Hvem har ansvaret for en bedre fremtid?!

FREMTIDSFORKEREN.DK drives af sociolog og fremtidsforsker Birthe Linddal

Du kan tage kontakt via kontaktformularen, eller på telefon +45 3065 1110

I tiden

I tiden

blog'en med tanker om aktuelle temaer og strømninger

Kender du din frisør? Eller din bankrådgiver? Den personlige relation er blevet en sjældenhed.

(Artikel fra Kristelig Dagblad, hvor jeg Birthe Linddal Jeppesen er citeret. Derfor deler jeg her)

Det afføder tillid og giver en oplevelse af at høre til, når man kender sin mekaniker og får sigen sludder med sin vante frisør. Men de uformelle relationer med dem, vi lokalt handler med, under pres.

AF: Benedikte Christine Rasmussen Journalist på Kristeligt Dagblad (11. oktober 2025)

For Jens Würtz begyndte det med bankdamen. Mitha, hed hun. Han mødte hende første gang, da han som ung purk gik i Sparekassen med sin første løn, han havde tjent som avisbud. Da Mitha senere skiftede filial, fulgte Jens Würtz med som kunde. Og sådan gik det, indtil dagenkom, hvor Mitha gik på pension. Senere skete det samme med frisøren. Jens Würtz, der selv er født i 1961, var 11 år, da han første gang blev klippet af Arne og Birte hos Johnsen Klip i Aalborg. Her blev han fast kunde gennem de 45 år, der gik, før Arne gik på pension, og Jens Würtz pludselig og uvant skulle til at forklare en ny frisør, hvordan han ønskede sin frisure.

“Da gik det op for mig, hvor meget jeg savnede at komme hos Arne og Birte,” siger han.

I dag har Jens Würtz, som endnu bor i Aalborg, affundet sig med ny frisør og bankrådgiver,men hans bil er det helst kun mekanikeren Bjarke, der skal røre ved.

“Det giver mig en tryghed, at jeg kender til dem, jeg handler med,” siger Jens Würtz, “og der ligger en tillid i den personlige relation, som jeg sætter rigtig stor pris på.”

De findes altså stadig: Købmanden, der spørger til dine børn. Frisøren, der ved, hvordan duplejer at blive klippet. Og mekanikeren, der kender din bil. Men alle tilhører en truet art. For tiden, hvor hver en landsby havde egen bager, skole og slagterforretning, er for længst forbi, og har man endnu en dagligvarebutik, er den personlige kassebetjening mange steder suppleret af muligheden for at betale sine varer med en app. På bibliotekerne kan man låne sine bøger fra en maskine helt uden at henvende sig til bibliotekaren, og på både tankstationen og i netbanken er der tale om høflig selvbetjening.

Hvad er det, der går tabt, når man efterhånden sjældent kender navn og ansigt på dem, vihandler med?

Ansigtsløse forbindelser

“Alt for meget,” lyder det korte svar fra lektor i psykologi på Københavns Universitet TorbenBechmann Jensen, der forsker i blandt andet ensomhed.

“Som handlende er man gennem de seneste årtier gradvist blevet overladt mere til sig selv. IKEA er et godt eksempel,” siger han med henvisning til den svenske møbelgigant.”Tag dine møbler i papkasser, og scan selv dine varer ved kassen, og så er du hjemme igen uden den mindste personlige kontakt. Og mens de små, lokale butikker lukker, og handlen centraliseres i store butikskæder i storcentrene, så eksploderer ensomheden.”

Det er der naturligvis flere årsager til, men den personlige kontakt med de mennesker, som vi ikke bruger tid med privat, men som vi alligevel kender fra lokalområdet, er langtfra ligegyldig for trivslen, fortsætter Torben Bechmann Jensen:

“Når flere af den slags relationer går tabt, taber man samtidig en måde at blive set og anerkendt på. Når vi genkender hinanden og har de små, måske lettere overfladiske samtaler i hverdagen, er det også en måde at orientere sig i verden på. Og det giver en følelse af at have en betydningsfuld plads,” siger han. På bare 10 år mellem 2012 og 2022 er hver femte detailforretning forsvundet på landsplan, viser en analyse fra foråret foretaget af erhvervsorganisationen SMVdanmark. Dertil kommer, at det moderne og fleksible arbejdsmarked får danskerne til at skifte job så ofte, at kun de færreste står bag samme disk eller rådgiver samme kunder i mange år ad gangen.

Når de lokale mødesteder, som bageren eller købmanden kunne være før i tiden, svinder ind,er der risiko for, at fællesskaberne undergraves. Det siger Anja Jørgensen, professor i bysociologi ved institut for sociologi og socialt arbejde på Aalborg Universitet. I bybilledet møder man et bredt udsnit af mennesker med forskellige holdninger og baggrunde, som man kan udveksle over en uformel snak, siger hun. Og på den måde skaber og vedligeholder man et fælles liv, der træner os i sociale normer på en anden måde, end vi gør i privaten.

“Der er meget godt at sige om nethandel og alle de digitale løsninger, der på andre måder hargjort livet lettere for mange. Men det er ansigtsløse forbindelser, som er knapt så effektive tilat lade os komme hinanden ved. Og det uformelle, sociale liv, der sker gennem den slagstilfældige møder, det har vi brug for.”

Længslen efter det nære

Strømningen mod det mere anonyme samfund, hvor man helst undgår at komme hinandenved, er dog ikke entydig. Heldigvis for det, siger ph.d. i sociolog og fremtidsforsker Birthe Linddal Jeppesen. Som modsvar til det individualiserede og effektive, er der nemlig opstået en anden længsel mod det nære og autentiske, forklarer hun.

I reklamer og marketing er det nære, det hjemmegjorte, det gamle og det lokale derfor også ihøjere grad blevet plusord. “Problemet er, at den slags fællesskaber tager tid. De relationer man kan have til de lokale erhvervsdrivende er ofte nogle, man netop har, fordi de er bygget gennem mange år. Og den tid er det de færreste moderne mennesker, der er villige til at sætte af,” siger hun. Og det er en skam. For det handler ikke kun om manglende liv i bymidterne. Det handler også om medmenneskelighed og respekt, siger hun.

“Er du bager, smed eller mekaniker i et lille samfund, så er du interesseret i at behandle dinekunder ordentligt og give dem en god oplevelse, fordi du er afhængig af, at de kommer igen. Det lokale forbinder, forpligter og gør os til bedre medmennesker, fordi vi investerer tid og kræfter i hinanden.” Det bliver svært, men det er ikke umuligt at bibeholde og måske endda styrke den slags relationer. Men det kræver nogle bedre rammevilkår for det lokale handelsliv, mener Birthe Linddal Jeppesen. Og så kræver det, at forbrugerne insisterer på det. I Aalborg er Jens Würtz i hvert fald ikke i tvivl: Når bilen skal fikses, kører han den selvfølgelig til Bjarkes værksted. Præcis ligesom hans dagligvareindkøb fortsat vil finde sted i den lokale Brugsen, hvor man hilser på hinanden og får sig en snak med kasseekspedienten.

“Det er jo ganske simpelt,” siger han. “For man bliver så glad af det.”.

RØG LIVET UD MED BADEVANDET – Kronik i Kristelig Dagblad 4. september

Et spørgsmål presser sig på: Hvordan får vi nyt liv – i fællesskabet, i bymidten, blandt børn og unge, i naboskabet, i kærligheden og i naturen omkring os? Hvordan genvinder vi det, der gør livet værd at stå op til, rart at leve i og meningsfuldt at være en del af?

Heldigvis kan vi gøre noget. Fremtiden skaber vi selv

Meget går rigtig godt i Danmark. Vi er blevet rigere og klogere og teknologien hjælper os med stadig mere. Der er uden tvivl meget at takke fremskridtet for. Men det er blevet tydeligere, at noget også er gået tabt undervejs. Jeg vover derfor at stille det polemiske spørgsmål: Er livet i en vis forstand røget ud med badevandet?

For kigger vi os omkring – og tænker vi bare 20, 30 eller 40 år tilbage, bliver det klart, at vi ganske vist har vundet meget godt, men noget har vi også mistet undervejs. Årtiers udvikling drevet af effektivisering, centralisering og rationalisering har haft en pris – en pris, der i nogle sammenhænge måske er blevet for høj.

Det tomme fællesskab

Vi bruger flere timer end nogensinde foran skærme – og færre sammen med hinanden. Fællesskaberne bliver svagere, det nære forsvinder, og relationer udvandes. Landsbyer tømmes for liv, bymidter visner, mens vi shopper mere end nogensinde – hver for sig og online. Mindre skoler og institutioner lukker, fordi alt skal være større og mere effektivt.

De uformelle møder – ved disken, på torvet, i køen i kantinen – bliver derfor færre, og vi opnår derfor også mindre af den menneskelige anerkendelse, der forankrer os og holder os i gang.
Mange børn og unge mangler erfaringen, redskaberne og styrken til at være sociale i virkeligheden. De laver færre legeaftaler, går til færre fester og kæmper med at føle sig hjemme i deres egne liv. Mens mange, både modne og unge, kæmper med noget så basalt som at tale med andre, udvise interesse, finde kærligheden eller leve i et forpligtende fællesskab. Naboskab, venskaber og kærlighed bliver sværere at mestre.

Vi ser det også i naturen og landskabet. Levende hegn og frugtplantager forsvinder, vandløb lægges i rør, mens stadig flere kedelige  p-pladser og grimme industribygninger breder sig. Skønheden og sanseligheden i omgivelserne svinder.

Alt peger i én retning: Det nære, det lokale, det relationelle og det skønne – alt det, der giver liv – svinder, og det på trods af, at vi aldrig har haft flere ressourcer.

Og nej, det er ikke et spørgsmål om nostalgi, men om menneskelig trivsel.

For uden hinanden er vi ikke meget. Livet er relationelt. Vores lykke, livslængde og ikke mindst handlekraft bygger på, at vi er en del af noget – at vi bliver set, hørt og regnet med. Vi har brug for at høre til, at have en rolle i et fællesskab, der er konkret, nært og langvarigt, hvis vi skal trives, ville og virke. Det tager tid at opbygge tillid og tilhørsforhold – men fordi vi hele tiden bryder op eller er på vej videre, giver vi sjældent de relationelle bånd tid nok til at forplante sig.

Folk elsker stadig at handle hos den lokale bager søndag morgen. Børn blomstrer, når en rar nabo har tid til en snak og viser dem lidt overskud og interesse. Unge trives bedre, når de færdes på en uddannelsesinstitution, hvor nogen kender dem, vil dem noget, og hvor de er andet end et nummer.

Alt imens prisen for fremskridtet alt for ofte er, at det, som skaber liv – det lokale, det nære, det relationelle og det skønne – hele tiden får ringere vilkår.

Erkendelsen og forståelsen for tabet

Jeg ved godt, at ikke alle er enige. Ikke alle ser tabet – velvidende, at det er svært at savne noget, man ikke har kendt eller erfaret. Mange yngre generationer har et spinkelt erfaringsgrundlag, når det gælder, hvad nære og lokale fællesskaber kan bidrage med af styrker og glæder.

Derfor bliver tabet af liv ofte ikke set som et tab, men som et naturligt vilkår. Mange accepterer det som et nødvendigt offer på fremskridtets alter. De siger: “Sådan er det – det kan ikke være anderledes” og argumenterer med urbanisering, centralisering, effektivisering og økonomisk vækst, som var det naturkræfter – lige så uforanderlige som tyngdeloven.

Men det er de ikke. Urbanisering, centralisering, effektivisering og markedslogik er sociale konstruktioner. De er menneskeskabte – og de kan ændres. Og nej, vi skal ikke tilbage til sort-hvid 50’er-idyl. Og nej, vi skal ikke romantisere en fortid med fattigdom. Men det betyder ikke, at vi ikke må savne kvaliteter som nærvær, tid, respekt og fællesskab.

Det er helt legitimt at ønske sig en verden, hvor vi hilser på hinanden, har mulighed for at passe vores egne børn, tager os tid til en snak over hækken, gøre os umage for det fælles, og har overskud til at bage og inviterer på kaffe. Hvor lokalområdet er mere end et postnummer – det er rammen om fællesskab.

For ja – hvis alt i verden kun skal måles i store kroner og øre, er der for meget, der går tabt. Og nej, det bliver aldrig big business at bygge et lille kollegie, at drive et lokalt bageri eller lade det levende hegn blive stående. Men det betyder jo ikke, at disse goder ikke er vigtige og bidrager rigt til trivsel, livskvalitet og social sammenhængskraft. Vi skal huske, at livet er større end økonomi. Og økonomien er heller ikke nogen naturlov – den er et værktøj. Den kan justeres, formes og understøtte netop de værdier, det liv, vi vælger at sætte højest.

Forskning viser desuden, at mennesker trives bedre i trygge, nære fællesskaber. De lever længere, føler sig lykkeligere og mere forbundet.

Og vigtigst: Udviklingen kunne have set anderledes ud. Den kan stadig se anderledes ud. Fremtiden er ikke givet – fremtiden skaber vi i høj grad selv.

Sådan får vi mere liv tilbage

Det er muligt. Vi kan – både personligt og politisk – bruge vores velstand og teknologi til at skabe et samfund med plads til det nære, det fælles og det smukke.

Heldigvis spirer det allerede. Ildsjæle, bofællesskaber, byhaver, fællesspisninger og lokale projekter dukker op. Trivselskriserne har gjort os opmærksomme på værdien af nærvær, tillid og medmenneskelighed.

Og politisk ser vi små skridt – fx regeringens grønne trepartsaftale, som lover mere plads til naturen i fremtiden – mere plads til sommerfugle og kør på græs. 

Vi kan altså som samfund og individ vælge at understøtte liv. Og faktisk har vi måske aldrig haft bedre muligheder for det – med den rigdom, viden og teknologi vi i dag råder over. Husk desuden, at moderne mennesker er innovative og vilde med oplevelser, lækker mad og god musik, hvorfor der er i den grad er rum for, og plads til at sætte gang i det som skaber liv, folk vil gerne have mere af det.

