Hvem har ansvaret for en bedre fremtid?!

FREMTIDSFORKEREN.DK drives af sociolog og fremtidsforsker Birthe Linddal

Du kan tage kontakt via kontaktformularen, eller på telefon +45 3065 1110

Nej til danske ghettoer og parallelsamfund 

Bølgerne er gået højt siden regeringen fremlagde deres anden udflytningsplan af statslige arbejdspladser. Der er mange som er sure, fornærmede, eller forargede. Nogle bare fordi, at de hader regeringen, andre fordi de oprigtig mener, at urbaniseringen er så sikker som vand løber nedad, og det derfor er helt uden i skoven at forsøge at ændre på den sag. Alt mens der også er dem der bare hader forandring. Hader når plejer ikke længere er plejer, og de ellers så faste antagelser udfordres. Det er aldrig rart, når den sandhed man har lænet sig op af pludselig vendes på hovedet, og nogle beder én om at opfinde sig selv på ny. Landet og provinsen var et sted man forlod, ikke et sted man flyttede til.

Pludselig kom der folkevalgte politikere der mener, at man som jurist også kan leve et godt liv i Viborg? At Bogense også skal have del i de statslige arbejdspladser? At folk uden for hovedstaden kan være lige så kloge, som dem i Storkøbenhavn. Derfor blev det besluttet at færre guldæg fremover skal ligge i den kurv som hedder København. Jo vist får Købehavn stadig lov at beholde de fleste, de største og de flottes guldæg, mens man blot tager nogle af de mindre interessante og deler ud til provinsen. Mere vidtgående, revolutionær eller retfærdig er planen så heller ikke. Selvom det ellers kunne have været super spændende, hvis man fx havde turde flytte kunstakademiet og de unge kreative til Lolland?  Givet det indeklemte Nationalmuseum i Prinsens palæ mere plads at boltre sig på i Jelling. Eller havde vovet at flytte Nationalbanken til Ringkøbing? Jyderne skulle efter sigende være meget bedre til at passe på pengene?

I årevis har logikken ellers været en anden. Centraliseringen har været enorm, og kultursnobberiet ligeså. Så selvfølgelig forstår man godt, hvorfor debatten raser og nogle er rystede. Her gik mangen rundt og mente, at udviklingen så ud som den gjorde, fordi centraliseringen og urbaniseringen var en logik på linje med døden og sulten som kommer før eller siden. Hvor provokerende må det ikke opleves, at politikere stiller sig op og vil noget helt andet, og der er ledende folk rundt i landet som bakker op om et fremtidigt Danmark, hvor København ikke bare skal skumme fløden, mens resten af landet skal levere grundlaget. Et Danmark, hvor dem der har mest, skal gi´ til dem der har mindre. Og mest handler her, ikke bare om flere arbejdspladser og flere penge, men i den grad også om kulturel og social kapital. Provinsen vil have deres lærde hjem igen. Ha´ del i den progressive ungdom og milliardinvesteringerne i fremsynet uddannelse, innovations og projekt-mageri. Skal provinsen igen blomstre og høste de muligheder som en moderne verden byder, er det tvingende nødvendigt, at provinsen ikke alene reduceres til industri og produktionsland, men også tilføres kulturelle og sociale ressourcer.

Et forehavende som åbenbart er så provokerende og opfattes så dumt, at flere af de ledende i hovedstaden i den forbindelse, synes at have miste fatningen i en sådan grad, at de kun kan se afgrunden. Alt håb om noget nyt og bedre, synes umuligt. Glemt synes alle moderne tanker om disruption, og at en krise også sagtens kan være en begyndelse på noget nyt og bedre. Og derfor ser man ramte, der i den bedste sendetid med lige dele klyng og harme forsøger at retfærdiggøre deres mikro-interesser, uden forståelse for, at de blot er en brik i et større spil, hvor mange interesser skal gå op i en højere enhed. Alt mens deres enøjede fokus og nedgørende tale om provisen “derovre”, dens ikke-uddannede befolkning og manglende infrastruktur ruller over skærmen, og understreger pointen til fulde.

Sagen er jo, at såvel urbaniseringen som centraliseringen ikke er bestemt af naturens lov, men ganske simpelt samfundsdynamikker der kan øges indflydelse på og skrues op eller ned for. Nøjagtig som staten regulerer skatter, kvælstofudledning, kulturstøtte og fribilletter til lægestudiet. Kan staten også regulere omfanget af urbanisering og centralisering. I princippet kan et samfund jo uden at tvinge folk, alligevel tvinge folk.  Det er et langt stykke hen af vejen, hvad Danmark i årtier har gjort for at samle magten og eliten i København, tvunget folk til staden. Selvfølgelig giver det i nogen sammenhænge rigtig god mening, at man har en central struktur, men det er langt fra sandheden i alle sammenhænge. Rigtig mange ting, også mennesker, fungerer bedre i decentrale strukturer.

Med Opgøret fra udkanten og den bevægelse der kræver et mere lige Danmark, er vi vidne til et opgør med årtiers, ja nærmeste århundredes vanetænkning og udviklingsmæssig skævridning. Som bekendt er fremtiden en størrelse vi selv er med til at skabe. Så udflytningen er i sig selv bemærkelsesværdig og politisk modig, fordi det er et signal om, at man gerne vil et andet Danmark. Et signal om, at man faktisk kan forme det land og de strukturer man ønsker, hvis man vil.

