Hvem har ansvaret for en bedre fremtid?!

FREMTIDSFORKEREN.DK drives af sociolog og fremtidsforsker Birthe Linddal

Du kan tage kontakt via kontaktformularen, eller på telefon +45 3065 1110

Fremtidens gode bosted skal kunne mere. Fremtidens provinsby skal være et attraktivt alternativ. Et fedt sted med gode boliger, smukke landskaber og et stærkt civilsamfund. Men vigtigst: fremtidens provins skal også være et sted fyldt med ånd og visioner. Uden ånd, ingen fremtid.

 Hvis du vil være alt – bliver du intet. Dette gælder også fremtidens by og tidens kamp for at tiltrække tilflyttere og gode skatteydere. Kun ved at skille sig ud og tilbyde det, de unge drømmer om, kan man gøre sig håb om en fremtid med positiv udvikling, fyldte skoler og flere borgere.

 2015 blev året, hvor provinsen – eller sagt med tidens ordlyd; Udkantsdanmark for alvor kom på dagsordenen. Sommerens valg slog fast, at årtiers skævvridning af landet og nedprioritering af alt uden for hovedstaden ikke længere bør accepteres. Regeringens plan om udflytning af 3900 arbejdspladser pustede liv i en tiltrængt debat. En debat der på glimrende og meget præcis vis understregede behovet og pointen til fulde. For tænk sig, der var åbenbart nogle der kunne finde på, at gøre op med årtiers centralisering og særbehandling af hovedstanden? Og tænk sig, de 3,6 millioner mennesker der bor ”derude” kan også tænke, tjene penge og altså også stemme?

 Reaktionært eller progressivt?

Kritikken af udflytningsplanen har været massiv. Mange, særligt i hovedstaden haft svært ved at se pointen. Alt mens empatien for egne rødder, barndommens land og de andre synes nærmest ikke eksisterende.

Er det ikke reaktionært – mod al sund fornuft at trodse urbaniseringen? Synes man forundret at spørge? Er det ikke en hel naturlig konsekvens af en moderne verden, at folk vil bo i byer med muligheder og blandt ligesindede? I århundrede har storbyen været lig med fremtiden, mens landet og jorden var noget man forlod. Hvorfor overhovedet investere i provinsens fremtid?

Det korte svar er simpelt; fordi størstedelen af danskerne og ikke mindst produktionen, altså velfærdsstatens penge-generator stadig befinder sig ”derude”. Det andet mere komplekse svar er, at fremtiden ikke er en determineret størrelse. Fremtiden skaber vi i mere eller mindre grad selv. Derfor bør fremtiden også være et resultat af politiske prioriteringer og værdibårne idéer – altså visioner, fremfor formet af tilfældigheder, lappeløsninger og kaosstrategier. Ergo kan man, hvis man vil, skabe en fremtid, hvor centralisering og urbanisering ikke er eneste svar. Skabe en fremtid, hvor man ikke bare afvikler provinsen, men får noget nyt og fremtidsrettet ud af det potentiale som findes.

Selvfølgelig bliver provinsen aldrig det den var engang. Der er utvivlsomt steder der skal ryddes og tjene nye formål. Ejendomme der skal saneres og vejbyer der bør exproprieres. Men muligheden for en ny og lovende fremtid er reel flere steder. Spørgsmålet er blot, hvad der skal til for at få provinsen til at rykke og bosætningsmønstrene til at ændre sig?

En plan for et samlet Danmark!

Først og fremmeste er der behov for en politisk visionær plan for et samlet Danmark. En plan, der også levner ressourcer og vilje til at satse på provinsen og alle de fantastiske vandkants-steder, som forhåbentligt skal rumme andet end moderne hedonisme-turisme for storbyens weekendturister.

Provinsens potentiale i tidsånden

For set fra en tidsånds-symbol-analytikers udkigspost kan der næppe herske tvivl om, at livet i provinsen også rummer svar på mange af tidens længsler og drømme. Tidens hang til urtehaver, natur, små børneinstitutioner, nærhed og langbordsmiddage med frilandsgris imødekommes ligesom bedst, hvor grisen bor og bøgen blomstre. Nøjagtigt som, at det er lettere at slå rødder, stå ved, og holde sammen, når der ikke hele tiden er 17 alternativer.