Men hvis vi vil skabe et samfund med mere liv, må vi handle og gøre ting anderledes fremover. Her følger tre enkle, men afgørende anbefalinger:

  1. Anerkend værdien af det nære, det lokale, det relationelle og det smukke

Vi må genopdage og værdsætte det, som ikke nødvendigvis kan måles: det lokale og nære fællesskab, den uformelle samtale, det menneskelige møde og den skønhed, der giver os lyst til at leve. 

  •  Indret samfundet, så det understøtter liv – ikke kvæler det

Vi må bevidst, samt strukturelt vælge at fastholde og støtte mindre levedygtige samfund, bymidter og institutioner. Undersøgelser viser igen og igen, at mennesker trives bedst i overskuelige rammer, hvor man føler sig set og hørt. Også det smukke skal prioriteres. Skønhed tiltrækker liv, man har lyst til at være en del af – hænge ud i – det grimme frastøder. 

       3.  Bidrag selv til mere liv – i det små

Livet skabes ikke kun i Folketinget. Det skabes også, når vi hilser på hinanden, handler lokalt, invitere ind eller tager os tid til en snak i supermarkedet. Vi kan selv gøre en forskel: – Køb julegaverne i din lokale bymidte, også selvom de er en smule dyrere.
– Lav en aftale med dine naboer om fællesspisninger eller en årlig fest.
–  Og tal og interesser dig for dem du møder på din vej – din frisør, dine elever, naboerne og de andre forældre. 

Det begynder med os selv – og med viljen til at ville mere liv.

Vi kan skabe et Danmark med plads til fællesskab, samtaler og relationer, der rækker ud over det rationelle og effektive. 

Men for at det kan ske, skal vi erkende at: Fremskridtet ikke kun er det vi vinder – det er også det, vi vælger ikke at miste.

GODE FÆLLESSKABER KOMMER IKKE AF SIG SELV – ”DER SKAL TO TIL EN TANGO”

Stadig flere efterlyser gode fællesskaber og meningsfulde relationer. FN, staten, kommunerne, skolerne, lokalsamfundene og ikke mindst nogle af landets store fonde ønsker mere fællesskab. Præcis som både Kong Frederik og statsminister Frederiksen hyldede det fælles og dets værdi i årets nytårstaler. Og man forstår dem – for hvad var vi uden hinanden?

Jagten på stærkere fællesskaber fylder stadig mere. Men modsat hvad mange tror, opstår fællesskab ikke automatisk – det følger ikke pr. automatik en aktivitet, kan ikke ”designes” og skal aldrig tages for givet. Fællesskaber er krævende – så krævende, at det fælles, som så meget andet, kun eksisterer, når nogle grundlæggende forudsætninger er til stede, og – ikke mindst – når der er nogen, som vil dem.

I en moderne verden uden klokkeklare fælles normer kan det være svært at navigere i det sociale. Bør man sige tak for sidst? Skylder man naboen en tjeneste, når nu han altid klipper hækken? Skal man lære sine børn, at de selvfølgelig altid hilser på deres klassekammerater?

Tidligere var fællesskabet indlejret i sociale normer. I dag er de uklare – hvilket betyder, at man aktivt må ville, prioritere og investere i fællesskab, velvidende at ens indsats ikke nødvendigvis mødes positivt – eller fører til det fællesskab, man håber på. Måske netop derfor oplever flere mistrivsel, ensomhed og en stigende følelse af rodløshed og manglende tilhørsforhold.

En central grund til, at ønsket om mere fællesskab vokser, er, at vi – og forskningen – ved, at gode fællesskaber skaber mening og lykke.
En afgørende grund til, at flere efterlyser mere fællesskab, er, at vi ved – og forskningen fortæller os – at med gode fællesskaber følger også lykke og meningsfuldhed.

Folk er gladere, lykkeligere og lever desuden længere og bedre liv, når de har gode relationer og er en del af velfungerende fællesskaber. Skoler med gode fællesskaber har højere trivsel og faglighed. Arbejdspladser med stærke relationer har gladere og mere effektive medarbejdere. Lokale fællesskaber skaber udvikling, integration og sjovere byfester. Kort sagt: Gode fællesskaber styrker handlekraft, initiativ, entreprenørskab og livskvalitet.

Jagten på flere fællesskaber

Jagten på fællesskaber er ikke ny. Tidligere var de nære fællesskaber en forudsætning for eksistens og overlevelse. I det førmoderne samfund delte man som regel aktivitet, lokalitet og mentalitet med dem, man var fælles med – derfor var fællesskabet stærkt, på godt og ondt. I dag deler de færreste alle tre, hvilket gør fællesskabet mere skrøbeligt (Tönnies, 2012).

Det nye er, at fællesskabet i stigende grad indskrives i hensigtserklæringer, politikker, strategier og værdigrundlag.

Allerede i 1987 opfordrede FN med Brundtland-rapporten til bedre vilkår for det fælles som led i en bæredygtig udvikling. Målet var at fremme the common good – det, vi kan sammen (FN 1987, 2017; Ostrom, 2015).

Politisk er ønsket om flere fællesskaber stort. Velfungerende fællesskaber løfter velfærdsopgaver uden ekstra omkostning – og styrker kommuner og lokalsamfund. Derfor henviser politikere ofte til civilsamfundet, de lokale fællesskaber og de frivillige som løsninger.

Også mange af landets store fonde vil fremme fællesskabet. De støtter opbygningen af attraktive miljøer og inkluderende mødesteder, som skal styrke det fælles og give mennesker mulighed for at trives og vokse sammen.

Mange vil altså have flere fællesskaber. Som sociologen Zygmunt Bauman udtrykte det:

”Fællesskabet er det paradis, vi inderligt ønsker at kunne vende tilbage til – noget, som altid synes at have været engang – en betegnelse for det tabte paradis.” (Bauman, 2002)

Drømmen om fællesskabet lever – måske netop fordi det står skrøbeligt til. Flere føler sig ensomme, eksklusionen vokser, mistrivslen stiger. Stadig flere har desuden svært ved at være i det fælles. Flere kvinder vælger at få børn alene. Mange oplever det som svært at få en kæreste, og stadig flere børn har svært ved at være i sociale fællesskaber.

Solidariteten og lysten til det fælles synes derfor at være udfordret – også blandt ressourcestærke, som i stigende grad efterlyser nære fællesskaber og oplever det som svært at få nære venner.

Men fællesskaber kommer ikke af sig selv – og de kan ikke skabes alene gennem visioner og hensigtserklæringer. Velfungerende fællesskaber kræver nogle grundlæggende forudsætninger. Det er fællesskabsforudsætninger, som færre mestrer – og måske derfor har mange moderne fællesskaber det svært.

Fællesskaber er nemlig ikke ”bare” noget, der kommer af sig selv. Fællesskaber og sammenhængskraft kræver andet og mere end blot at bygge en by, skrive det fælles ind i en visionsplan eller invitere til fest. Gode fællesskaber kan ikke bare ”designes” og igangsættes på linje med andre offentlige projekter. Én ting er at ville fællesskabet og skabe de fysiske rammer – noget andet er at få fællesskabet sat i svingninger, i resonans.

Derfor kræver det også fællesskabskompetencer. Med det mener jeg evnen til at sige godmorgen – og se folk i øjnene, mens man gør det. At huske fødselsdage, tilbyde en hjælpende hånd, hilse på kollegaerne og oprigtigt interessere sig for andre. Fællesskabskompetencer indbefatter at have blik for og lyst til at invitere andre med til bordet, med i legen og dialogen – samt at anerkende det, de andre bidrager med, hvad end det er lidt eller meget.

Fællesskaber kræver kompetencer

På trods af at mange moderne mennesker gerne vil fællesskaberne, er det svært for mange at finde et godt fællesskab at være en del af. Dette skyldes, at fællesskabet er trængt i det moderne samfund. For i kølvandet på 1968 fulgte årtier med tiltagende fokus på det individuelle – identiteten – hvilket skete på bekostning af det fælles, forpligtelsen, der fulgte, og opretholdelsen af de fælles normer. Samfundsnormerne og tidsånden har derfor i de seneste årtier i langt højere grad haft fokus på den enkelte frem for det fælles (Center for Ungdomsforskning 2024; Juul 2017).

For mange – særligt de yngre generationer – er det en del af historien, at de ofte mangler både gode erfaringer med fællesskaber og fællesskabskompetencer. Derfor kan det være vanskeligt for dem at navigere i og bidrage positivt til det fælles. At bidrage kræver nemlig, at man ved, hvordan man skaber og opretholder fællesskaber – og at man er i stand til at give slip på egne behov for det fælles bedste.

Valutaen, der kan omsættes til velfungerende fællesskaber, er: opmærksomhed, rummelighed, kontinuitet, manglende selvhøjtidelighed, tid samt viljen til at ville nogen eller noget – at have noget på hjerte, også i relation til andre end de allernærmeste.

Disse elementer kan ofte virke fremmede for mange unge, da de i deres opvækst har oplevet, at fokus på fællesskabet er blevet trængt tilbage til fordel for individet og dets identitet. De yngre generationer er vokset op i en tid med stærkt fokus på individets behov – en tid præget af foranderlighed, effektivitet, konkurrence, acceleration, fleksibilitet, kompleksitet og et kollektivt pres for at være ”perfekt” og passe ind i et snævert ideal (Center for Ungdomsforskning, 2024).

Så spørgsmålet er, hvordan – og om – det i 2025 er muligt at skabe flere nye, velfungerende fællesskaber. Hvad skal der til for at forbedre forudsætningerne for nære relationer og det fælles? Mere plads til, at fællesskabet kan trives, blomstre og levere alt det gode, mange længes efter – og ønsker at give videre.

Substantielle forudsætninger for fællesskaber

Fællesskaber opstår ikke ud af ingenting. Ifølge sociologerne Pierre Bourdieu (1930–2002) og James Coleman (1926–1995) – samt mit ph.d.-projekt Liv på landet – er der en række grundlæggende betingelser for, at fællesskaber og social kapital kan opstå og trives (Jeppesen, 2023, Colemann 1992, Bourdieu 1986).

Noget at udveksle – noget at gøre sammen

Fællesskaber forudsætter, at vi vil hinanden – og at vi har noget at udveksle: viden, tid, kærlighed, varer eller anerkendelse. Et fælles projekt, en aktivitet eller udfordring skaber afhængighed og formål og er derfor vigtige forudsætninger for det fælles.

Fællesskaber baseret alene på lyst er skrøbelige – fordi de uden videre kan fravælges. Historisk set har især vareudveksling – fx kvinder, kvæg og naturalier – skabt tillid og langtidsholdbare bånd.

Det særlige ved menneskelig udveksling er, at den kun fortsætter, hvis begge parter ønsker den og finder den meningsfuld (Bourdieu, 1986). Ønsket om fortsat udveksling er derfor en stærk drivkraft i fællesskaber.

Gensidighed

Det fælles kan kun eksistere, når der er en vis grad af gensidighed. Gensidighed forstået som det klassiske “der skal to til en tango” – hvor begge parter bekræfter relationen gennem udveksling og anerkendelse.

Anerkendelse kan være et smil på trappen, betaling for en ydelse, en geninvitation til dem, man var til bryllup hos sidste sommer – eller et lift til naboen, der altid tager imod dine pakker.

At ville hinanden noget, føle en forpligtelse og være villig til at give igen – er kernen i gensidighed. Uden denne vilje opstår intet fællesskab.

Det er dog vigtigt at understrege, at gensidighed ikke behøver være et regnskab på 1–1. Det kan sagtens være 1–9 – så længe relationen anerkendes, og der indimellem sker en form for tilbagebetaling. En 0–10-relation er i praksis ingen relation – eller i hvert fald en, der er ved at dø. En 5–5-relation derimod er et sundt, balanceret forhold, hvor begge bidrager rigt.

Information og tillid

Et andet afgørende element, der fremmer det fælles, er information. Uden de rette oplysninger om de andre og det, der skal ske, bliver det svært – og risikabelt – at udvise tillid og bakke op.

En velskrevet invitation med de nødvendige oplysninger – dato, tid, sted, formål og afsender – er derfor en vigtig forudsætning for en vellykket fest, en god konference eller en succesfuld arbejdsdag på havnen. Dette gælder især, hvis man ønsker at invitere nye ind i fællesskabet og få dem til at føle sig velkomne og forberedte. For god information eliminerer usikkerhed og gør det lettere og mindre utrygt for nytilkomne at bidrage positivt.

Tillid er en grundlæggende forudsætning for at turde gå ind i det fælles. Den er også en gevinst, der følger af gode relationer og livslange fællesskaber. Tillid opbygges gennem positive sociale erfaringer over tid. Tillid er både en forudsætning for, såvel som en konsekvens af, fællesskabet.

Genkendelige strukturelle rammer

En anden vigtig forudsætning – som desværre ofte er undervurderet – er, at der bør være genkendelige og gennemskuelige strukturelle rammer omkring det fælles. For genkendelige strukturelle rammer sikrer forudsigelighed og tryghed, hvilket betyder, at vi som mennesker og grupper kan og tør handle, skabe, agere og dermed indgå nye relationer.

Hvis rammerne derimod hele tiden er til forhandling – eller blot vage og usikre – bliver det sværere at agere i det fælles. Mennesker har behov for at vide, hvad begivenheden og fællesskabet kommer til at byde på. Usikkerhed opstår let og fremmer hverken lysten til at deltage eller skaber nye fælles begivenheder.

Manglen på forudsigelige strukturer er i særlig grad en udfordring for de mere usikre, dem med færre ressourcer, diagnoser eller andre udfordringer – og kan derfor medvirke til mistrivsel.

At have faste mødetidspunkter og regler – at holde en fest efter en relativt ”traditionel”
agenda samt på en årlig fast dato – er alt sammen med til at gøre det lettere at navigere socialt.

Et godt greb her er fx, hvis skoler, foreninger og virksomheder udsender et årshjul med vigtige datoer, aktiviteter og begivenheder – for så ved folk besked, og det fælles kan planlægges og prioriteres.

Fælles normer

En vis grad af fælles normer er afgørende, fordi de – ligesom faste strukturer – gør det lettere at navigere socialt.

Med fælles normer ved man, hvad man kan forvente, hvad der kræves, og hvordan man skal opføre sig. Kort sagt: Normer gør det lettere at lykkes med en opgave eller fest. Det hjælper, hvis der er kutyme for at svare på invitationer, møde op som aftalt og spise nogenlunde ensartet fremfor udelukkende individuelle diæter.

