De fleste danskere har kun oplevet et samfund i vækst, og derfor har de også oplevet en familie og samfundsudvikling, hvor hver eneste generation har fået det bedre end den forrige. Derfor forestiller de fleste sig også, at sådan bliver det ved med at være. Men man får ikke et bedre samfund, hvis man ingen klare ambitioner har – om netop et bedre samfund.

Fremtiden er ikke et buldrende tog som drøner forbi. Et tog som man måske, måske ikke er heldig at komme med. Fremtiden er en påvirkelig størrelse, som man som samfund, individ eller virksomhed sagtens kan øge indflydelse over. Og netop fordi, at fremtiden IKKE bare er en skæbne som rammer, er det særdeles vigtigt, at der er Nogle som har nogen visioner på samfundet vegne. Nogle som har noget på hjertet.

Altså ambitioner om at ville noget. Ambitioner om at  gøre en forskel som peger frem mod et ikke bare rigere samfund, men også gerne et bedre samfund. Ambitioner som ligger ud over 1000 venner på facebook, endnu et maratonløb, se godt ud eller lysten til at please og passe ind.

I sidste uge kunne man i dokumentaren 9Z mod Kina se en grædende dansk pige erkende ensomheden og smerten ved at være ”Stræberen”. Den dygtigste pige i klassen. ”Hele min skolegang har det bare været sådan, at jeg har været nørden”. Hulker hun stille. ”Jeg har prøvet at forsvare det, ved at sige, at jeg jo bare gør som vi skal”.

Hun er 15 år. Hun er dygtig og hun har livet for sig. Men desværre er talentet og alle anstrengelserne,  det der burde være brændstof til et godt og ambitiøst liv for hende selv, såvel som resten af samfundet, blevet til en social byrde. Hun passer ikke ind. Hun er en nørd. Meget kunne sikkert blive noget lettere for den unge pige, hvis hun kunne nøjes med lidt mindre eller spille lidt dummere og dermed ligne de andre.

Lad os for hende selv, og for samfundet håbe, at hun har styrken til at fastholde talentet og ambitionerne. Det vil være både synd og skam, hvis hun, som så mange tidligere gav slip og lod sig synke ned i en ungdomskultur, hvor drikfældighed, festkultur og dovenskab giver flere sociale point end videbegærlighed, arbejdsomhed og ambitioner.

Lad os håbe, at den unge pige kan se mulighederne og ikke lader sig nøje som sygeplejerske, når hun nu har talentet til at blive læge eller ingeniør. Velvidende, at ambitionsniveauet i Danmark ikke for alvor opfordrer hende til det, og velvidende at meget ville være meget lettere, hvis hun kun gik halvvejen.

Og hun er ikke alene. Der er andre dygtige elever i det danske uddannelsessystem der føler med hende. Nøjagtig som mange voksne professionelle dagligt kæmper for at holde ambitionerne nede for at være med om bord. Alt for mange dygtige mennesker ender med at resignere i handling, fordi det alt for ofte ikke betaler sig at være ambitiøs, og dermed forvente noget af de andre. Tænk sig at forvente, noget af nogle?

Læreren som medvirker i programmet 9Z mod Kina,  forklarer den dygtige piges trængsler med den danske jantelov, som også hersker blandt børn. Og professor i pædagogik Niels Egelund forstætter med at sige ”at det ligger dybt i den danske folkesjæl, at man ikke må være nummer et. Det gælder om at være på niveau med de andre. Danskere bryder sig ikke om konkurrence.  Jo hvis det gælder melodigrandprix eller X- factor ellers ikke.” siger han.

I Danmark konkurrerer vi ikke, fordi konkurrence som led i livets opretholdelse og i den sociale anerkendelse ikke er et bredt anerkendt vilkår. Og hvis vi endelig konkurrerer, så gør vi det kun officielt i oplagte konkurrencer som løb,  fodbold og popmusik, hvor det er nemt at se vinderen. Her er ingen tvivl om tiden, antallet af mål og solgte plader. Det er så dejligt lige til. Her kan alle være med.

