Et spørgsmål presser sig på: Hvordan får vi nyt liv – i fællesskabet, i bymidten, blandt børn og unge, i naboskabet, i kærligheden og i naturen omkring os? Hvordan genvinder vi det, der gør livet værd at stå op til, rart at leve i og meningsfuldt at være en del af?

Heldigvis kan vi gøre noget. Fremtiden skaber vi selv

Meget går rigtig godt i Danmark. Vi er blevet rigere og klogere og teknologien hjælper os med stadig mere. Der er uden tvivl meget at takke fremskridtet for. Men det er blevet tydeligere, at noget også er gået tabt undervejs. Jeg vover derfor at stille det polemiske spørgsmål: Er livet i en vis forstand røget ud med badevandet?

For kigger vi os omkring – og tænker vi bare 20, 30 eller 40 år tilbage, bliver det klart, at vi ganske vist har vundet meget godt, men noget har vi også mistet undervejs. Årtiers udvikling drevet af effektivisering, centralisering og rationalisering har haft en pris – en pris, der i nogle sammenhænge måske er blevet for høj.

Det tomme fællesskab

Vi bruger flere timer end nogensinde foran skærme – og færre sammen med hinanden. Fællesskaberne bliver svagere, det nære forsvinder, og relationer udvandes. Landsbyer tømmes for liv, bymidter visner, mens vi shopper mere end nogensinde – hver for sig og online. Mindre skoler og institutioner lukker, fordi alt skal være større og mere effektivt.

De uformelle møder – ved disken, på torvet, i køen i kantinen – bliver derfor færre, og vi opnår derfor også mindre af den menneskelige anerkendelse, der forankrer os og holder os i gang.
Mange børn og unge mangler erfaringen, redskaberne og styrken til at være sociale i virkeligheden. De laver færre legeaftaler, går til færre fester og kæmper med at føle sig hjemme i deres egne liv. Mens mange, både modne og unge, kæmper med noget så basalt som at tale med andre, udvise interesse, finde kærligheden eller leve i et forpligtende fællesskab. Naboskab, venskaber og kærlighed bliver sværere at mestre.

Vi ser det også i naturen og landskabet. Levende hegn og frugtplantager forsvinder, vandløb lægges i rør, mens stadig flere kedelige  p-pladser og grimme industribygninger breder sig. Skønheden og sanseligheden i omgivelserne svinder.

Alt peger i én retning: Det nære, det lokale, det relationelle og det skønne – alt det, der giver liv – svinder, og det på trods af, at vi aldrig har haft flere ressourcer.

Og nej, det er ikke et spørgsmål om nostalgi, men om menneskelig trivsel.

For uden hinanden er vi ikke meget. Livet er relationelt. Vores lykke, livslængde og ikke mindst handlekraft bygger på, at vi er en del af noget – at vi bliver set, hørt og regnet med. Vi har brug for at høre til, at have en rolle i et fællesskab, der er konkret, nært og langvarigt, hvis vi skal trives, ville og virke. Det tager tid at opbygge tillid og tilhørsforhold – men fordi vi hele tiden bryder op eller er på vej videre, giver vi sjældent de relationelle bånd tid nok til at forplante sig.

Folk elsker stadig at handle hos den lokale bager søndag morgen. Børn blomstrer, når en rar nabo har tid til en snak og viser dem lidt overskud og interesse. Unge trives bedre, når de færdes på en uddannelsesinstitution, hvor nogen kender dem, vil dem noget, og hvor de er andet end et nummer.

Alt imens prisen for fremskridtet alt for ofte er, at det, som skaber liv – det lokale, det nære, det relationelle og det skønne – hele tiden får ringere vilkår.

Erkendelsen og forståelsen for tabet

Jeg ved godt, at ikke alle er enige. Ikke alle ser tabet – velvidende, at det er svært at savne noget, man ikke har kendt eller erfaret. Mange yngre generationer har et spinkelt erfaringsgrundlag, når det gælder, hvad nære og lokale fællesskaber kan bidrage med af styrker og glæder.

Derfor bliver tabet af liv ofte ikke set som et tab, men som et naturligt vilkår. Mange accepterer det som et nødvendigt offer på fremskridtets alter. De siger: “Sådan er det – det kan ikke være anderledes” og argumenterer med urbanisering, centralisering, effektivisering og økonomisk vækst, som var det naturkræfter – lige så uforanderlige som tyngdeloven.