Modsat er det næsten umuligt – eller nærmest et mareridt – for kokken og værten at invitere 18 personer, hvis gæsterne ikke svarer på, om de kommer, eller hvis der blandt dem både er glutenallergikere, vegetarer, sukkerforskrækkede, low-carb-tilhængere, kødelskere og salatfans, der alle forventer en menu tilpasset netop deres behov.

For ikke at nævne, hvis nogen finder det i orden at danse på bordene, hælde drinks i sofaen eller ikke respektere husets regler.

En vis grad af eksklusion

Vil man have stærke fællesskaber, er en vis form for eksklusion desuden nødvendig. Stærke fælles normer og værdier fremmer nemlig følelsen af samhørighed og gør det lettere at agere.

Med stærke fælles sociale normer ved man, hvad der er tilladt at sige, og hvad der ikke er. Man ved, hvilken mad der spises. Man ved, hvad der giver status, og man ved derfor også, hvordan man lettest opnår succes eller ”fiasko” – medlemskab eller eksklusion.

Mennesker har det med at definere sig i forhold til noget andet eller nogle andre, og derfor bliver en vis grad af eksklusion også en forudsætning for det fælles.

Det er fx derfor, at et landsbysfællesskab kan profitere stærkt af at stå sammen om at kæmpe for at bevare en lokal skole, en købmand eller et naturområde. Med en fælles ”fjende” bliver det lille, lokale fællesskab tydeligere, fordi man nu har en sag at stå sammen om – noget, man kan være fælles om.

En vis grad af fælles normer – og eksklusion af ”de andre”, ”dem” med andre normer – spiller derfor også en rolle i at skabe gode fællesskaber. Velvidende at diversitet også har mange fordele.

Nøjagtig som det i nogle tilfælde – men langt fra alle – også er nødvendigt at bryde op, være kritisk og gøre op med normerne. Men der er dog grænser for, hvor store afvigelser der kan rummes i et fællesskab. For med for bred diversitet – for forskellige normer og værdier – opstår der for stor usikkerhed og for lille anerkendelse af de involverede og deres livsform og valg.

Ligesom det heller ikke er godt for fællesskabet, hvis fællesskabets normer hele tiden er til forhandling. Sociale forhandlinger kræver nemlig tid, styrke og intellektuelt overblik – noget, som flertallet reelt ikke kan tage del i eller orker i længden. Med for usikre normer og for meget forhandling kan det meget vel ende med, at for mange ikke kommer, nogle går hjem, trækker sig eller resignerer.

I forhold til fællesskaber og fælles normer er det en meget vigtig pointe, at alle fællesskaber ikke nødvendigvis er gode fællesskaber. For både rockerbander, teenagepigekliker og fundamentalistiske aktivister kan have stærke og velfungerende mikrofællesskaber med en stærk fælles sag og stærke fælles normer – også normer, som kan være i direkte modstrid med det store samfunds.

Tiden og årene, som går – ”path dependency”
Et sidste og afgørende element for at opnå gode fællesskaber og solidaritet mellem mennesker er tid. Det tager tid at opbygge dybe fællesskaber og tillid – også lang tid – hvilket er en overset pointe i den moderne verden.


For mens man i de seneste årtier har dyrket mantraet om, at traditioner er til for at brydes, og at det er godt at være i social bevægelse – godt at flytte rundt, komme videre ud i verden og møde nye mennesker – synes det, som om det moderne menneske har mistet blikket for, at det sociale i høj grad er funderet i det historiske: tiden, der er gået, og det, vi har delt undervejs.


For selvom der kan siges meget godt om det at være i bevægelse, rejse ud og søge nye veje, har man i det senmoderne samfund ikke haft blik for, at når moderne mennesker er så meget i bevægelse – fysisk som mentalt – så opløses det fælles.


Det fælles eksisterer jo netop i kraft af, at man er fælles om noget. Har – eller har haft – et liv med en vis grad af fælles lokalitet, aktivitet og mentalitet. En vis grad af fælles normer og erfaringer.


Normer og erfaringer, som mister betydning, når man ikke længere forbliver det samme sted og dermed kan læne sig trygt ind i traditioner og veldefinerede fælles rammer og erfaringer.
Når folk flytter væk fra hjem og hjemstavn, ender de ofte med at bryde de sociale bånd og den tillid, tryghed og sociale kapital, som lå gemt i det hjemlige.


Når man bryder op, er man derfor med til at underminere det fælles – tilliden, normerne og følelsen af tilhørsforhold – særligt set i et livsperspektiv.

Afslutning
At ønske sig flere og stærkere fællesskaber er ikke nok. Det kræver vilje til at gå ind i gensidige relationer – og at investere tid, opmærksomhed og tillid. Det kræver, at man er villig til at give noget – og til at skylde nogen noget – for at få adgang til den anerkendelse og samhørighed, som et reelt fællesskab kan give.

Litteratur:
– Bauman, Z., & Havemann, T. (2002). Fællesskab: En søgen efter tryghed i en usikker verden. Hans Reitzels Forlag, København.
– Bourdieu, P. (1986). The forms of capital. In Handbook of Theory and Research for the Sociology of Education.
– Coleman, J. S. (1994). Foundations of Social Theory. Harvard University Press.
– Jeppesen, B. L. (2023). Liv på landet – en analyse af opbygning af social kapital i tre multifunktionelle landbrug. RUC.
– Ostrom, E. (2015). Governing the Commons: The Evolution of Institutions for Collective Action. Cambridge University Press, Cambridge, UK.
– Levbare ungdomsliv: Om unges bestræbelser på at trives. Center for Ungdomsforskning, 2024.
– Tönnies, F. (2012). ”Gemeinschaft und Gesellschaft”. In Studien zu Gemeinschaft und Gesellschaft (pp. 27–58). Springer.

HVORDAN SKABER MAN NYT LIV I DE DANSKE BYMIDTER?

Verden er i forandring – og det mærkes også i de danske bymidter, der som bymidter rundt i verden også påvirkes af tidens globale megatrends som: urbanisering, digitalisering, klimaforandringer og ændrede forbrugsvaner. Tendenser der rummer både store muligheder såvel som seriøse udfordringer.

Udfordringerne

Særligt de mindre bymidter er under pres. Handel og liv trækkes mod de større byer og ind i digitale universer. E-handel vokser, butikslukninger præger gadebilledet, og nye forbrugsmønstre ændrer, hvordan – og hvor – vi mødes og handler. Samtidig presses de lokale erhvervsdrivende af stigende huslejer, højere driftsomkostninger og øget regulering, mens byens infrastruktur ikke altid følger med udviklingen. Demografiske forskydninger forstærker billedet: De unge flytter væk, og tilbage står en aldrende befolkning, som ikke alene kan opretholde byens funktioner og fællesskaber. Resultatet? Bymidterne tømmes for liv, initiativ og relationer.

For selvom vi som samfund er blevet rigere, sundere og mere oplyste, har udviklingen haft en pris: Det nære, det lokale og det relationelle er blevet udfordret af urbanisering, effektivisering, centralisering og digitalisering.

Mange steder synes det som om, at bymidterne har mistet deres puls – som om, at noget af det vigtigste: samhørigheden, nærheden og det relationelle – livet mellem mennesker – i nogen grad er forsvundet.

Men: Behøver det være sådan?

Mulighederne

For parallelt med udfordringerne opstår også nye muligheder. Økonomien er stærkere – aldrig har vi været rigere. Teknologien er langt mere tilgængelig og bevidstheden om behovet for bæredygtige løsninger vokser. Vi ser desuden en stigende interesse for det lokale, det autentiske og det meningsfulde – især blandt unge, der søger mere bæredygtige og forankrede liv. Det er tydeligt, at tidens forbrugere gerne vil mødes, handle, opleve og høre til, men der skal nye og stærkere metoder til for at tiltrække dem.

Deslige vokser oplevelesøkonomien, det er som om, at folk ikke kan få nok af gode oplevelser, festivaler, koncerter, løb og fællesspisninger, hvilket jo heldigvis betyder gode muligheder for nyt og mere liv i bymidterne.

Folk elsker stadig god mad, unikke butikker, torvedage med et godt udvalg, levende kulturliv og nærhed til dem, de handler med.

Tiden er moden

Der er med andre ord ikke blot behov for at puste nyt liv i bymidterne – der er også gode forudsætninger for at lykkedes med det, for i det moderne samfund, har vi teknologien, vi har viljen, og vi har de menneskelige behov, der kalder på nye former for oplevelser, nærhed, liv og samvær i de lokale byrum.

Det handler ikke om at skrue tiden tilbage – men om at bruge den moderne verdens muligheder, vores rødder og fælles historie til at finde nye veje og nye muligheder for fremtidens bymidter.

TILBAGE TIL FREMTIDEN

Vores måltidsvaner er i konstant forandring. I DR’s nye dokumentarserie Tilbage til fremtiden, afsnit 4: Du bliver, hvad du spiser, sættes der fokus på, hvordan vores spisevaner ændrer sig i takt med samfundets øvrige forandringer – teknologiske fremskridt, rationaliseringer, ændrede forbrugerbehov m.m.

Fra begejstringen over sprøjtemidlernes indtog, til fascinationen af hvor “smart” det er at kunne handle alle dagligvarer i tidens nye supermarkeder. Til indflydelsen fra den amerikanske fastfood-kultur – og videre til kritikken af de hurtige og teknologiske måltidsløsninger – tager programmet os med på en spændende rejse gennem de sidste 50 års mest afgørende forandringer i dansk fødevareproduktion og madkultur.
Jeg har selv fornøjelsen af at kommentere og perspektivere på måltidet i forandring.

Hvis I interesserer jer for fremtidens fødevarer, bør I se programmet. På trods af forandringerne synes konklusionen dog – når alt kommer til alt – at pege på det helt basale: Det er ikke let at ændre på, hvad folk gerne vil spise. For mest af alt synes behovet for fedt, salt og sukker at være langt stærkere end bekymringen for egen eller klodens sundhed. Intet tyder derfor på, at hverken bøf bearnaise, pommes frites eller god flødeis er på vej ud af favoritmenukortet.

Men vi kan da håbe, at fremtiden byder på flere grøntsager.

. Se programmet her: 

https://www.dr.dk/drtv/se/tilbage-til-fremtiden_-maskinernes-indtog_534168

SÅDAN REDUCERES FREMTIDENS MADSPILD

Verdens madspild er enormt. Godt og vel en tredjedel af al verdens produktion af fødevare går tabt. Dette tal svarer rundt regnet til at den samlede fødevareproduktion i Australien går til spilde årligt.

Organisationen Stop Spild af Mad estimere, at vi i Danmark årligt smider mad ud for 13,5 milliarder kroner.

Heldigvis er der de seneste år kommet et både større og mere seriøst fokus på, hvordan man kan reducere madspild.

På årets folkemøde på Bornholm havde jeg selv fornøjelsen – Inviteret af Friday, To good to go og 365discount, til at komme med mit bud på, hvordan man i fremtiden vil kunne komme det enorme madspild til livs.

Mit svar i debatten følger her:

Man kan sagtens gør det markant bedre – selvom man næppe nogensinde kommer helt i mål med et nul madspild, for god mad skal jo helst være tæt på levende og selvfølgelig konsumeres, mens det er både friskt og sprødt, så såvel smag som vitaminer er på sit højeste.

At reducere madspil handler heller ikke blot om mindre inkrementelle løsninger som, at nu får vi en køleskabs-app, køber datovarer eller husker at bage banankager.

Vil man for alvor reducere det globale madspild skal man i stedet revidere og ”revolutionere” det globale fødevaresystem med mere radikale løsninger som rykker og gør en reel forskel. 

Her peger jeg kort på tre vigtige veje mod markant mindre madspild i fremtiden:

– MEGET MERE LOKALE FØDEVARESYSTEMER 

    Verden har brug for mere lokale fødevaresystemer med markant kortere afstand mellem bonde og kunde. Med flere lokale fødevaresystemer, kan antallet af distributionsled reduceres markant, hvilket betyder mindre spild og meget større fleksibilitet i forhold til at få alle leverancer og lagre kanaliseret ud til de lokale, butikker, spisesteder og forbrugere.

    – FLERE FÆLLESMÅLTIDER FREMFOR ENKELT MÅLTIDER

    Jo flere – særligt amatører – der skal lave mad, jo mere spild. Ved flere fælles måltider på fx skoler, i kantiner, i forsamlingshuse og på restauranter skal den enkelt husholdning købe mindre ind og får dermed langt mindre spild. Desuden er uddannet personale i storkøkkener meget bedre til at købe ind, udregne portioner og genanvende rester, så spildet reduceres markant.

    – DIGITAL DISTRIBUTION

    Big data, digital overvågning og målrettede digitale løsninger er et vigtigt redskab i kampen mod madspild, da teknologien og den digitale overvågning kan sikre, det store overblik over produktion og lagre. Jo mere gennemskuelige distributionskæder, jo mere optimal distribution og dermed mindre spild, hvad en den er fra B2B eller fra B2C. Digitaliseringen og kortlægningen over produktion og lagre – globale såvel som ultralokale kan blive et vigtigt skridt.

    FREMTIDENS FAMILIE – 25 ÅRS TILBAGEBLIK PÅ FORM OG FUNKTION

    I år er det 25 år siden, at jeg med udgangspunkt i teorierne fra datidens store sociologer, Anthony Giddens, Manuel Castells og Ulrich Beck, første gang satte fokus på fremtiden – helt præcist fremtidens familie – det var i min masterafhandling i Social Sciences ved University of Amsterdam. En afhandling, som Instituttet for Fremtidsforskning og jeg siden fulgte op på med temarapporten Fremtidens Familie, hvor vi i 2006 beskrev, hvordan familielivet i 2017 kunne forventes at tage sig ud.

    Særligt forudsigelserne fra 2006 har været sjove at genlæse. Jeg er imponeret over, hvor godt vi ramte det, vi ramte, mens jeg er noget forundret (og irriteret) over det, vi ikke så – eller ikke nævnte.