Er det ikke mere fællesskab som tidens unge efterspørger? Er det ikke netop billeder og pointer om ro, natur og “simplicity” som fylder siderne i livstils-magasinernes svar på det gode ustressede liv?

 Sagen er jo, at storbyen ikke er eneste svar, når det gælder livskvaliteten, lykken, sundheden, uddannelsesprocenten, produktionsvirksomhederne og en masse andre ikke ubetydelige størrelser for et rigt og meningsfyldt liv. Provinsen kan også. Masser af statistiske fakta fastslår utvetydigt, at storbyen og centraliseringen ikke altid er den bedste løsning. Livet i myldret har sin pris. Fremmedgørelse og ensomhed. Tiden der spildes, mens trafikken står stille. Huspriserne der banker i vejret og frasorterer flere. For slet ikke at tale om den voksende gruppe af veluddannede storby-familier som reelt ikke har råd til at bo der og drikke café latte, men hellere lader sig ”proletarisere” end at give slip på ideen om storbyen. Måske, fordi de ikke kender andre svar eller tør tænke andre muligheder?

Nuvel er København en fantastisk by, men alt er ikke bedre i København og derfor bør man heller ikke så entydigt, kun satse på København, men også se, hvad provinsen kan. Folk i Ringkøbing er fx mindre syge og folk i Herning kan få de vildeste ting til at ske. Og det, også selvom byen ikke befinder sig en smeltedigel af dynamisk storby-etnisk-mangfoldighed af kreativ klasse.

Kompetencer skal drive fremtidens provinsbyer

At sikre provinsen en god fremtid handler meget om at ville. Med de rigtige mennesker, kompetencer og ideer kan alt ske, også i provinsen. Faldsled kro, Graceland i Randers og lakridsen fra Bornholm er alle eksempler på, at det sublime, utænkelige og lækre og er muligt, også uden for storbyen.

Sagen er bare, at provinsen de sidste årtier er udsultet af storbyen de har hentet de dygtigste unge ind på de højere læreanstalter uden at levere dem tilbage. Kun 16 procent af de unge vender tilbage. Siden 1997 er 45.000 statslige stillinger nedlagt i provisen. Og selv om intentionerne om en gylden fremtid i provinsen klart er tilsted, kan end ikke intensionerne trodse den sociologiske virkelighed som vidner om, at det er nødvendigt med en vis grad af social, økonomisk, symbolsk og kulturel kapital for at sætte en ny dagsorden. Kapitaler der selvfølgelig også findes i provinsen, der er bare ikke længere er nok af dem, til at får ting til at ske og flertal til de nødvendige forandringer. Og netop derfor, er det mere end nødvendigt med en gedigen indsprøjtning til provinsen. Behov for en plan der kan modsvare det brain-drain som har fundet sted de? En plan der også gerne må byde på andet end motorveje, cykelstier, kulturhuse og flere jobs. Fysiske tiltag gør det ikke alene.

Få ånden tilbage til provinsen

Det kræver nemlig også ånd at vinde fremtiden i provinsen. Et mentalt rum af progressivitet som kan skabe de nødvendige forandringer. Uden ånd, vid og kompetencer kommer der ikke til at ske det, som er nødvendigt for en positiv fremtid. For alt mens der næsten udelukkende tales om jobs og infrastruktur er situationen den, at det måske slet ikke – og først og fremmest er det der mangler i provinsen, men derimod ånd, vilje og mulighed for at tænke og handle anderledes. Rum til at ville noget, have ambitioner og turde stå ved dem.

At sikre en attraktiv fremtid i provinsen handler altså OGSÅ om at etablere rum for en foretagsom og progressiv kultur og skabe plads til folk der vil og kan. Plads til alle de kompetencer, som hele Danmark i rigt mål har betalt til via skattebilleten i årtier, men som i alt for høj grad har klumpet sig sammen i hovedstaden, fremfor at gøre nytte i hele landet.

Derfor er det både visionært og vigtigt, at de 3900 arbejdspladser og gerne endnu flere rykker ud. Men udflytningen bliver en dyr og ikke særlig frugtbar, hvis den kommer til at stå alene og ikke bakkes op en samlet, gennemtænkt og visioner plan som både fastholder det gode der allerede er, men også tilfører nyt.