Og netop her er nok også forklaringen på, hvorfor fodboldstjerner og popstjerner stadig er helte og gerne må tjene store summer. Alt mens de dygtige erhvervsledere bestemt ikke må spinde guld på talentet eller årtiers hårdt arbejde og indfriede målsætninger. Og det til trods for, at De reelt er De store helte som sikrer jobs til tusinder og valutaindtjening  til landet og velfærd for de mange. Nøjagtig som alle de dygtigste eksperter og professorer ikke skal tro, at de ved bedre. Hvad kender de til livet?

Ambitioner, flid, arbejdsomhed og viljen til et godt liv og en bedre verden, har det skidt i det danske samfund. Et lighedssamfund, hvor alt for mange slet ikke kan og vil se, hvad det skal til for. Altså fliden, nørderiet, ambitionerne og viljen til at ville noget. Noget højere, bedre, flottere og hurtigere.

Hvorfor overhovedet gør sig umage? Hvorfor stå tidligere op, hvis vi kan sove en halv time længere? Hvorfor kæmpe kampen, hvis den kun fører til sure miner og ødelæggende misundelse? Støtte og opbakning er en forudsætning for at lykkedes med ambitioner.

Nuvel der er  stadig ambitioner at finde. Politisk florerer der mange flotte og gode ambitioner. Ambitioner om verdens bedste folkeskole, mere vækst og en grønnere verden. Gode ambitioner for en bedre fremtid Men, hvad hjælper de gode ambitioner, hvis de ikke bliver til andet end ord?  Hvad hjælper det når der aldrig for alvor bliver gået radikalt til værks – og det der kaldes en reform mest af alt ofte kun er et bølgeskvulp, hvor der ellers var behov for en storm?

Lige nu strækker målet med verdens dyreste folkeskole sig fx ifølge formand for lærerforeningen Anders Bondo åbenbart ikke længere end til, ”at alle børn helst skal gå ud af folkeskolen med en fornemmelse af, at de duer til noget”  som han sagde i programmet 9Z mod Kina. Smukke ord som sikkert er ment i den bedste hensigt. Men i bund og grund fuldstændig uambitiøse! Hvad hjælper det at have en FORNEMMELSE af, at man duer til noget, hvis man reelt ikke magter noget som helst. Hvis man hverken kan læse, regne eller skrive, løbe hurtigt, tegne eller male – gøre rent, feje gulv, køre bil eller finde vej?

Hvis man vil en bedre fremtid, er det nødvendigt med ambitioner på fremtidens vegne. Ambitioner på samfundet vegne. Ambitioner som ligger ud over overlevelse og det går det nok.

Og ambitioner er ikke bare noget politikere og direktører skal have. Selvom de naturligvis skal være dem der går forrest med ambitionerne.

Nej alle bør have ambitioner. Ambitioner på egne vegne og ens børns vegne. Ambitioner på de andres vegne. Ambitioner på virksomhedens vegne og ambitioner på samfundets vegne. Ambitioner som ikke bare handler om at holde fast og tjene 2 % mere næste år. Men ambitioner om en bedre verden, hvor flere har det godt og hvor den samlede livskvalitet er stigende.

Uden ambitioner samt vilje og talent til at føre ambitionerne ud i livet, vil fremtidens samfund blive fattigere. Ingen vil et fattigere samfund! I vores del af verden forventer alle et bedre samfund. Men vi får ikke et bedre samfund, hvis der ikke for alvor er ambitioner og vilje til at indfri dem til stede.

Altså ambitioner som fx, at alle børn naturligvis skal lære noget i skolen, og at man er en helt jo mere man lærer. Ambitioner om at bidrage til samfundet og ikke ligge det til last. Ambitioner om, ikke bare at gøre sit job, men også gøre det bedre dag for dag. Ambitioner om at ville fællesskabet, og også være villig til at investere i det. Ambitioner om at forlange noget af ens børn, og bruge kræfterne på at få dem gjort handlingsparate. Ambitioner om en renere verden, og dermed vælge grønt. Ambitioner om bedre mad og derfor være villig til at bruge 10 kroner ekstra på kvalitet og dyrevelfærd. Ambitioner om bedre liv i dag, i morgen og i fremtiden.