    Jeg hæfter mig især ved, at det, der dengang fyldte, var, hvordan fremtidens familie skulle se ud – altså formen på familien. 25 år er lang tid, og meget er sket siden. Det står i dag klart, at netop formen på familien har forandret sig, så det i dag er langt mere almindeligt og langt mere socialt acceptabelt, at familier kan være diverse og bestå af andet end far, mor og børn.

    Et andet stort fokus dengang i 2000 som i 2006 var, hvordan man skabte mere ligestilling i familien samt en bedre balance mellem arbejde og familieliv. Særligt med fokus på, at mor også skulle have mulighed for at gøre karriere og realisere sig selv. Også her kan man argumentere for, at udviklingen har bevæget sig i den rigtige retning. I dag er der kommet lang barsel til mænd, og der er i flere familier kommet en noget mere fair fordeling af de huslige pligter. Men der er stadig langt fra ligestilling, men mulighederne for at leve mere ligestillede liv er i hvert fald blevet bedre. Selvom der nok skal noget mere radikalt til at komme det sidste stykke.

    En anden interessant pointe fra 2017-scenariet var, at vi under punktet for fremtidens familie og arbejdsliv afsluttede scenariet med en modtrend – altså en tendens, der gik imod det, vi ellers forudså som mest sandsynligt – travle familier – skrev således:

    ”In 2017, young people do not wish to continue in the same breathless tempo that politicians and markets want. More young people have had enough; they have seen their parents in busy careers get stressed. They know what it is not to have their parents’ attention because their parents have over and over prioritized career and themselves. They know what dissatisfaction and meaninglessness such a life can bring. The modern parents want to give their children something different. They want to live a different and less busy life. Not a simple life inspired by the old days, but a modern life with stronger priorities and more time for the most important. Whereas the thought today is that it is better to achieve the whole halfway – for this movement the thought is to a great degree to achieve halfway the whole way.” (Family life and Daily Life in 2017, Instituttet for Fremtidsforskning, 2006).

    Ovenstående modtrend er interessant, fordi vi netop nu i disse uger – i mediernes overskrifter – igen ser familielivet debatteret. May My Hamidan – hende med Ærømanifestet – udkom den 5. marts med sin nye bog Blødt – et kampskrift for det meningsfulde liv, hvor hun endnu engang – og med rette – argumenterer for retten til et mere meningsfuldt liv med mere tid til den familie og de børn, man selv vælger at få. May My drømmer om – og argumenterer gennem nære fortællinger om, at vi som samfund skal gøre det lettere at prioritere familielivet og det nære, altså skabe familieliv på en ny måde. Som jeg læser hende, taler hun for intet mindre end et velkomment og tiltrængt større fokus på det, der for alvor betyder noget og fremmer vores familie og børns trivsel, samt de værdier og strukturelle rammer, som familielivet eksisterer under. Kort sagt argumenterer May My for et paradigmeskifte i vores forståelse af familien, dens vigtige funktion og de rammer, den eksisterer under. (Man kunne have håbet, hun havde foldet den del mere ud).

    Den 8. marts udkom professor i økonomi Nina Smiths nye bog Overskudskvinder – Økonomernes vej til det frie og lige liv, hvor hun og hendes medforfatter, Anne-Mette Barfoed, argumenterer for, at det ikke er godt for velfærdsstaten, kvinderne eller ligestillingen, hvis kvinderne går ned i tid og bruger mere tid derhjemme. Ifølge dem risikerer kvinder at forværre deres situation ved at prioritere mere tid til børn og familieliv på bekostning af karriere og sikkerhed på arbejdsmarkedet. Smith og Barfoed mener, at kvinderne skal blive på arbejdsmarkedet og derigennem kæmpe for bedre stillinger, højere lønninger og mere magt, da de ser det som vejen mod mere ligestilling. For kun gennem mere magt og bedre positioner på arbejdsmarkedet kan kvinderne være med til at skaffe bedre forhold for familierne. Altså ønsker Smith og Barfoed forandringer inden for systemet som det er nu – det gældende paradigme.

    En anden aktuel og interessant familieoverskrift er, at også Trivselskommissionen i deres anbefalinger fra den 25. februar satte fokus på familielivet i 2025 ved at komme med syv opfordringer til forældreskabet i 2025. I de syv opfordringer peger de på, at man som forældre og familie også har et ansvar for at bidrage til at komme trivselsudfordringerne til livs – altså skal man rundt om i familierne tage et større ansvar for, at ens børn trives og kan klare sig i livet. Familierne – forældrene – skal kort sagt blive bedre til at tage ansvar og være tydelige voksne, hjælpe børnene på vej ved at lære dem at indgå i fællesskaber, have tro på egne evner og kunne mestre livet i både medgang og modgang.

    Summa summarum er, at der i 2025 i Danmark ikke længere er fokus på familiens form, men derimod på, hvad et ‘godt’ familieliv indebærer og hvordan vi kan skabe bedre rammer for det.

    Lad os håbe, at vi i den nærmeste fremtid kommer til at se et meget større fokus på det “gode” familieliv og hvordan vi som samfund kan medvirke til at skabe bedre rammer for netop det at være en familie – og være der mere for hinanden. Og det ikke blot for hinanden internt i familien, men også familier imellem – mellem venner, i storfamilien og i de lokale samfund, vi som familie er en del af. Der er i hvert fald masser af tegn i tiden på en stor interesse og diskussion om, hvordan man skaber gode familieliv.

    FOOD TRENDS MOD 2035

    Hvad skal vi spise i tiden som kommer?

    En journalist ringende i slutningen af 2024. Anledningen var en artikel med fokus på fødevaretrends i relation til det hun kaldte ”det ærlige køkken” tiden som kommer (hendes eget oplæg) i. Hun ville have mig til at sætte ord op fremtiden.

    Nuvel, jeg vil ikke afsløre artiklens indhold på forhånd. Men med en opdateret læsning på tidens vigtigste megatrends og et kig på verdens gang, står det frem, at følgende tre megatrends kommer til at forme tidens fødevareagenda, udvalget i detail samt de ”lækkerier” og værdier der vil blive flashet på SoMe i de næste par år.

    MEGATRENDS 2035

    SUSTAINABLE WAYS OF BEEING

    Bæredygtigheden skal optimeres hele vejen rundt og gerne gå i nul. Vi mennesker skal kunne leve inden for de planetære grænser. Bemærk! bæredygtighed er en megatrend, og ikke en modetendens, hvorfor det ikke er en størrelse som går væk lige om lidt. Heller ikke selv om flertallet mest af alt, gør alt for lidt. 

    Et konstant og øget fokus på bæredygtighed er en ontologisk realitet, da alternativet ikke er til at være i. 

    Faktisk kan man med rette stille spørgsmålstegn til, om bæredygtighed overhovedet bør kaldes en megatrend, fremfor en ontologisk nødvendighed.

    GLOBAL UNCERTANCY

    Stigende global usikkerhed i verden. Verdens krige og kriser giver nye prioriteter. Når verden skælver, krige raser, optimismen svinder og fremtiden ser sort ud stiger usikkerheden. Når mennesker er usikre kigger bliver de indadskuende. De bliver oftere hjemme og tyr gerne til sikre, trygge og billigere alternativer.

    TECH SKEPTICISM 

    Øget skepsis i forhold til teknologiens negative konsekvenser. Teknologi er godt og har øget menneskers livskvalitet mangfoldigt, men teknologi er ikke kun godt. Flere spørger sig selv, hvor teknologien tilfører reel fremgang i oplevet livskvalitet – og hvor den ikke gør. Og ja, man kan fint sige “nej tak” til dårlige teknologiske løsninger.

    Med disse og andre megatrends i mente følger en række væsentlige fødevaretrends mod ”det ærlige køkken” i 2035. Her følger de for mig at se tre mest interessante ud af ti. Interessante fordi både perspektiverne og udfordringerne er markante:

    FOOD TRENDS TOWARD 2035

    “SKEPTICISM” TOWARD ULTRAPROCESSED FOODS 

    Skepsis mod ultraforarbejdede fødevarer! 

    Hvorfor spiser vi – hvad er meningen med mad? Overlevelse, kalorier, sanselige smagsoplevelser, æstetiske glæder for øjet, livskvalitet, hverdagslykke, økonomisk vækst, BNP, bæredygtige liv? 

    Er der overhovedet nogle i verden som synes, at palmeolie smager godt?

    COMMUNITY CONVENIENCE

    Fællesskabsløsninger

    Fællesspisninger for planeten, profitten og det sociale. Der er stordriftsfordele, effektiviseringsgevinster, tillid, gensidighed og masser af mening at hente i en samtænkning af mad og fællesskaber. Noget verden efterspørger.

    Fællesspisninger og fælleskabsorienterede løsninger har både mange stordriftsfordelen såvel som øget madglæde og socialitet at tilbyde.

    LOCAL SELFSUFFICENCY 

    Selvforsynende og langt mere lokale fødevaresystemer – for bæredygtigheden, ressourceforbruget, gennemskuelighed og muligheden for at leve mere hele liv.

    Hvorfor ikke dyrke hvidløg, salat, jordbær, æbler, kartofler og blommer selv, sværere er det ikke og det sparer verden for en masse emballage og kørte kilometer på vejene, samt bidrager til oplevelsen af sammenhænge og meningsfuldhed.

    BOOK et foredrag, hvis I vil vide mere: 30651110

    VI KAN IKKE HOLDE ALLE VEJKANTSBYER I LIVE, HVIS VI SKAL SKABE ET ATTRAKTIVT LIV PÅ LANDET

    Den grønne omstilling kræver en ambitiøs sanering af landdistrikter, hvor nogle udtjente bygninger rives ned og giver plads til energiparker og skove. Det vil sikre et attraktivt liv på landet

    Af: Helga Grønnegaard og Birthe Linddal Jeppesen

    I dag er vores landskaber, vejkantsbyer – det, nogen kalder ’Udkantsdanmark’ – fyldt med nedlagte gårde, utidssvarende boliger og udtjente staldanlæg. Det er ofte bygninger uden nogen kulturhistorisk værdi, som ikke længere bidrager med noget. Triste og faldefærdige monumenter fra en tid, som ikke er længere, og som heller ikke kommer igen. Ingen vil købe disse ejendomme eller bo i områder i forfald uden fremtid

    Derfor er mange af dem, som ejer disse bygninger eller bor ved siden af dem, i mange tilfælde reelt stavnsbundne, og hvis de kan sælges, er det ofte til så lav en pris, at det kan være svært at komme godt videre.

    Siden 1970’erne har vores større byer udviklet sig til vækstlokomotiver for hele landet gennem en omfattende byudviklingsindsats. Imens har vi trukket livet ud af både naturen, vores kystnære vande og af vores landsbyer i landdistrikterne. Nu står landdistrikterne ved en skillevej.

    Ikke siden tiden efter Anden Verdenskrig, hvor der var fokus på forsyning af rigelige og billige fødevarer fra landbruget, har vores landdistrikter som centrum for den arealkrævende grønne omstilling spillet en så kritisk rolle for resten af samfundet som i dag. Med en helhedsplan og et strategisk fokus på, hvordan fremtidens landdistrikter skal se ud, bør staten og kommunerne samt ikke mindst politikerne tage stilling til, hvor der skal udvikles, og hvor der skal afvikles.

    Fra tomme bygninger til attraktivt grønt lokalsamfund

    Vi er i en ny tid, hvor landskabernes funktion og fremtoning ikke længere skal drives frem af landbrugets strukturudvikling. Vi er i en grøn omstilling, som i lighed med mange års succesfuld byudvikling kalder på en ny æra for landudvikling. Med så markante forandringer i landskabet er der reelt tale om udformningen af et nyt danmarkskort med nye balancer mellem land og by.

    Fysiske områdeløft gennem offentlige og private investeringer kender vi fra byudvikling. Det er sådanne mekanismer, vi også skal udvikle i vores landområder. Vi ser allerede, at energiudviklere til gengæld for etablering af vedvarende energianlæg bidrager til lokale tiltag gennem penge til kommunerne i en grøn fond.

    Eksempelvis sprudler et nyt aktivitetshus af liv og fællesskab på tværs af landsbyerne Handest, Glenstrup og Holmgård i Mariagerfjord Kommune. En del af finansieringen kom fra godt to millioner kroner til kommunens grønne fond fra et vindmølleprojekt på Handest Hede.

    Fra de største energiparker i Danmark, der p.t. er under realisering med både vindmøller og solceller, vil der blive indbetalt mere end 100 millioner kroner til den pågældende kommunes grønne fond med henblik på at kanalisere pengene videre ud i de berørte lokalsamfund. Hvis pengene skal bruges til andet end madpakkehuse og shelters, er der god inspiration at hente i Skotland, hvor vindmøller i lokalområder for eksempel bidrager til at finansiere almene boliger, renoveringer og uddannelse.

    Dem, hvis hjem, arealer og hjemstavn påvirkes negativt eller på anden måde skal indgå i store samfundsefterspurgte arealreformer, for eksempel vindmølle- eller solcelleparker, skal have nye og bedre muligheder stillet i udsigt i prioriterede landsbyer eller centerbyer, som så til gengæld udvikles og tilføres ny attraktionsværdi, som passer til vores tid.

    Det kunne være lavenergiboliger med adgang og udsigt til smuk natur, grønne bo- og nabofællesskaber, naturbørnehaver, lækre havnebade, tidssvarende forsamlingshuse, levende landbrug, gårdbutikker med afsætning af lokale fødevarer samt grønne arbejdspladser.

    Vi kan ændre danmarkskortet igen

    Det er på ingen måde nyt at ændre i landskabet og bygningsmassen, det har vi gjort i århundreder. Fordi landskabet, og måden vi dyrker og former det på, konstant er under forandring.

    Engang var store dele af Jylland blandt andet dækket af hede med lyng og urfugle. Engang var der vand i Kolindsund og i Lammefjorden. Engang var landskabet fyldt med åbne bække, våde enge og masser af overdrev til græssende dyr – nøjagtig som vor tids store, monokulturelle marker uden levende hegn og vandhuller er en landskabstype, som vi kun har set de seneste årtier. Det er desuden relativt nyt at pløje helt ud til kanten, kun at dyrke byg, hvede, raps og majs og nyt at have køerne på stald frem for på mark.

