Tak for mad: Når madlavning outsources

Fra Fremtidsorientering 2/2005

I fremtiden kommer vi til at spise meget mere mad, som andre laver. Det kan betyde et sundere samfund og mere fællesskab

Af Birthe Linddal Hansen

Der var engang, hvor dét at lave mad til familien ofte var forbundet med en sur pligt: Det var noget, der skulle gøres hver eneste dag, noget der skabte stress, noget som var rutinepræget og kedeligt og noget, som stjal ens tid. Tid, som husmoderen faktisk meget hellere ville bruge på andet end endnu en gang kartoffelskrælning, hakken løg, kogen suppe og vasken op. Sådan er det heldigvis ikke mere eller sagt mere moderat: Sådan bliver det endnu mindre. I fremtiden laver vi nemlig meget mindre mad derhjemme, end vi tidligere har gjort. I fremtiden får flere af os mere og mere nogle andre til at lave mad for os, og det er vel og mærke nogle forskellige andre.

Det er ikke kun de store fødevarefirmaer, som laver mere mad til os. Også andre og mere nærværende personer er kommet til: Økonomaerne, kokkene, pizzamanden, de autodidakte og den lokale kineser står nemlig i dag for en meget større del af vores madlavning, end de gjorde for bare ti år siden. Kigger vi ind i fremtiden, er der ingen tvivl om, at der kommer endnu flere ansigter på de fremmede hænder, som laver mad til os.

Velstand

Trenden mod mere mad lavet af de andre er et resultat af, at folk har fået mere råd. ‘Familien Danmark’ eller ‘Familien Europa’ for den sags skyld har fået råd til takeaway et par gange om ugen. De har fået råd til at prioritere mellem fødevarerne, vælge både kvalitet, convenience og til at gå mere ud at spise. Stadig flere virksomheder indfører og opprioriterer kantineordningen, som i flere og flere tilfælde varetages af uddannede kokke, der sikrer den gode og høje standard, som især funktionærkantinerne i dag nyder godt af.

Som forbrugere går vi også oftere på cafe, grillbar og restaurant end tidligere. Vi køber mad på farten og behøver ikke længere ‘nøjes’ med de hjemmesmurte boller til rejsen. Vi vil have friske varer og varm kaffe. Tendensen til, at de andre laver mere mad til os, vil fortsætte med ufortrøden hast ind i fremtiden, hvor alverdens husmødre og (husfædre) vil tage imod tendensen med kyshånd. Ikke fordi vi aldrig ønsker at lave mad, men fordi vi hellere vil bruge vores tid på noget andet – på noget, der er sjovere end at være tvunget til at lave mad hver eneste dag.

Farvel til den lunkne madpakke

I fremtiden vil det også være meget sandsynligt, at bespisningen af vores børn langt om længe vil blive opprioriteret. Ser man på samfundsudviklingen er det nemlig tydeligt, at man i takt med kvindernes indtog på arbejdsmarkedet ikke har givet familierne et ordentligt og tidssvarende alternativ i forhold til børnenes mad. For når både far og mor er væk fra hjemmet cirka otte til ni timer hver dag, kan de af gode og indlysende grunde ikke varetage ansvaret for deres børns mad og sikre, at deres børn spiser, som de ønsker, de skal. Selvfølgelig kan forældrene give deres børn en ordentlig madpakke og opstille diverse forbud, men set i forhold til den ofte gode kantinemad, de selv indtager, og set i forhold til de skærpede krav vi i øvrigt har til kvalitet, friskhed og variation, er det klart, at børnene, særligt de store, ikke længere vil ‘nøjes’ med en lunken madpakke. Nutidens og fremtidens børn er nemlig kræsne, og de stiller også krav til den mad, de spiser. Derfor skal vores børn i fremtiden sikres gode og sunde alternativer, hvis vi skal holde dem væk fra den dårlige og let tilgængelige fastfood, som ofte er eneste alternativ til madpakken og skolekantinernes ringe udbud.

Der er mange indikationer på, at det er og bliver nødvendigt at give børn mad i institutionerne i fremtiden. En fremtidsforskers bud er, at det kun handler om tid, før mad i skolerne vil være en del af dagligdagen. De ofte stressede børneforældre vil gerne slippe for den ofte sure pligt, det er at skulle sørge for en madpakke til deres børn. Det tager tid, der skal købes ind, findes på og tages hensyn til om børnene i det hele taget gider spise den mad, de tilbydes. Samtidig vil de flere og flere overvægtige børn tvinge samfundet til at sikre børnene en sundere kost og i særdeleshed adgangen til sund kost. Det bliver statens problem i sidste ende, hvis antallet af overvægtige eksploderer yderligere. Det er også tydeligt, at en del af de mange indlæringsvanskeligheder, mange børn kæmper med, tit og ofte kan tilskrives det faktum, at de er forkert ernæret. Et sundt og næringsrigtigt måltid i skolerne kunne løse mange problemer, og derfor er det også indlysende at tilbyde skolemad i lyset af den generelle samfundsudvikling. Alt det praktiske med hvem der skal betale, og hvordan det hele skal organiseres, findes der nok en løsning på.