Udflytningen af statslige arbejdspladser, er derfor ikke som mange har yndet at kalde det blot symbol-politik. Men derimod reel politik. Det er fx reel-politik, at Odense får 465 nye arbejdspladser og der måske er 30 større eller mindre skoler på Fyn, der på bagrunde af dette får nye elever og derfor flere penge at holde skole for.  50 større eller mindre byer på Fyn der måske vil få nye beboere. Ofte beboere med gode indkomster og social kapital, som kan være med til at trække udviklingen og ikke mindst brødsalget ved bageren i den rigtige retning. Man kunne fx også sagtens forestille sig, at der hos Miljøstyrelsen sad et par kvinder eller måske 44 som qua deres uddannelseshabitus, flerårige bopæl i København og daglige virke med miljøspørgsmål stillede lidt større og andre krav, end folk ellers har for vane i netop miljøspørgsmål. Noget der meget vel kunne fordre lidt tiltrængt innovation i den kommunale renovation, hos den lokale økolandmand eller i forhold til landsbyskolens grønne profil. Nøjagtig som man kunne forstille sig, at den nysgerrige sprogforsker der flytter med til Bogense, kunne tilfører et og andet til kommunikationen i civilsamfundet eller den lokale grundlovstale. Om ikke andet vil et stærkt sprogligt stimuleret barn, da kunne peppe stemningen i 1. klasse op med lidt finurlige sprogblomster. Eller måske netop være det barn der gør, at de andre sprogligt begavede børn får selskab af flere som dem, så det blev det dannede og veltalte sprog der vandt frem for det modsatte.

Og her er vi så fremme med en stor og meget vigtig pointe med udflytningsplanen. En pointe som i meget høj grad er blevet forbigået. Nemlig, at udflytningen også handler om et Danmark i bedre social balance. Udflytningen handler i den grad om, at man gerne vil have en mere ligelig social fordeling i Danmark.  Regeringen og Danskernes som flest ønsker IKKE en udvikling i Danmark, hvor de rige bor et sted, dem med gode uddannelser et andet sted, mens dem der så ikke har råd til andet sendes ud på en ø eller må bo langs motorvejen, blandt køer, gylle og industrikomplekser i udkanten.

Som Lars Lykke så tydeligt slog fast i nytårstalen er regeringen imod ghettodannelse og parallelsamfund. Og selvom det i nytårstalen nok mest handlede om de problematiske indvandreghettoer, så gælder det også resten af samfundet. For selvom der ikke er mange politikere på Borgen der tør sige det højt og tydeligt, er udflytningsplanen også et tiltag der skal bidrage til at bryde ghettoiseringen og de parallelsamfund, som spirer frem i et stadig rigere København. Et København, hvor huspriserne, forbrugsforventningerne og de sociale normer i stadig større omfang får visse boligområder til at minde om gated communities, fordi kun de færreste har råd til at bo der. Områder, hvor følingen med resten af landet, folk fra andre sociale lag og virkelighedens barske realiteter synes længere væk end New Yorks hippe madscene og drømmen om at kunne gå på vandet. Områder hvor folk vrænger på næsen af det Vesterhav de måske aldrig har set? Områder, hvor ingen kender mindstelønnen, torvehallerne er stedet man handler ind og man gerne taler ligegyldigt og nedsættende om dem med ringere uddannelse, dårligere løn eller adresser vest for Valbybakke.

Hvorom alting er, udflytningen af statslige arbejdspladser, uddannelsesinstitutioner, social kapital, og kultureller institutioner er altså nødvendig, hvis vi ikke ønsker et Danmark der knækker. Ønsker et Danmark i balance, hvor folk fra forskellige samfundslag kender hinanden, hvor de stærkeste og rigeste går forrest og bruger deres kræfter på andet end dem selv. Provisen har brug for flere menneskelige ressourcer, brug for det elitære og sågar noget kultursnobberi her og der, for at løfte, tilføre og skabe den innovation som er nødvendig for at have et dynamisk samfund, folk vil være en del af.

Og ja, man kan selvfølgelig altid diskutere, om det er de rigtige statslige institutioner der udflyttes til de rigtige steder, og om det hele måske kunne være gjort smartere. I teorien havde det klart været at foretrække med en større plan. En klar og gennemtænkt vision for provinsen og det hele Danmark man gerne vil have. Men omvendt ved de fleste der arbejder med forandring også, at store og komplekse planer har det med at føre til endeløse diskussioner, trække ud i uendeligheder, kulsejle og fejle. Alt mens virkeligheden går sin gang og behovet findes nu og her. Så alene det at komme i gang, og ville noget andet end det man har gjort i årevis er en start. En start på det der forhåbentlig kan blive begyndelsen på en bevægelse der i omfang, innovationskraft og forandringsvillighed kan gøre det, som højskolebevægelsen og andelsbevægelsen gjorde for snart 150 år siden. Men skal det lykkedes, er lidt udflytning af statslige arbejdspladser her og der slet ikke nok. De skal mere til – meget mere. Folk skal ville forandringen. Eliten skal ville gå forreste. Erhvervslivet skal mene det for alvor. Og politikerne skal turde at fordre og regulere, samt turde flytte lidt mere ambitiøst og nytænkende rundt på de gyldne æg. Og hvem siger for øvrigt, at det bare er statslige arbejdspladser der kan udflyttes. Jagtens hus og DLG er begge eksempler på andre der går samme vej. Og hvad end man er staten, forening eller virksomhed gælder det, at man ikke er til for sin egen skyld, men for at pleje borgernes, medlemmernes og kundernes interesser og gøres det altid bedst fra en dyr adresse i indre by?