    Gennem århundreder har der fundet markante landskabsændringer sted. Tænk på de mange landvindinger fra 1850’erne og frem, hvor søer blev til marker, enge pumpet tørre og bække lagt i dræn. Tænk på, hvor mange togbaner der blev bygget i hele Danmark fra 1880-1930, og hvordan den ene stationsby efter den anden skød op med en smuk stationsbygning, hovedgader og centralskoler. Togbaner, som i mange tilfælde fik en kort levetid – for en dels vedkommende mindre end 50 år – fordi bilen kom, banerne blev nedlagt, og stationsbyerne ligeledes mistede deres berettigelse.

    Tænk på, hvordan man med Fingerplanen på blot få årtier fik forvandlet Vestegnens bondeland til velfærdsstatens forstæder og det uden synderlig omtanke for alle de gårde, der skulle nedrives, landsbysamfund, der blev tilintetgjort, og stedbundne traditioner, som måtte vige for ’fremskridtet’. Tænk på de mange staldanlæg og gylletanke, som blev bygget fra 70’erne og frem, men som i kraft af strukturudviklingen allerede var overflødiggjort efter blot få årtier.

    Tænk på, at der fra 1960-1990 kom hele to milliarder flere mennesker til verden. Alt imens der i samme periode – verden rundt – blev opdyrket et landareal på størrelse med to tredjedele af Australien. At ændre på arealer og deres formål er altså ikke nyt. Vi har gjort det før, og vi kan gøre det igen.

    Det skal være attraktivt at bo på landet i fremtiden

    Til forskel fra tidligere tiders landvindinger er værdien af arealomlægningen og den grønne omstilling svær at gøre op i konkret velstand nu og her. Men at tro, atmanglende fisk i Vejle Fjord,pesticider i forurenet grundvand,tiltagende regnmængder, oversvømmelser og sort energi ikke også koster, er forkert. Flere skove, rent drikkevand, grønnere afgrøder og mange flere sommerfugle vil selvfølgelig også tilføre værdi.

    Som historien vidner om, bestemmer vi som samfund selv, hvordan vores landskaber skal se ud. Vi kan altså selv forme det grønne landskab, vi gerne vil have. Vi kan selv – med vind- og solretningen taget i betragtning – bestemme, hvor det bedst giver mening at placere fremtidens energiparker eller fremtidens store skove.

    Vi kan selv bestemme, om der igen skal vand i Kolindsund og Lammefjorden. Vi kan selv bestemme, om vi har behov for flere parcelhusudstykninger. Vi kan selv bestemme, hvilke slags grønne landbrug vi skal have fremadrettet, og om vi skal have industrisvin, frilandsgrise eller vildsvin. Om køerne skal afgræsse enge eller stå på stalde. Vi kan selv bestemme, om vi vil have brede grøftekanter med vilde urter og levende hegn eller marker så store, at vi ikke kan se, hvor den slutter.

    Det er altså muligt at skabe store forandringer i landskabet på få årtier. Men hvor man tidligere så stort på de lokale og deres behov, bør man i dag sikre, at landdistrikterne ikke alene skal levere de grønne løsninger, men også får noget andet og godt i stedet. Nemlig udviklingsmuligheder og retten til at leve gode, attraktive og moderne liv på landet også i fremtiden. Tiden er inde til at afskrive noget for at kunne få noget andet godt og bedre i stedet.

    NOGLE ER NØDT TIL AT SIGE FARVEL TIL LAND, HJEMSTAVN OG UDSIGT. MEN DER SKAL VÆRE EN BELØNNING

    Danmarkshistorien har mange eksempler på, at der må foretages voldsomme, landskabsmæssige prioriteringer. Med seriøse trusler om et økologisk kollaps, klimaforandringer og døde fjorde er der næppe alternativer til en grøn omstilling, der vil kræve politisk mod, skriver dagens kronikører

    Birthe Linddal Jeppesen, ph.d., sociolog og udviklingskonsulent, fremtidsforskeren.dk og Helga Grønnegaard, partner og projektchef for strategisk udvikling, Urland 

    Et af de store spørgsmål i den forestående omlægning er, hvor meget landmændene skal kompenseres for at omlægge marker til natur og skov i den grønne omstilling.

    Danmark står foran en bunden opgave. CO2-udledningen skal nedbringes markant. Vores have, fjorde og bælter skal igen kunne ånde. Ligesom vi skal have genetableret ny natur og skov med de rette betingelser for en rig biodiversitet med sommerfugle og larver, urfugle og vildsvin.

    Arealomlægningerne skal sikre os et meget grønnere Danmark og bane vejen for den nødvendige transition mod et mere bæredygtigt samfund. En transition, som er nødvendig, fordi miljøproblematikkerne er så presserende, at de ikke længere kan eller bør negligeres, udskydes med snak, bortforklaringer eller afgøres af et markedsdrevet valg foran køledisken.

    Men det er svært, for i den nuværende arealomlægning er der – sympatisk nok – modsat tidligere arealomlægninger lagt op til en demokratisk proces med høringer og lokalsamfundsinddragelse. Udfordringen er, at ingen ønsker solceller eller vindmøller i baghaven. Selv hvis der skulle være lokal opbakning, er det svært at finde pladsen til de store tekniske anlæg i afvejningen mod mange andre samfundshensyn. Ergo er hastigheden i opstilling af nye grønne energianlæg alt for langsom, hvis vi skal nå målet om at firdoble den vedvarende energi fra land inden 2030. For landmændene kan det desuden bedre betale sig at producere kød fra svin og køer på stald og dyrke foder på arealerne, fremfor at give naturen plads, for sådan har samfundet indrettet sine økonomiske strukturer og incitamenter.

    At ønske sig noget er altså langt fra det samme som at få det. Hvorfor skulle man sige ”ja tak” til energianlæg i baghaven og stille sin jord, udsigt og lokalområde til rådighed, hvis der ikke følger noget andet med, som samlet set øger værdien målt på økonomi, attraktive boliger, natur, livskvalitet og fællesskaber lokalt?  

    Desuden er der spørgsmålet om, hvor meget landmændene skal kompenseres for at omlægge marker til natur og skov. Det handler om jordernes værditab. For skulle landmændene så rent faktisk have lyst til at bakke op om opgaven, får de næppe lov af banken, fordi belåningsværdien af landbrugsjord ofte er langt højere end størrelsen på den kompensation, som staten har spillet ud med. Underforstået, at bankerne heller ikke vil kunne tillade det.

    Vi venter nemlig også på den finansielle verden og EU’s krav til bankforretning som central aktør i gennembruddet i en historisk stor arealomlægning. Ligesom EU’s lovgivning og støtteordninger heller ikke helt kan følge med tempoet i de formulerede grønne visioner, hvorfor rammevilkårene indimellem spænder ben for de grønne intentioner og sænker tempoet drastisk. Desuden er jorden et produktionsanlæg og et livsgrundlag for mange landmænd.

    Udfordringerne for den grønne omstilling – og det at skabe sig de nødvendige arealer – er altså ikke lette. Spørgsmålet er derfor, hvordan vi får landmænd og lodsejere til at sige ”ja tak” til mere natur, flere skove, overdrev og enge – samt ”ja tak” til at dyrke flere grønne proteiner, grøntsager og frugter. Hvordan får vi gjort landmænd til naturplejere, og hvordan kan vi bedst aflønne dem for det? Skal svaret alene bero på ”frivillighed” og ”demokrati” – eller bliver det nødvendigt at tvinge omstillingen igennem med hård regulering?  

    At ville fastholde en landskabstype og bygningsmasse med henvisning til historien er et svagt argument. For det er på ingen måde nyt at ændre i landskabet og bygningsmassen, det har vi gjort i århundreder.

    I tidligere landskabsforandringer var der ingen, der blev spurgt, om de syntes, disse store forandringer var acceptable. Eksproprieringerne skete uden offentlige høringer og uden meget spektakel, for med velfærd og øget velstand for øje syntes villigheden uanfægtet.

    Siden har historien for eksempel vist os, hvordan massive offentlige investeringer i bysaneringen i 1980-1990’ernes København som med et ”trylleslag” fik gjort en træt hovedstad med forladte og beskidte industrigrunde, dårlige boliger og en stærkt forurenet havn til en attraktiv hovedstad med rekordhøje kvadratmeterpriser, kreative miljøer og en havn så ren, at man kan bade i den. Med en strategisk byfornyelse fik vi skabt en moderne metropol, hvor en stadig større del af landets BNP skabes.

    Vi mangler helhedsblik i den grønne omstilling af vores arealer. Hvad der dog er nyt og fundamentalt anderledes ved denne arealomlægning er, at værdien ikke som tidligere handler om økonomisk velstand, men derimod om naturens velstand – om klodens økosystem, rene have og vores mulighed for gode livsbetingelser. Værdien af arealomlægningen og den grønne omstilling er altså svær at gøre op i økonomisk velstand nu og her.  

    Skal man lykkes med den grønne omstilling, er der derfor behov for et helhedsblik, hvor også den menneskelige og sociale dimension er medtænkt. Hvor de, som skal afgive noget – land, hjemstavn og udsigt – skal med på råd, kompenseres fair og stilles andre gevinster i sigte. For arealomlægninger handler ikke kun om jord. Den handler også om folks hjem, hjemstavn, traditioner og stolthed og for landmændene også om deres historie, identitet og livsgrundlag.

    Kaffesnak alene kan slet ikke løse den udfordring. For her er tale om store og betydelige arealomlægninger, hvis resultat vil få stor betydning for balancen mellem land og by.  

    Kan man lykkes med at få folk med ombord ved at give dem, der har generne, noget andet og godt i stedet, vil man til gengæld kunne sætte turbo på såvel arealomlægningen som den grønne omstilling. Gøre Danmark til det grønne foregangsland, vi skal og bør være.  

    Vi mangler også politisk mod, for der er altid en pris at betale. Men når det er sagt, er opgaven samtidig så presserende, at en enkelt mands, kvindes eller et lille samfunds ret til udsigt eller ejendom ikke bør kunne forhindre opstillingen af energiparker, og at vi som samfund får etableret den vedvarende energi, vi har behov for.

    Nøjagtig som landbrugserhvervet heller ikke fortsat skal have lov til at forurene og udlede alt for meget nitrat, gylle og pesticider for at fastholde profit og tradition. For landbruget har kendt til de her problematikker i årtier og har haft rigeligt tid til at sadle om og forberede sig med rettidig omhu, og nu – nu er tiden inde til mere ny natur, rigere biodiversitet og fjorde, som igen bør være fyldt med fisk og liv.

    Der skal altså handles på den grønne dagsorden, og det ikke kun med profit for øje, men nu primært med de planetære grænser i fokus. Mens en langsigtet ambition selvfølgelig bør være, at de centrale arealomlægninger på sigt både skal kunne levere til planeten, profitten og fællesskabet – eller på engelsk: Planet, profit, people.

    Birthe Linddal Jeppesen og Helga Grønnegaard er begge med ved Plan- og Landdistriktsstyrelsens landdistriktskonference den 11. november i Vejle.

    DEN GRØNNE TREPART ER EN GYLDEN MULIGHED FOR DE DANSKE LANDDISTRIKTER – IKKE EN HÆMSKO

    Dem, der kritiserer den grønne trepart for at lægge dansk landbrug øde, tager fejl. Den grønne omstilling er ikke en hæmsko. Det er en gylden chance for både landdistrikter og landbrug.

    Kronik i JP 30. Juni 2024

    Af. Ph.d. Sociolog Birthe Linddal

    Med et skarpt øje for fremtiden og en kærlighed til al den rigdom et bæredygtigt landbrug har at byde på, har jeg set frem til den grønne trepartsaftale. Krydset fingre for, at man med ny viden, havde været ambitiøs på det grønne landbrugs vegne. Ikke mindst set i lyset af landbrugets mange kriser – for høj CO2-udledning, nitratudledning, døde fjorde, gældskrise, o.s.v. Men desværre ser det ud som om, at treparten i nogen grad har valgt at gøre brug af fortidens løsninger frem for fremtidens. Jo vist er det rigtig godt og flot, at der er afsat 40 milliarder til skov og natur, særligt hvis landmændene bakker op og siger ”ja tak” og straks går i gang med at plante skov og tage lavbundsjorde ud. Til gengæld er ambitionsniveauet i forhold til det at få skabt flere grønne landbrug der kan levere til en bred bæredygtighed – altså både det miljømæssige, økonomiske og sociale – uambitiøst. Den sociale dimension er fx slet ikke med.

    For med en minimal CO2-afgift, der først skal træde i kraft om 5-10 år, får man ikke skabt den nødvendige omstilling fra et animalsk mod et mere vegetabilsk landbrug, samt høstet de mulige positive eVekter. Ligesom, at man med en ensidig fastholdelse af en forældet industrielt miljø- belastende landbrug vælger at blåstemple det system, som har skabt landbrugets kriser. Hvorfor ikke ændre grundlæggende ved systemet og få omskrevet historien? Hvorfor ikke ”nudge’ dansk landbrug sikkert og målrettet ind i en grøn og bæredygtig fremtid?

    Så når forskellige organisationer kritiserer den grønne trepartsaftale for at være for grøn, fordi de frygter, den betyder tabte arbejdspladser i landdistrikterne tager de fejl. For det industrielle landbrug er ikke længere en ensidig gevinst for landdistrikterne. Mange ønsker en anden udvikling. Faktisk gider danskerne ikke arbejde i det industrielle landbrug, hvorfor erhvervet nu importerer billig og villig arbejdskraft fra Nigeria og Vietnam. Folk på landet gider ikke længere duften og synet af Roundup. De gider ikke bo ved siden af en svinefabrik der stinker. Man ser det fx i kommuner som Mors eller i Vesthimmerland, præget af store industrielle landbrug. Begge kommune lider af aVolkning og udkantsproblematikker – også selvom disse kommuner ligger smukt ved Limfjorden. De burde i stedet satse på en ny og grøn fremtid, med rent badevand og fisk i fjorden – fremfor at lade sig nøjes med at huse fortidens industrielle landbrug. Sagen er jo – at kalenderen siger 2024 – ikke 1989, ergo bør man indrette samfundets nye løsninger med udgangspunkt i nutidens viden, værdier og udfordringer. For det storindustrielle landbrug med kyllinger der knapt kan gå, svin der ikke kan bevæge sig og køer der aldrig kommer ud på græs – som for øvrigt er stærkt subsidieret af EU-tilskud – er fortidens løsning – ikke fremtidens, for vi er blevet klogere. Med blik for en bæredygtig fremtid i landdistrikterne og med håb for dansk landbrug, bør man i stedet satse på en divers fremtid, fx multifunktionelle landbrug, fordi erfaringerne viser, at sådanne landbrug kan skabe – grøn omstilling – nye jobs og liv på landet.