Mad som hobby

At vi spiser mere mad, som nogle andre tilbereder, betyder ikke nødvendigvis, at vi ikke også gerne vil lave mad derhjemme. Der skal også i fremtiden sælges køkkener, gryder, mel og hakket oksekød til forbrugerne. Forskellen ligger blot i, at fremtidens forbruger i langt højere grad kun laver mad for sjov, eller når de har lyst. I fremtiden laver den moderne husholdning kun mad derhjemme måske to til fire gange om ugen. Til gengæld bliver der gået mere til makronerne, når vi så endelig laver mad, og mad bliver i højere grad en hobby end en pligt.

Når forbrugeren i fremtiden laver mad eller bager som en del af en hobbyaktivitet, skal der ikke bruges for meget halvfabrikata og underlødig kvalitet, men derimod skal der være gode råvarer og det rigtige udstyr på banen. Madlavning kan også være livsstil nøjagtig som golf, mærkevaretøj og cafékultur etc. Mad er også noget, man kan dyrke som et fællesskabs- og hobbyprojekt. Man kan godt have et livsstilsfællesskab omkring fx specialøl, frugtkogning eller thaimad. Madlavning er også kærlighed, omsorg og fællesskab – særligt, når man kun gør det for sjov, og særligt når man har tid og overskud til det. Når mad bliver hobby frem for pligt, vil der blive kastet mange flere ressourcer ind i måltidet på samme måde som cykelrytteren, der går op i sit udstyr og sin cykel versus den almindelig cyklist, som kun fragter sig selv fra A til B.

Fællesskabsmad

Som allerede nævnt er vi blevet noget rigere de seneste ti år, og vi har altså råd til at betale for, at nogle andre laver maden til os. Vi er også blevet mere kræsne, og på grund af individualiseringen kan vores fællesskab med de andre ikke længere tages for givet. Derfor kan det meget vel forventes, at vi i fremtiden vil prioritere at spise sammen med andre og være fælles om måltidet. Dette sker fx i kantinen, eller når vi går på restaurant med vennerne. Men en konsekvens kan også være, at vi i fremtiden spiser flere måltider i fællesskab med andre i de øvrige sociale rum, hvor vi befinder os. På den måde slipper vi for selv at lave mad. Der er mange stordriftsfordele ved fælles madlavning, og samtidig har man fællesskabet med de andre om maden. Derfor vil bespisning i sportsklubber, fællesspisning i andelsboligforeningen, ugentlige maddage mellem naboer og lokalt forankrede folkekøkkener også være en del af dem, der bespiser os i fremtiden. Fordi vi gerne vil vinde tid og mødes med de andre.

Fra B2C til B2B

Outsourcing af madlavningen i hjemmet har stået på længe. Udviklingen tog rigtig fart, da industrisamfundet for alvor overtog fødevareproduktionen. Smør, pølser og buddingpulver kom på hylderne, og allerede dengang blev alting lettere. Nogle årtier senere drog kvinderne så ud på arbejdsmarkedet og fik dermed mindre tid til at stå i køkkenet, og der opstod et endnu større behov for færdigproducerede fødevarer. Siden er det gået slag i slag, og for hvert årti er der kommet endnu flere convenience- produkter på markedet. Særligt i de seneste år har vi set et boom i denne kategori. I dag behøver folk ikke længere lave mad selv, for stort set alt kan købes færdigt. Skiveskårede kartofler, lasagne, gulerodssalat, forloren skildpadde, sushi og bakeoff kager, der er klar til at blive smidt i ovnen, er blot et par eksempler.

Konsekvenser for fødevareindustrien

At forbrugerne i fremtiden laver mindre mad derhjemme vil betyde, at vores forbrugsvaner forandres. B2C-markedet vil falde i forhold til B2B-markedet, og fødevareproducenterne skal i højere grad indstille sig på, at der efterhånden er endnu flere led fra produkt til slutforbruger, og at flere fødevarer derfor skal sælges til dem, der laver maden frem for til forbrugeren. At forbrugerne laver mindre mad selv betyder dog ikke, at de så ikke længere koncentrerer sig om parametre som fx etik, brands, miljø, smag, historie, pris og oprindelighed.