdieu (1930–2002) og James Coleman (1926–1995) – samt mit ph.d.-projekt Liv på landet – er der en række grundlæggende betingelser for, at fællesskaber og social kapital kan opstå og trives (Jeppesen, 2023, Colemann 1992, Bourdieu 1986).

Noget at udveksle – noget at gøre sammen

Fællesskaber forudsætter, at vi vil hinanden – og at vi har noget at udveksle: viden, tid, kærlighed, varer eller anerkendelse. Et fælles projekt, en aktivitet eller udfordring skaber afhængighed og formål og er derfor vigtige forudsætninger for det fælles.

Fællesskaber baseret alene på lyst er skrøbelige – fordi de uden videre kan fravælges. Historisk set har især vareudveksling – fx kvinder, kvæg og naturalier – skabt tillid og langtidsholdbare bånd.

Det særlige ved menneskelig udveksling er, at den kun fortsætter, hvis begge parter ønsker den og finder den meningsfuld (Bourdieu, 1986). Ønsket om fortsat udveksling er derfor en stærk drivkraft i fællesskaber.

Gensidighed

Det fælles kan kun eksistere, når der er en vis grad af gensidighed. Gensidighed forstået som det klassiske “der skal to til en tango” – hvor begge parter bekræfter relationen gennem udveksling og anerkendelse.

Anerkendelse kan være et smil på trappen, betaling for en ydelse, en geninvitation til dem, man var til bryllup hos sidste sommer – eller et lift til naboen, der altid tager imod dine pakker.

At ville hinanden noget, føle en forpligtelse og være villig til at give igen – er kernen i gensidighed. Uden denne vilje opstår intet fællesskab.

Det er dog vigtigt at understrege, at gensidighed ikke behøver være et regnskab på 1–1. Det kan sagtens være 1–9 – så længe relationen anerkendes, og der indimellem sker en form for tilbagebetaling. En 0–10-relation er i praksis ingen relation – eller i hvert fald en, der er ved at dø. En 5–5-relation derimod er et sundt, balanceret forhold, hvor begge bidrager rigt.

Information og tillid

Et andet afgørende element, der fremmer det fælles, er information. Uden de rette oplysninger om de andre og det, der skal ske, bliver det svært – og risikabelt – at udvise tillid og bakke op.

En velskrevet invitation med de nødvendige oplysninger – dato, tid, sted, formål og afsender – er derfor en vigtig forudsætning for en vellykket fest, en god konference eller en succesfuld arbejdsdag på havnen. Dette gælder især, hvis man ønsker at invitere nye ind i fællesskabet og få dem til at føle sig velkomne og forberedte. For god information eliminerer usikkerhed og gør det lettere og mindre utrygt for nytilkomne at bidrage positivt.

Tillid er en grundlæggende forudsætning for at turde gå ind i det fælles. Den er også en gevinst, der følger af gode relationer og livslange fællesskaber. Tillid opbygges gennem positive sociale erfaringer over tid. Tillid er både en forudsætning for, såvel som en konsekvens af, fællesskabet.

Genkendelige strukturelle rammer

En anden vigtig forudsætning – som desværre ofte er undervurderet – er, at der bør være genkendelige og gennemskuelige strukturelle rammer omkring det fælles. For genkendelige strukturelle rammer sikrer forudsigelighed og tryghed, hvilket betyder, at vi som mennesker og grupper kan og tør handle, skabe, agere og dermed indgå nye relationer.

Hvis rammerne derimod hele tiden er til forhandling – eller blot vage og usikre – bliver det sværere at agere i det fælles. Mennesker har behov for at vide, hvad begivenheden og fællesskabet kommer til at byde på. Usikkerhed opstår let og fremmer hverken lysten til at deltage eller skaber nye fælles begivenheder.

Manglen på forudsigelige strukturer er i særlig grad en udfordring for de mere usikre, dem med færre ressourcer, diagnoser eller andre udfordringer – og kan derfor medvirke til mistrivsel.

At have faste mødetidspunkter og regler – at holde en fest efter en relativt ”traditionel”
agenda samt på en årlig fast dato – er alt sammen med til at gøre det lettere at navigere socialt.

Et godt greb her er fx, hvis skoler, foreninger og virksomheder udsender et årshjul med vigtige datoer, aktiviteter og begivenheder – for så ved folk besked, og det fælles kan planlægges og prioriteres.

Fælles normer

En vis grad af fælles normer er afgørende, fordi de – ligesom faste strukturer – gør det lettere at navigere socialt.

Med fælles normer ved man, hvad man kan forvente, hvad der kræves, og hvordan man skal opføre sig. Kort sagt: Normer gør det lettere at lykkes med en opgave eller fest. Det hjælper, hvis der er kutyme for at svare på invitationer, møde op som aftalt og spise nogenlunde ensartet fremfor udelukkende individuelle diæter.

Modsat er det næsten umuligt – eller nærmest et mareridt – for kokken og værten at invitere 18 personer, hvis gæsterne ikke svarer på, om de kommer, eller hvis der blandt dem både er glutenallergikere, vegetarer, sukkerforskrækkede, low-carb-tilhængere, kødelskere og salatfans, der alle forventer en menu tilpasset netop deres behov.

For ikke at nævne, hvis nogen finder det i orden at danse på bordene, hælde drinks i sofaen eller ikke respektere husets regler.