    Multifunktionelle muligheder i fremtidens grønne landbrug

    Jeg har i en ph.d.-afhandling undersøgt, hvordan tre multifunktionelle landbrug – et konventionelt – et økologisk – og et biodynamisk kunne bidrage til landdistriktsudviklingen. Konklusionerne var entydige positive. Alle tre gårde bidrog positivt til landdistriktsudviklingen.

    Den økologiske gård skabte fx, hvad der svarer til to en halv fuldtidsstilling på bare 21 hektar. De havde en gårdbutik med et bredt udvalg af grøntsager og æg. Tilbyder hytteudlejning, fællesspisninger og grøn oplysning, og ikke mindst masser af lokal stolthed, et sted at mødes samt rig biodiversitet. Noget både lokale og turister sætter pris på.

    Den konventionelle gård skabte på baggrund af 200 hektar 17 fuldtidsstillinger plus, at de derudover også havde tre flex-jobbere og ungarbejdere. De har et bageri, en gårdbutik, en slagtebutik, en restaurant, et besøgslandbrug, dyr på marken og ikke mindst tilbyder de lokale kunsthåndværkere mulighed for at sælge deres produkter i en bod på gårdspladsen.

    Den biodynamiske gård skabte på baggrund af bare 32 hektar 25 fuldtidsstillinger. De bidrager desuden med børnehave, et bosted og et aktivitetsværksted, et grøntsagsudsalg, årlige festdage med fællesspisninger og violinmusik. De er hjemsted for den lokale biavler-forening, fordi de efter fyrre års økologisk og biodynamisk virke, kan tilbyde en rig biodiversitet. Hvert år kommer der desuden skoleklasser i praktik, for at lære om landbrug og grøn omstilling.

    Alle tre landbrug er eksempler på, er det er muligt at skabe lokaludvikling ved at tænke i nye bæredygtige løsninger, byggende på en anden tankegang – end det forrige årtusinds industri- og eVektivitetstankegang. På alle tre landbrug efterspurgte de som kom der, desuden mere fra gårdene. Flere produkter, flere arrangementer – ja bare mere af det hele. For netop landbrug der som disse, vil noget med deres virke – noget som rækker ud over blot at tjene penge – kommer der flere af i disse år. Her er tale om levende landbrug, som folk elsker. Landbrug som verden har brug for, fordi forskningen viser – at en tættere relation mellem bonde og kunde fremmer den grønne omstilling, fordi relationer, viden, erfaringer og involvering flytter handlinger.

    Tilsammen leverer de tre multifunktionelle landbrug 47,5 arbejdspladser. Forestiller vi os strukturelle rammevilkår der fremmer og understøtter den slags landbrug, er det realistisk, at der i hver kommune kan være måske tre sådanne multifunktionelle landbrug– og ganger vi så de 47,5 arbejdspladser med 98 kommuner er vi rundt regnet oppe på 4655 nye arbejdspladser – altså langt over de 2000 arbejdspladser som nogle mener den grønne trepart vil koste landdistrikterne. Nogle af disse jobs vil selvfølgelig udkonkurrere andre jobs, men i det store hele er det nye arbejdspladser i landbrug og landdistrikter. Jobs der understøtter lokale arbejdspladser, altså elektrikeren og smeden. Husk desuden, her er tale om attraktive jobs, for mennesker elsker meningsfuldt arbejde i smukke rammer, og hvad er mere meningsfuldt end at producere grønne lokale fødevarer?

    Kære Trepart – Kære I der mener, at den grønne trepartsaftale er til skade for landdistrikterne, jeres ambitioner er for lave, jeres mindset forældet. Danmark bør gå forrest i landbrugets grønne omstilling, og høste alle de fordele der følger en føre-position. Danmark bør tænke i cirkulær økonomi fremfor lineær, for fremtidens landbrug skal kunne producere indenfor de planetære grænser. Som eksemplerne ovenover viser, at der masser af muligheder for liv og jobs i grønne multifunktionelle landbrug. Landbrug som der kommer flere af i disse år, med Andelsgårde, flere regenerative landbrug og et voksende behov for naturpleje. Så ”Ja tak” til højere ambitioner på landbruget, landdistrikterne og den grønne omstillings vegne. ”Ja tak” til flere multifunktionelle landbrug. Ja tak til grønnere øvrige landbrugsbedrifter – store som små – som selvfølgelig også skal være en del af fremtiden, hvis altså de kan forurene mindre, producere flere grøntsager, overleve med færre svin, blive tæt på selvforsynende, skabe liv på landet, og på sigt – skal vi sige frem mod 2040 – få lukket de sidste dyr ud på marken – ud under åben himmel – ud hvor de hører til.

    page3image40472016 page3image40473472 page3image40473264 page3image40472848

    GRØN OMSTILLING KRÆVER RADIKALE LØSNINGER PÅ SYSTEMNIVEAU – Og nej det bliver ikke gratis, men bedre.

    Af Ph.d., Sociolog og Fremtidsforsker Birthe Linddal Jeppsen. Udgivet hos Pov.International Juni – 2024

    Der er et stigende krav om grøn transition mod et mere bæredygtigt samfund. Det moderne samfunds kriser taler for sig selv.  Men at gennemføre en grøn omstilling der batter er ikke ligetil. At skabe reel grøn omstilling kræver nemlig fundamentale ændringer på systemniveau – radikal innovation. Altså løsninger som er mere grundlæggende og forandrende end blot simple inkrementelle løsninger som: at nu fjerner vi plastiklåg, nu køber vi en el-bil eller nu spiser vi lidt flere bønner på lørdag. I fremtiden bør vi derfor i højere grad indrettet samfundet så vi ”tvinges” til at gøre noget andet end vi plejer – noget som er bedre for miljøet, klimaet og den sociale verden vi er en del af.

    Nye strukturer skal bane vejen for en reel grøn omstilling

    At skabe en bæredygtig forandring – kan og bør derfor ikke alene overlades til markedsmekanismerne, det frie valg og individer med hang til egen optimering, for dertil er vores kollektive kriser og konsekvenserne for alvorlige. 

    Den grønne omstilling bør derfor drives frem af en stærkere og langt mere ambitiøs stat (og EU), et innovativt erhvervsliv og et aktivt civilsamfund som vil. Parter, som hver i sært tager et voksent  ansvar ved at gå ind i kampen og få skabt de strukturer, forretningsmodeller og begivenheder som reelt fremmer den grønne omstilling.

    At gennemføre en grøn og bæredygtig transition, handler derfor om, at vi skal gøre noget andet end vi plejer at gøre – handler om at kunne, ville og turde tænke nyt. 

    Heldigvis er der ikke tale om raketvidenskab, I en oplyst verden som vores, har vi længe vidst hvad der skal til. En stor del af løsningerne ligger lige for. Nogle løsninger er ældgamle. Andre løsninger skal sikres af moderne teknologi, høj innovationskraft, nye forretningsmodeller og tværfaglige indsatser. Kort sagt er der behov for, hvad den berømte økonom Schumpters kalder kreativ disruption.

    Og nej, det bliver ikke gratis – så når både EU´s Green Deal og Regeringsgrundlaget pr. 14. december 2022 peger på, at omstillingen skal ske uden at det kommer til at koste vækst, konkurrencekraft og arbejdspladser tager de fejl. For som bekendt: ”there is no such thing as a free lunch”. Og aldrig har det stået klarere, at økonomen Milton Firedman ikke havde ret, når han sagde, at ”the business of business is business” for netop en sådan tilgang vidner om et håbløst og forældet syn på økonomi – økonomi er i den grad relationel. For selvfølgelig kan vi ikke fortsætte med at forurene, udlede nitrat i åer og vandløb, pumpe kviksølv og arsen ud i Vesterhavet, stuve stadig flere grise sammen i lukkede haller, producere alt for meget plastik, asfaltere stadig mere af naturen, forbruge uden omtanke og gøre som vi altid har gjort, hvis vi vil redde klima og miljø og skabe mere trivsel. Så selvfølgelig kommer det til at koste på den korte bane, arbejdspladser, eksport og vækst, men hvad er alternativet? 

    Fortvivl dog ikke, det kan meget vel blive bedre på den lang bane, fordi de nye løsninger også kan noget – skabe nye værdier, nye jobs, nye produkter, bedre løsninger og måske ligefrem systemeksport, hvorfor det er tid til at tænke i nye grønne løsninger.

    Den grønne omstilling bør drives frem af en ny lovgivning, som ”tvinger” de grønne løsninger frem på fair vilkår. Love som fremmer det som er nødvendigt for at gennemføre den grønne transition. Dette kunne fx ske ved: at understøtter en ”snarlig” opsættelse af flere vindmøller, ved at sikre de nødvendige ekspropriationer på fair vilkår. Fair vilkår, så de der skal opgive land, hjemstavn og udsigt, får noget andet og godt i stedet. Eller det kunne være ved at omlægge landbrugsstøtten, så den i langt højere grad uddeles til de mest bæredygtige produktioner – de produktioner som udleder mindst CO2 og fremmer dyrevelfærd, biodiversitet og lokalsamfund mest

    Den grønne omstilling bør derfor drives frem af et moderne natursyn, hvor naturen ikke længere er en ressource man kan drive rovdrift på, og benytte som en gratis ressource, forurene, forgifte og bruge som losseplads. I fremtiden bør samfundets strukturer, vaner og værdier formes af et moderne natursyn, hvor naturen er noget der skal respekteres, bringes tilbage i balance, og tages kærligt vare på, fordi den har stor værdi i sig selv. 

    Den grønne omstilling bør derfor drives frem af nye teknologier, som fremmer grøn energi, mindre kompleksitet, mindre slidsomt arbejde, mindre transport, mere viden og større forbundethed. Nye teknologier som fx udviklingen og udbredelsen af flere grønne transportformer, robotter der kan hjælpe med det hårde arbejde, fx lue på markerne og plante ålegræs.

    Den grønne omstilling bør drives frem af stærkere selvforsynende lokalsamfund. I fremtiden bør vi planlægge med større fokus på en genoplivning af de lokale, nære og mere selvforsynende systemer, fordi de kræver færre ressourcer, mindre transport, kan fremme ansvarlighed, mening og engagement. Samt ikke mindst reducere behovet for transport, af mennesker, dyr, mad og varer.

    Man bør fx tilskynde til en større produktion af lokale fødevarer, fordi det fremmer blikket for potentialet i lokal selvforsyning, øger engagementet i grøn fødevarefremstilling, reducerer ”food miles”, CO2 og behovet for emballage. 

    Den grønne omstilling bør drives frem af klogere global arbejdsdeling, som fremmer den nationale og lokale selvforsyning. Bemærk, at der ikke står at afskaffe den globale arbejdsdeling. Selvfølgelig skal det også i fremtiden være muligt at handle globalt: eksportere pumper, medicin og systemer, samt importere vanilje og kakao – stål og aluminium – mobiltelefoner og El-biler, fordi det kan vi ikke selv producere. Men at fragte træ fra Østens regnskove, når vi i Norden har masser af træ giver ikke mening. Nøjagtig som det fremadrettet ikke giver mening at sende sødmælkspulver og halve grise fra Danmark til resten af verden, fordi grise og sødmælk kan produceres på alle kontinenter. Det er også bæredygtigt, at understøtter andre lande i at blive mere selvforsynende.

    Den grønne omstilling bør drives frem af mindre materielt forbrug. Drives frem af kulturer, værdier og praksisser som begrænser forbruget af ting og sager – ragelse og glimmerstads – byggematerialer med kort holdbarhed og et nyt fjernsyn hver andet år, for til gengæld at recirkulere langt mere. EU, staten og erhvervslivet bør derfor understøtte en langt mere omfattende genbrugskultur. Nøjagtig som, at fremtidens grønne vækst i langt højere grad bør findes i ikke-materielt forbrug. Altså services, kulturoplevelser, kundskaber og det som tærer mindre på naturens ressourcer.

    Fremtidens løsninger kan sagtens blive bedre

    For ja, det hele kan sagtens blive bedre. Vi kan sagtens leve gode og ”lækre” liv, spiser delikat mad på hippe restauranter, tage på ferie, dase ved havet og drikke bobler på den anden side af en grøn transition. Men definitionen af, hvad der er godt og lækkert har nok ændret sig. Menuen er forhåbentlig justeret. Tidens værdier nogle andre. Og måske vi skal nøjes med to glas bobler af god og lokal kvalitet, fremfor at bælge en liter af ringe kvalitet – sejlet hertil fra den anden side af kloden. Mon ikke også feriedestinationerne har skiftet karakter, flere arbejder globalt lokalt. Mens små og kloge robotter klarer noget af al det hårde og trælse arbejde og digitaliseringen har reduceret behovet for transport og åbnet for mere tid til lokalt engagement.

    Heldigvis er vi allerede på vej – mange af tidens unge viser vejen ved at søge alternative løsninger, sige nej tak til overforbrug, grænseløst arbejde og materielle byrder som koster frihed. Lad os så håbe, systemet, politikerne, erhvervslivet og alle vi andre også er klar til at tage ansvar og skride til handling. Lad os håbe vi er klar til at forandre og betale, hvad et grønt og bæredygtigt samfund reelt koster. Og det selvom det så skal koste en lønforhøjelse, et netflix-abonnement, et nyt køkken eller et stykke hårdt og fysisk arbejde i haven.

    LINKS:

    EU krav om naturgenopretning

    Krav om skovrejsning

    Fordobling af det økologiske areal

    EU’s grønne pagt / green deal

    Regeringsgrundlaget af 2022

    HVORDAN SKABER MAN NYT LIV PÅ LANDET?

    Hvordan skaber man nyt liv på landet – nye stærke lokale fællesskaber, flere innovative entreprenører, bæredygtige forretningsideer og lokal grøn omstilling som gør en både positiv og markant forskel for livet på landet?