Men det er de ikke. Urbanisering, centralisering, effektivisering og markedslogik er sociale konstruktioner. De er menneskeskabte – og de kan ændres. Og nej, vi skal ikke tilbage til sort-hvid 50’er-idyl. Og nej, vi skal ikke romantisere en fortid med fattigdom. Men det betyder ikke, at vi ikke må savne kvaliteter som nærvær, tid, respekt og fællesskab.

Det er helt legitimt at ønske sig en verden, hvor vi hilser på hinanden, har mulighed for at passe vores egne børn, tager os tid til en snak over hækken, gøre os umage for det fælles, og har overskud til at bage og inviterer på kaffe. Hvor lokalområdet er mere end et postnummer – det er rammen om fællesskab.

For ja – hvis alt i verden kun skal måles i store kroner og øre, er der for meget, der går tabt. Og nej, det bliver aldrig big business at bygge et lille kollegie, at drive et lokalt bageri eller lade det levende hegn blive stående. Men det betyder jo ikke, at disse goder ikke er vigtige og bidrager rigt til trivsel, livskvalitet og social sammenhængskraft. Vi skal huske, at livet er større end økonomi. Og økonomien er heller ikke nogen naturlov – den er et værktøj. Den kan justeres, formes og understøtte netop de værdier, det liv, vi vælger at sætte højest.

Forskning viser desuden, at mennesker trives bedre i trygge, nære fællesskaber. De lever længere, føler sig lykkeligere og mere forbundet.

Og vigtigst: Udviklingen kunne have set anderledes ud. Den kan stadig se anderledes ud. Fremtiden er ikke givet – fremtiden skaber vi i høj grad selv.

Sådan får vi mere liv tilbage

Det er muligt. Vi kan – både personligt og politisk – bruge vores velstand og teknologi til at skabe et samfund med plads til det nære, det fælles og det smukke.

Heldigvis spirer det allerede. Ildsjæle, bofællesskaber, byhaver, fællesspisninger og lokale projekter dukker op. Trivselskriserne har gjort os opmærksomme på værdien af nærvær, tillid og medmenneskelighed.

Og politisk ser vi små skridt – fx regeringens grønne trepartsaftale, som lover mere plads til naturen i fremtiden – mere plads til sommerfugle og kør på græs. 

Vi kan altså som samfund og individ vælge at understøtte liv. Og faktisk har vi måske aldrig haft bedre muligheder for det – med den rigdom, viden og teknologi vi i dag råder over. Husk desuden, at moderne mennesker er innovative og vilde med oplevelser, lækker mad og god musik, hvorfor der er i den grad er rum for, og plads til at sætte gang i det som skaber liv, folk vil gerne have mere af det.

Men hvis vi vil skabe et samfund med mere liv, må vi handle og gøre ting anderledes fremover. Her følger tre enkle, men afgørende anbefalinger:

1. Anerkend værdien af det nære, det lokale, det relationelle og det smukke

Vi må genopdage og værdsætte det, som ikke nødvendigvis kan måles: det lokale og nære fællesskab, den uformelle samtale, det menneskelige møde og den skønhed, der giver os lyst til at leve. 

•  Indret samfundet, så det understøtter liv – ikke kvæler det

Vi må bevidst, samt strukturelt vælge at fastholde og støtte mindre levedygtige samfund, bymidter og institutioner. Undersøgelser viser igen og igen, at mennesker trives bedst i overskuelige rammer, hvor man føler sig set og hørt. Også det smukke skal prioriteres. Skønhed tiltrækker liv, man har lyst til at være en del af – hænge ud i – det grimme frastøder. 

       3.  Bidrag selv til mere liv – i det små

Livet skabes ikke kun i Folketinget. Det skabes også, når vi hilser på hinanden, handler lokalt, invitere ind eller tager os tid til en snak i supermarkedet. Vi kan selv gøre en forskel: – Køb julegaverne i din lokale bymidte, også selvom de er en smule dyrere.
– Lav en aftale med dine naboer om fællesspisninger eller en årlig fest.
–  Og tal og interesser dig for dem du møder på din vej – din frisør, dine elever, naboerne og de andre forældre. 

Det begynder med os selv – og med viljen til at ville mere liv.

Vi kan skabe et Danmark med plads til fællesskab, samtaler og relationer, der rækker ud over det rationelle og effektive. 

Men for at det kan ske, skal vi erkende at: Fremskridtet ikke kun er det vi vinder – det er også det, vi vælger ikke at miste.