En vis grad af eksklusion

Vil man have stærke fællesskaber, er en vis form for eksklusion desuden nødvendig. Stærke fælles normer og værdier fremmer nemlig følelsen af samhørighed og gør det lettere at agere.

Med stærke fælles sociale normer ved man, hvad der er tilladt at sige, og hvad der ikke er. Man ved, hvilken mad der spises. Man ved, hvad der giver status, og man ved derfor også, hvordan man lettest opnår succes eller ”fiasko” – medlemskab eller eksklusion.

Mennesker har det med at definere sig i forhold til noget andet eller nogle andre, og derfor bliver en vis grad af eksklusion også en forudsætning for det fælles.

Det er fx derfor, at et landsbysfællesskab kan profitere stærkt af at stå sammen om at kæmpe for at bevare en lokal skole, en købmand eller et naturområde. Med en fælles ”fjende” bliver det lille, lokale fællesskab tydeligere, fordi man nu har en sag at stå sammen om – noget, man kan være fælles om.

En vis grad af fælles normer – og eksklusion af ”de andre”, ”dem” med andre normer – spiller derfor også en rolle i at skabe gode fællesskaber. Velvidende at diversitet også har mange fordele.

Nøjagtig som det i nogle tilfælde – men langt fra alle – også er nødvendigt at bryde op, være kritisk og gøre op med normerne. Men der er dog grænser for, hvor store afvigelser der kan rummes i et fællesskab. For med for bred diversitet – for forskellige normer og værdier – opstår der for stor usikkerhed og for lille anerkendelse af de involverede og deres livsform og valg.

Ligesom det heller ikke er godt for fællesskabet, hvis fællesskabets normer hele tiden er til forhandling. Sociale forhandlinger kræver nemlig tid, styrke og intellektuelt overblik – noget, som flertallet reelt ikke kan tage del i eller orker i længden. Med for usikre normer og for meget forhandling kan det meget vel ende med, at for mange ikke kommer, nogle går hjem, trækker sig eller resignerer.

I forhold til fællesskaber og fælles normer er det en meget vigtig pointe, at alle fællesskaber ikke nødvendigvis er gode fællesskaber. For både rockerbander, teenagepigekliker og fundamentalistiske aktivister kan have stærke og velfungerende mikrofællesskaber med en stærk fælles sag og stærke fælles normer – også normer, som kan være i direkte modstrid med det store samfunds.

Tiden og årene, som går – ”path dependency”
Et sidste og afgørende element for at opnå gode fællesskaber og solidaritet mellem mennesker er tid. Det tager tid at opbygge dybe fællesskaber og tillid – også lang tid – hvilket er en overset pointe i den moderne verden.

For mens man i de seneste årtier har dyrket mantraet om, at traditioner er til for at brydes, og at det er godt at være i social bevægelse – godt at flytte rundt, komme videre ud i verden og møde nye mennesker – synes det, som om det moderne menneske har mistet blikket for, at det sociale i høj grad er funderet i det historiske: tiden, der er gået, og det, vi har delt undervejs.

For selvom der kan siges meget godt om det at være i bevægelse, rejse ud og søge nye veje, har man i det senmoderne samfund ikke haft blik for, at når moderne mennesker er så meget i bevægelse – fysisk som mentalt – så opløses det fælles.

Det fælles eksisterer jo netop i kraft af, at man er fælles om noget. Har – eller har haft – et liv med en vis grad af fælles lokalitet, aktivitet og mentalitet. En vis grad af fælles normer og erfaringer.

Normer og erfaringer, som mister betydning, når man ikke længere forbliver det samme sted og dermed kan læne sig trygt ind i traditioner og veldefinerede fælles rammer og erfaringer.
Når folk flytter væk fra hjem og hjemstavn, ender de ofte med at bryde de sociale bånd og den tillid, tryghed og sociale kapital, som lå gemt i det hjemlige.

Når man bryder op, er man derfor med til at underminere det fælles – tilliden, normerne og følelsen af tilhørsforhold – særligt set i et livsperspektiv.

Afslutning
At ønske sig flere og stærkere fællesskaber er ikke nok. Det kræver vilje til at gå ind i gensidige relationer – og at investere tid, opmærksomhed og tillid. Det kræver, at man er villig til at give noget – og til at skylde nogen noget – for at få adgang til den anerkendelse og samhørighed, som et reelt fællesskab kan give.

Litteratur:
– Bauman, Z., & Havemann, T. (2002). Fællesskab: En søgen efter tryghed i en usikker verden. Hans Reitzels Forlag, København.
– Bourdieu, P. (1986). The forms of capital. In Handbook of Theory and Research for the Sociology of Education.
– Coleman, J. S. (1994). Foundations of Social Theory. Harvard University Press.
– Jeppesen, B. L. (2023). Liv på landet – en analyse af opbygning af social kapital i tre multifunktionelle landbrug. RUC.
– Ostrom, E. (2015). Governing the Commons: The Evolution of Institutions for Collective Action. Cambridge University Press, Cambridge, UK.
– Levbare ungdomsliv: Om unges bestræbelser på at trives. Center for Ungdomsforskning, 2024.
– Tönnies, F. (2012). ”Gemeinschaft und Gesellschaft”. In Studien zu Gemeinschaft und Gesellschaft (pp. 27–58). Springer.