    Vi lever i en brydningstid, hvor gamle dogmer står for fald og nye kommer til. Det som der for alvor kommer fokus på i disse år er, hvordan man skaber bæredygtig vækst – vækst som ikke kun leverer til den økonomiske bundlinje, men også leverer til det som handler om bedre miljø og klima – det som handler om trivsel, fællesskaber og livskvalitet.

    De danske landdistrikter og provinsbyer har masser af muligheder for at få del i fremtidens muligheder, hvis de vil og tør byde fremtiden velkommen. Tør have ambitioner, invitere ind og give plads til de gode ideer. For de danske landdistrikter og provinsbyer har nemlig masser af potentiale, tæthed på naturen, oversete perler, smukke gamle gader, billige kvadratmeter, lokale fællesskaber og gamle traditioner som med rette kan moderniseres og vækkes til live.

    Book et foredrag, hvis I vil have viden og indsigter i forhold til, hvordan I kan bidrage til at skabe liv i jeres lokalområde. Hvordan I, i jeres lokalsamfund kan få flere levedygtige butikker, nye mødesteder, attraktive skoler og smukkere hovedegader. Kort sagt redskaber til, hvordan I får flere vil flytte til og gøre en positiv forskel lokalt.

    SENMODERNE LIVSDRØMME

    Der er opbrud i tiden – krige, kriser og post–corona sætter sig tydelige spor – politisk og værdimæssigt. Flere – særligt de unge – vil noget andet, noget mere meningsfyldt og noget bedre. 

    Og netop dette “andet”, mere “meningsfulde” og “bedre” fik jeg som sociolog og fremtidsforsker lov at sætte ord på ved CPH-DOC festival, hvor jeg i forlængelse af dokumentarfilmen “En vild familie” holdt et oplæg med fokus på tidens sen-moderne livsdrømme og værdier, og det der skal til for at skabe mening og tilfredshed i en verden i forandring.

    LANDDISTRIKTERNE HAR BETALT PRISEN

    Konsekvenserne af funktionstømningen i landdistrikterne er synlige. Købmanden, bageren, slagteren og skolen er lukket, og derfor er mange af landdistrikternes mødesteder også forsvundet. Ligesom naturen ofte er ladt forarmet tilbage. Der er i den grad behov for nye løsninger. (Kronik i JP 30.12. 2023)

    Er det muligt, at tre multifunktionelle landbrug kan skabe nyt liv på landet – ny social kapital i deres lokalsamfund? Sådan ca. lød problemformuleringen på et ph.d.-projekt, som jeg forsvarede i november. Et spørgsmål, som i den grad knytter sig til tidens fokus på landbrugets grønne omstilling, som snart sagt alle kan se nødvendigheden af. Landbrugets kriser taler for sig selv. Der er i den grad behov for nye løsninger, som er langt mere bæredygtige. Løsninger, som tærer mindre på Jordens ressourcer og desuden bidrager markant mere til det, som skaber glæde og livskvalitet på landet.

    Ønsket om mere bæredygtige løsninger findes også i landdistrikterne, for netop landdistrikterne har i den grad betalt prisen for de seneste 50-60 års udvikling. For med et endimensionelt fokus på vækst og den deraf følgende strukturudvikling er landbrug efter landbrug blevet nedlagt. I årtier har devisen været, at stort er bedre end småt, og rationalitet og effektivitet eneste løsning. I årtier har landet været et sted, man forlod. 

    Konsekvenserne af funktionstømningen i landdistrikterne er synlige. Købmanden, bageren, slagteren og skolen er lukket, hvorfor mange af landdistrikternes mødesteder også er forsvundet. Ligesom naturen ofte er ladt forarmet tilbage. Søer er pumpet tørre, vandløb rørlagt, og hegn fældet, mens det højeffektive landbrug – og lugten, som følger – ikke ligefrem lokker flere til. Så selvom Danmark i samme periode blev markant rigere – hvilket selvfølgelig har haft sine fordele – har rigdommen også haft en pris. Meget gik tabt undervejs.

    Men heldigvis ser vi i disse år som modsvar også en række progressive initiativer. Folk, bevægelser og foreninger, som vil noget andet og mere med deres landbrug og lokalsamfund, hvorfor de forsøger sig med nye løsninger, hvor effektivitet og vækst ikke er eneste målsætning.

    Tre multifunktionelle gårde

    Som en del af denne bevægelse finder man f.eks. de tre multifunktionelle landbrug, Yduns Have på Samsø, Fru Møllers Mølleri, en gårdbutik ved Odder, samt Nørregården på Vestfyn, som indeholder børnehave, bosted og aktivitetsværksted. Tre gårde, som på hver deres måde har valgt at drive landbrug på anderledes måder end flertallet. De lykkes med det, hvorfor de er interessante eksempler på, at det er muligt at gentænke det klassiske landbrug og give det et nyt format, så de ud over fødevareforsyninger også bidrager til en bred bæredygtighedsbundlinje og ikke mindst livsglæden ude i de danske landdistrikter. 

    Her er tale om tre multifunktionelle landbrug, som tilbyder funktioner, som betyder, at de lokale har en god grund til at komme, fordi de qua deres multifunktionelle aktiviteter og funktioner inviterer ind. Ligesom de er interessante, fordi alle tre gårde er eksempler på, hvordan en multifunktionel tilgang til det at drive landbrug kan styrke en bæredygtig udvikling i lokalsamfundene og blive en ressource i forhold til den lokale udvikling og udviklingen af landbruget generelt.

    H andel og øvrige udvekslinger er et godt udgangspunkt for fællesskaber

    Det stod tidligt i forskningsprocessen klart, at noget af det mest centrale for den lokale sammenhængskraft er, når noget skal udveksles. På alle tre gården var det tydeligt at se, at når gårdene f.eks. gennem gårdbutik eller markedsdage inviterer ind, betød ”invitationen”, at de samtidig skabte ”rum” for udvekslinger, hvilket er en god anledning til at møde andre, tale sammen og udveksle informationer af lokal karakter. Muligheden for handel og øvrige udvekslinger er altså stærkt befordrende for lokalsamfundene, fordi selve udvekslingen bliver et medie for den sociale praksis og det, som giver liv på landet.

    På alle tre gårde var det desuden tydeligt, at når folk alligevel kom på gården for at købe kager eller kartofler, faldt de let i snak. For nogle var det måske ligefrem den vigtigste grund til, at de kom. F.eks. var det let at høre, at mange samtaler var en fortsættelse af noget, som lå forud, og at man, når man alligevel mødtes, kunne planlægge et fælles arrangement eller diskutere en lokal problematik. Desuden var det på alle tre gårde også tydeligt, at folk havde andre grunde til at komme og støtte op end kun at hente f.eks. gulerødder. Mange nævnte f.eks., at de også satte stor pris på, at varerne var lokale, og at de gerne ville støtte op om gården og om dem, som stod bag, mens andre nævnte, at det at støtte op om en grønnere – f.eks. økologisk landbrugsform – var afgørende for dem.

    Multifunktionelle landbrug skaber nyt liv på landet

    En anden klar konklusion i projektet var, at en multifunktionel tilgang til det at drive landbrug er en rigtig god tilgang, fordi en sådan tilgang kan bidrage til en bred bæredygtighedsbundlinje og bidrage til at fastholde flere landbrug til glæde for landdistrikterne. På alle tre gårde var det tydeligt at se, at netop den multifunktionelle tilgang i den grad bidrog til at opbygge og styrke forbindelsen mellem landbrug og samfund på makroplan, såvel som mellem det enkelte landbrug og lokalsamfundene på mikroplan. På alle tre gårde formåede de nemlig qua deres multifunktionelle tilgang at skabe nye funktioner, værdier, oplevelser og indtægtskilder i og omkring landbruget.

    For netop den multifunktionelle praksis og det at drive et synligt, åbent, lokalt – og for to af gårdenes vedkommende biodynamisk og økologisk – landbrug bidrog desuden også med mange kvaliteter som f.eks., at man kunne købe fødevare lokalt. Dyr på markerne, som man kan kigge på. Biodiversitet i kraft af alsidige landbrug med plantager, skov, mangfoldige driftsformer, insekter og fugle. Menneskelig nærhed, fordi de lokale kender dem, som driver gårdene, og der har mulighed for at møde andre lokale, samt stor lokal stolthed.

    Projektets overordnede konklusion var derfor, at en multifunktionel tilgang til landbrugsdriften kan bidrage positivt til lokalsamfundene og de lokale fællesskaber – og på den måde blive til glæde for livet på landet, den lokale sammenhængskraft og alle dem, som ”elsker” at komme på besøg. Ligesom alle tre gårde også var gode eksempler på, hvordan man qua en multifunktionel tilgang kan opbygge en type landbrug, som bidrager markant til den grønne transition og en bred bæredygtighed.

    Det bør dog nævnes, at det ikke er let. På alle tre gårde arbejdes der hårdt, og indtjeningen er ikke stor. For alle tre gårde er underlagt nogle makro-strukturer, som i langt højere grad er tilpasset det storindustrielle landbrug end landbrugsformer som deres. Skal man fremme multifunktionelle landbrug som de tre nævnte samt de positive kvaliteter, de bidrager med, er der derfor behov for makro-strukturer, som reelt understøtter en bred bæredygtig udvikling og samtidig gør det lettere for denne type landbrug at lykkes. Makro-strukturer, som ikke kun har fokus på de store bedrifter.

    Særligt interessant i relation til fremtidens landbrug var desuden, at der generelt på de tre gårde var en stor efterspørgsel efter det, de tre gårde kunne levere. Folk efterlyste flere funktioner, flere lokale produkter, flere åbningsdage, flere markedsdage, flere grønne metoder og flere dyr på marken. Kort sagt flere levende landbrug som disse, fordi folk ”elsker” det, de tre multifunktionelle gårde kan bidrage med.

    LIV PÅ LANDET – EN ANALYSE AF TRE MULTIFUNKTIONELLE LANDBRUG

    Fra 2019-2023 har jeg haft den store fornøjelse at skrive et sociologisk Ph.d.-projekt på Roskilde Universitet. Nedenstående en kort introduktion til projektet. Landdistrikterne affolkes, fællesskaberne er under transformation og der findes ikke et svar på fremtidens landbrug. Men som bekendt kan kriser og forandringer også være begyndelsen på noget nyt og bedre. Herhjemme, som ude i verden, oplever man stadig flere eksempler på folk, bevægelser og landbrug, som vil noget andet – noget nyt – for de lokale fællesskaber, landbruget og landdistrikterne.

    Projektets problemformulering har lydt: Hvordan skaber tre innovative multifunktionelle landbrug social kapital som led i landdistriktsudviklingen?

    Projektets genstandsfelt har både været gården, landbruget og lokalmiljøet. Metoden har været et casestudie.

    Den primære sociologiske teori har været sociale kapital-teori, som den er formuleret af: Pierre Bourdieu (1930-2002) og James Coleman (1926-1995).

    Desuden har teorier om multifunktionelt landbrug og agro-økologi været anvendt til at beskrive de udfordringer som præger landbrugets felt og tidens massive krav om en grøn transition i landbruget. 

    Projektets konklusion er følgende: På alle tre multifunktionelle gårde skaber og fastholder de social kapital til glæde for deres lokalmiljø. Nogle dog mere end andre. Særligt Yduns Have og Fru Møllers Mølleri opbygger og fastholder social kapital i deres lokalmiljø. Mens Nørregården mest skaber social kapital blandt venner af gården og ligesindede i det fynske Steiner-miljø. Alle tre multifunktionelle gårde er desuden gode eksempler på, hvordan man qua den multifunktionelle tilgang kan bringe ”nyt” liv, tilføre nye funktioner og skabe nye jobs på landet. Læs en oversigtsartikel af ph.d.-afhandlingen. Tryk på linket.

    PH.D.-PROJEKTET – EN SOCIOLOGISK SOCIAL KAPITAL-ANALYSE AF TRE MULTIFUNKTIONELLE LANDBRUG

    Første juli 2023 aflsuttede jeg mit sociologisk Ph.d.-projekt på Roskilde Universitet. Et Ph.d-projekt, hvor jeg har undersøgt hvordan, tre multifunktionelle landbrug bidrager til opbygning af social kapital til gavn for deres lokalsamfund. At gennemføre dette projekt har været en helt forunderlig og meget lærerig rejse, både fagligt og personligt. Særligt var feltarbejdet på de tre gårde og de mange interviews særdeles interessante og det har været berigende at kunne fordybe sig i teorier og blive skarp på metode.

    Det bedste er dog al den nye viden, som skal ud og leve og tages med videre. Projektet har bidraget med grundlæggende sociologisk indsigter omkring, hvordan man opbygger fællesskaber (social kapital), og hvordan social kapital (netværk, gensidighed og fælles normer) kan være en utrolig ressource for den enkelte og for fællesskabet. Nøjagtig som teorier om multifunktionalitet i landbruget har givet et skærpet fokus, i forhold til en forståelse for mulige fremtidige løsninger for både landbrug og lokalsamfund. Særligt interessant er også “nye” videnskabsteoretiskeovervejelser om “vi” menneskers forhold til, – samt vores forholden os til naturen på (Videnskabsteori). Viden om mulige veje at gå, hvis der skal tænkes bæredygtighed hele vejen rundt.

    KENDER I FREMTIDEN?

    DEN FREMTID SOM SKAL SIKRE JERES KOMMENDE INNOVATION SUCCES.

    (Klumme i Børsen 23. Februar 2017)

    Der tales om innovation, som var det nøglen til himmeriget. Hvem der bare var den, der opfandt morgendagens succes og skabte vækst og velstand til butikken, familien og ikke mindst kongeriget?

    Men gode idéer langt fra er nok. Gode ideer findes i rigelige mængder. Nøjagtig som dem, der elsker at kvæle de gode ideer også findes i rigelige mængder. For slet ikke at tale om alle de organisationer, hvis kompleksitet og arbejdsgange er så lean og umulige, at luften ofte er gået af ballonen inden, at ideen overhovedet får flyvehøjde.

