(Artikel fra Kristelig Dagblad, hvor jeg Birthe Linddal Jeppesen er citeret. Derfor deler jeg her)

Det afføder tillid og giver en oplevelse af at høre til, når man kender sin mekaniker og får sigen sludder med sin vante frisør. Men de uformelle relationer med dem, vi lokalt handler med, under pres.

AF: Benedikte Christine Rasmussen Journalist på Kristeligt Dagblad (11. oktober 2025)

For Jens Würtz begyndte det med bankdamen. Mitha, hed hun. Han mødte hende første gang, da han som ung purk gik i Sparekassen med sin første løn, han havde tjent som avisbud. Da Mitha senere skiftede filial, fulgte Jens Würtz med som kunde. Og sådan gik det, indtil dagenkom, hvor Mitha gik på pension. Senere skete det samme med frisøren. Jens Würtz, der selv er født i 1961, var 11 år, da han første gang blev klippet af Arne og Birte hos Johnsen Klip i Aalborg. Her blev han fast kunde gennem de 45 år, der gik, før Arne gik på pension, og Jens Würtz pludselig og uvant skulle til at forklare en ny frisør, hvordan han ønskede sin frisure.

“Da gik det op for mig, hvor meget jeg savnede at komme hos Arne og Birte,” siger han.

I dag har Jens Würtz, som endnu bor i Aalborg, affundet sig med ny frisør og bankrådgiver,men hans bil er det helst kun mekanikeren Bjarke, der skal røre ved.

“Det giver mig en tryghed, at jeg kender til dem, jeg handler med,” siger Jens Würtz, “og der ligger en tillid i den personlige relation, som jeg sætter rigtig stor pris på.”

De findes altså stadig: Købmanden, der spørger til dine børn. Frisøren, der ved, hvordan duplejer at blive klippet. Og mekanikeren, der kender din bil. Men alle tilhører en truet art. For tiden, hvor hver en landsby havde egen bager, skole og slagterforretning, er for længst forbi, og har man endnu en dagligvarebutik, er den personlige kassebetjening mange steder suppleret af muligheden for at betale sine varer med en app. På bibliotekerne kan man låne sine bøger fra en maskine helt uden at henvende sig til bibliotekaren, og på både tankstationen og i netbanken er der tale om høflig selvbetjening.

Hvad er det, der går tabt, når man efterhånden sjældent kender navn og ansigt på dem, vihandler med?

Ansigtsløse forbindelser

“Alt for meget,” lyder det korte svar fra lektor i psykologi på Københavns Universitet TorbenBechmann Jensen, der forsker i blandt andet ensomhed.

“Som handlende er man gennem de seneste årtier gradvist blevet overladt mere til sig selv. IKEA er et godt eksempel,” siger han med henvisning til den svenske møbelgigant.”Tag dine møbler i papkasser, og scan selv dine varer ved kassen, og så er du hjemme igen uden den mindste personlige kontakt. Og mens de små, lokale butikker lukker, og handlen centraliseres i store butikskæder i storcentrene, så eksploderer ensomheden.”

Det er der naturligvis flere årsager til, men den personlige kontakt med de mennesker, som vi ikke bruger tid med privat, men som vi alligevel kender fra lokalområdet, er langtfra ligegyldig for trivslen, fortsætter Torben Bechmann Jensen:

“Når flere af den slags relationer går tabt, taber man samtidig en måde at blive set og anerkendt på. Når vi genkender hinanden og har de små, måske lettere overfladiske samtaler i hverdagen, er det også en måde at orientere sig i verden på. Og det giver en følelse af at have en betydningsfuld plads,” siger han. På bare 10 år mellem 2012 og 2022 er hver femte detailforretning forsvundet på landsplan, viser en analyse fra foråret foretaget af erhvervsorganisationen SMVdanmark. Dertil kommer, at det moderne og fleksible arbejdsmarked får danskerne til at skifte job så ofte, at kun de færreste står bag samme disk eller rådgiver samme kunder i mange år ad gangen.

Når de lokale mødesteder, som bageren eller købmanden kunne være før i tiden, svinder ind,er der risiko for, at fællesskaberne undergraves. Det siger Anja Jørgensen, professor i bysociologi ved institut for sociologi og socialt arbejde på Aalborg Universitet. I bybilledet møder man et bredt udsnit af mennesker med forskellige holdninger og baggrunde, som man kan udveksle over en uformel snak, siger hun. Og på den måde skaber og vedligeholder man et fælles liv, der træner os i sociale normer på en anden måde, end vi gør i privaten.

“Der er meget godt at sige om nethandel og alle de digitale løsninger, der på andre måder hargjort livet lettere for mange. Men det er ansigtsløse forbindelser, som er knapt så effektive tilat lade os komme hinanden ved. Og det uformelle, sociale liv, der sker gennem den slagstilfældige møder, det har vi brug for.”

Længslen efter det nære

Strømningen mod det mere anonyme samfund, hvor man helst undgår at komme hinandenved, er dog ikke entydig. Heldigvis for det, siger ph.d. i sociolog og fremtidsforsker Birthe Linddal Jeppesen. Som modsvar til det individualiserede og effektive, er der nemlig opstået en anden længsel mod det nære og autentiske, forklarer hun.

I reklamer og marketing er det nære, det hjemmegjorte, det gamle og det lokale derfor også ihøjere grad blevet plusord. “Problemet er, at den slags fællesskaber tager tid. De relationer man kan have til de lokale erhvervsdrivende er ofte nogle, man netop har, fordi de er bygget gennem mange år. Og den tid er det de færreste moderne mennesker, der er villige til at sætte af,” siger hun. Og det er en skam. For det handler ikke kun om manglende liv i bymidterne. Det handler også om medmenneskelighed og respekt, siger hun.

“Er du bager, smed eller mekaniker i et lille samfund, så er du interesseret i at behandle dinekunder ordentligt og give dem en god oplevelse, fordi du er afhængig af, at de kommer igen. Det lokale forbinder, forpligter og gør os til bedre medmennesker, fordi vi investerer tid og kræfter i hinanden.” Det bliver svært, men det er ikke umuligt at bibeholde og måske endda styrke den slags relationer. Men det kræver nogle bedre rammevilkår for det lokale handelsliv, mener Birthe Linddal Jeppesen. Og så kræver det, at forbrugerne insisterer på det. I Aalborg er Jens Würtz i hvert fald ikke i tvivl: Når bilen skal fikses, kører han den selvfølgelig til Bjarkes værksted. Præcis ligesom hans dagligvareindkøb fortsat vil finde sted i den lokale Brugsen, hvor man hilser på hinanden og får sig en snak med kasseekspedienten.

“Det er jo ganske simpelt,” siger han. “For man bliver så glad af det.”.