     Innovation handler også om, at forstå morgendagens behov og muligheder

    I forhold til Innovation er det vigtigt at forstå, at innovation handler om mere end ideer og produktudvikling. Innovation handler i allerhøjeste grad også om at være gearet til at forstå den virkelighed, som innovationen skal ud og vokse og leve i. Et step i innovationsprocessen,  sommange glemmer, overser eller nedprioriterer, hvorfor det ofte ender galt. For skal innovationen gøre en reel og positiv forskel, er det vigtigt, at man kender morgendagens samfund, mennesker, kunder  og behov. En succesfuld innovationsproces handler derfor i allerhøjeste grad også om behovsafklaring og afdækning af de muligheder som er fremtidens. Altså en professionel og metodisk tilgang til at forstå fremtiden, fremfor alene at bero sig på nutidens, organisationens eller tilfældige følelser og fornemmelser.

    Udvikling og afvikling er to sider af samme sag

    Verden er i konstant forandring. Nye behov opstår, mens gamle forsvinder. Udvikling og afvikling er to sider af samme sag. Nuvel det sker ikke altid over night, og der er stadig behov som kan kaldes universelle. Men fordi vi taler den moderne verden – 2017 eller 2025 – er de nye muligheder ofte  langt mere komplekse end, at den gamle model blot skal have en opgradering eller vi skaber en ny variant med lakridssmag.

    Husk på, når en branche og et behov forandres, er det jo ikke alene branchen og behovet der forandres, men et resultat af langt større forandringer som rækker videre.  Forandringer er genereret af en summation af flere variabler. Variabler som tilsammen skaber et rum af muligheder og trusler for fremtiden, og dermed tegner konturerne af det der højst sandsynligt bliver fremtiden, hvorfor  det ikke er nok og tilstrækkeligt, blot at se isoleret på ideen behovet eller modellen. Skal innovationen lykkedes er det en afgørende forudsætning, at den er tænkt ind i en helhed – en fremtiden og den reelle virkelighed den skal virke i.

    En digital grønnere fødevarefremtid

    I forhold til fremtidens succesfulde fødevareinnovationer er det derfor afgørende, at man er villig til at prioritere tid og ressourcer på at få de afgørende spørgsmål besvaret, inden man forsøger at skabe fremtidens løsninger.  Hvordan ser verden og hverdagslivet ud i 2035? Hvad, hvor og hvorfor spiser vi?

    For ja, der findes gode og valide svar på den slags spørgsmål. Fremtiden er ikke blot tilfældig, men i meget høj grad en forlængelse af nutiden og de megatrends, modtrends, trends og microtrends som allerede i dag former og forandre vores tilværelse.

    Hvad spiser vi i fremtiden?

    Fremtidsforskningen kan derfor med faktuelle, valide og gode argumenter uden at tøve fortælle, at i 2035 – spiser vi sundere og grønnere mad, som oftere vil være produceret lokalt og bæredygtigt ved hjælp af moderne teknologi der sikrer både dyr som mennesker bedre arbejdsbetingelser. Økologien såvel som dele af det biodynamiske tankegods er kommet for at blive, om end at begge retninger blot er et skridt på vejen mod SUISTAINABILITY VERSION 2050. Helt nyt på hylderne i få udvalgte supermarkeder er kød produceret på laboratorier. Kød der på langt mere miljøvenlig vis kan frembringes, stort set med samme smag og energifordeling som vi kender i dag. Størstedelen af vores indkøb foregår digitalt og ofte kommer maden helt af sig selv. Således tegner tidens mega-trends ganske sikkert et; ikke 100 procent sandfærdigt billede af fremtidens fødevarevirkelighed, men et særdeles systematisk og plausibelt billede af en mulig og sandsynlig fremtid, bygget på en række udvalgte forudsætninger.

    SINGLELIVET ER BLEVET NEW NORMAL?

    Singler er ikke bare halve familier, men helstøbte individer som stiller større og nye krav i deres bestræbelser på at fuldende deres liv i netop den familietype, som de nu engang har valgt. Eller som livet på en eller anden måde fik dem placeret i.

    (Denne artikel er skrevet til  kommunikationshuset Envisions rapport om singleshopperen som udkom 11. November 2016.)

    Singlelivet vinder an i popularitet

    Der bliver flere af dem – singlerne. Moderne mennesker som foretrækker selv at bestemme, hvor skabet skal stå, og hvem de gider mingle med. Vi kender dem fra mediebilledet som lækre og frie på vej ud i byen, altid klar på eventyr. Tidens stjerner, er nemlig sjældent gifte og lænket af troskab og kedelige familiære forpligtigelser ret længe ad gangen. Hvorfor nøjes, når verden byder sig til? I år 2016 findes der ikke bare én, men flere måder at leve det gode liv på. Alt tyder på, at livet som alene-voksen vinder an på bekostning af den traditionelle kernefamilie.

    Mennesker drømmer stadig om kærlighed, sex og tomsomhed

    Men selvom antallet af singler er voksende, er alenetilværelsen dog sjældent et reelt fravalg af børn, kærlighed og tosomhed. Langt de fleste drømmer stadig om kærlighed og kernefamilie. Spørger man direkte, er tidens singler, unge som midaldrende, da heller ikke længe om at svare. Selvfølgelig er de på jagt efter kærligheden og én at dyrke tosomheden med. Selvfølgelig både håber og drømmer de om, at den eneste ene, eller bare én de matcher rigtig godt med. Okay, måske ikke lige nu og her, men på sigt kunne det da være dejligt med en kæreste. Og med den moderne verdens digitale muligheder og Tinder i hånden er det perfekte match, måske blot et svirp væk. Ofte er skilsmissepapirerne end ikke underskrevet, inden de er videre og jagten på kærligheden startet endnu engang.

    Familien er ikke længere normalen

    Det kan synes paradoksalt, hvorfor så mange bor alene, bliver skilt og ikke ønsker at binde sig for alvor, når jagten efter kærlighed og håbet på samme lever i bedst velgående og nærmeste er blevet en industri i sig selv? Men sagen er, at vi alle blot er børn af århundredes kulturelle praksis, og netop derfor ser de fleste sig selv realiseret i et klassisk kærlighedsforhold, – i en klassiske kernefamilie fordi, at det er den vi kender og det stereotype billede af et ideelt livsforløb vi er opvokset med. Og lægger man så dertil menneskets biologiske instinkter og stærke behov for sex og anerkendelse, forstår man hvorfor, at det stadig mere populære singlelivet sjældent handler om; ikke at ville kærligheden, reproduktionen og de andre. Men har rod i andre kræfter i samtiden, som gør det svært at være familie. Vi lever i en tid der hylder friheden, individet, kødets lyster, det effektivt arbejdsmarked og en konstant stræben efter personlig udvikling og forløsning. Størrelser om ikke ligefrem fordre troskab og livslangt familieliv.

    Vi lever altså i en form for mellemtid, hvor store dele af vores drømme og forventninger til familielivet har rod i et mere traditionelt samfund. Et samfund som havde familien som omdrejningspunkt og bærende institution. Hvilket ikke er tilfælde for vores moderne verden, som derimod har den enkelte og dennes behov som omdrejningspunkt. I år 2016 er en partner, et ægteskab og en kernefamilie derfor ikke længere noget som bare kommer, men derimod noget man ret definitivt skal vælge, og arbejde målrettet på at opnå og opretholde, og det ofte på trods. Hvis altså, det er det man vil. Men flere vil det ikke – flere orker det ikke, de vil noget andet. Omvendt er individet, singletilværelsen den grundlæggende eksistensform, som bare ér og kommer helt af sig selv. Vi fødes alene og dør alene. først i de unge år, som der kommer flere af. Og igen, når parforholdet og familien ikke længere er den rigtige ramme for ham eller hende, og dermed dem begge.

    Seriel monogami er ved at blive new normal

    At leve alene, eller være i en form for seriel monogami er altså næsten blevet the new normal og en på mange måder helt naturlig konsekvens af de sociale forandringer vores verden har gennemlevet. Én ting er at længes efter kærlighed og sex, noget helt andet er at skulle vælge en partner, som man både har lyst til at dele seng, adresse, venner, børn og livsbane med. Det er det, der er svært, hvis ikke nærmest tæt på umuligt i 2016.

    Derfor trives mange mennesker ganske glimrende som singles eller eneforældre eller ligefrem selvvalgt enlige forsørgere. (Og det i særdeleshed de stærkeste af dem, dem med størst social, kulturel og økonomisk kapital, noget at byde ind med og et tilpas lækkert og attraktivt ydre) Ingen i Danmark behøves gå sultne i seng, selvom de bor alene. Danmark er et rigt land, men gode muligheder for den enkelte. Og når en masse af kollegerne såvel som vennerne også er singles er det ikke svært at finde selskab. Nøjagtigt som, at velfungerende og appellerende sociale medier gør det nemt at få en date, finde en sex-partner eller dyrke et godt beeeing together living apart forhold. Det er populært at dedikere de gode stunder til partneren, mens hverdagens leverpostej bliver hjemme i privaten. Langt sværere og mere krævende er derimod kunsten at sætte punktum og vælge det faste parforhold til eller at holde gnisten, gejsten og viljen til familien livet igennem. Særligt når man indser, at ens partner er fuld af fejl og mangler, og alt for mange af familiens penge går til konens hest fremfor ens egen cykling.

    Singlekulturen er komme for at blive

    Den voksende singlekultur er altså foreløbig kommet for at blive, og på den korte bane, de næste 10-20 år vil der komme endnu flere singles. Og hvor fortidens traditionelle familiestrukturer havde rod i et fattigere samfund, hvor familien handlede om overlevelse og havde moralske forpligtigelser som fælleskabsbærende institution. Har nutidens singlekultur derimod rod i et rigt samfund, der hylder den individuelles frihed, den personlige forløsning, forbrugersamfundet og hedonisme.

    Og ja, der er der både fordele og ulemper ved kernefamiliens passé såvel som singlelivets opkomst. Men vigtigst er det, at se realiteterne i øjnene og få det bedste ud af det nye og indse, hvilket potentiale, hvilke trusler og hvilke muligheder som findes i en voksende singlekultur og de nye livsformer som følger.

    Singlelivsformen vinder an i kernefamilien

    Med singlekulturens som tiltagende livsform er det vigtigt at pointere, at singler altså ikke kun er en halv familie eller en ufuldendt størrelse. Den enkelte, individet, singlen ér i år 2016 den fuldkommende størrelse, som kan indgå i en familie, hvis de synes, eller leve uden, hvis de hellere vil det. Og de fri fuldkommende og selvstændige individer er også flyttet ind i den klassiske kernefamilie, hvor singlelivsstilen fylder stadig mere. For kun med god plads til den enkelte, synes familien at kunne eksisterer i nutiden. Faktisk er mere frihed og rum til den enkelte i familien, måske lige netop nøglen til et livslangt kernefamilie fællesskab. (I rette doser naturligvis, for gør familien intet samme er der ingen fællesskab). I dag er det fx helt almindeligt, at far og mor har hver deres venner, og man ikke kun har familievenner. Lige som, at det er helt normalt, at far og mor sagtens kan tage på hver deres ferie, med og uden børn, eller på fælles familieferie. Såvel som at have individuel økonomi, hvor der blot betales et tilskud til den fælles kasse og særejet er stadfæstet.

    Individuelle forbrugere

    I moderne kernefamilier er der altså langt mindre fællesskab, forpligtigelse, opofrelse og kompromis end der var engang. Og netop derfor er der brug for, at målrette fremtidens løsninger til individer fremfor familier. For moderne familier og familieformer er ikke bare, én størrelse, men diverse rum for forskellige mennesker med forskellige præferencer for at leve det gode liv i nøjagtig den konstellation, de ønsker. One size fits all er altså ikke måden at møde fremtidens singler eller familier på. Folk er forskellige og deres drømme og ambitioner ligeså. Det gælder ferien, såvel som restauranten eller rabatten til færgen. Hvorfor altid rabat jo flere man er, fremfor jo færre man er? Singler er der jo fx altid plads til i biografen, på restauranten eller til koncerten. En enkelt kan jo altid fylde restpladserne og få bordplanen til at går op. I det hele taget kunne man jo godt gøre rabatter meget mere individuelle, når nu mennesker er individer. Fx er det irriterende for dem der bor alene, at blive mødt med en forestilling om, at man da er en del af en familie og derfor har behov for 10 liter kakaomælk på tilbud, eller et sommerhus med plads til 8 personer, for slet ikke at tale om en logoballon til de mindste. For det har man ikke, hvis man bor alene, og sønnen på 18 år er flyttet hjemmefra. Derfor kræver ikke bare et voksende antal af singler, men en hel horde af selvstændige individer, at omverdenen bliver bedre til at forstå, at i år 2016 eller 2025 for den sags skyld, består Danmark ikke kun af børnefamilier. Det er kun ca. 20 procent af de voksne danskere der i dag lever i en kernefamilie med hjemmeboende børn. Derimod består Danmark af en masse voksne selvstændige individer, hvor de fleste bor i parforhold, mens en anden og voksende andel bor alene, og derfor ikke har behov for familiepakker, med behov for fleksible løsninger der matcher den enkeltes behov og situation nu og her.

    Er singler bare superegoister?

    Der siges meget om singler. En myte er, at singler er egoister som ikke gider andre og ikke kan finde ud af at indgå i fællesskab. Men sådan forholder det sig ikke. Faktisk viser det sig, at rigtig mange singles, specielt kvinderne, er rigtig gode til at socialisere, skabe netværk og arrangere sjovere aftener uden en klassisk kernefamilie i ryggen. Nyere studier viser også, at singlerne faktisk kan være meget bedre til at skabe netværk, oprette fælleskab og give en hånd med i civilsamfundet, end dem i parforhold. Ofte er singler mere åbne og udadvendte. Mange yngre familier i år 2016 har det nemlig med at lukke sig om sig selv, og søge omgang med ligesindede og dyrke det nære. Bor du derimod alene, er det dit eget ansvar at søge omgang med andre og sikre dig, at dit sociale behov bliver dækket. I familien har man hinanden og ofte meget klare grænser for, hvem man socialisere med hvornår.

    Men at få nye venner som voksen og single i år 2016 er ikke let. Slet ikke, hvis man som single også har børn der skal passes ind. Derfor har man de sidste år set et voksende udbud af tilbud og arrangementer henvendt til singles som gerne vil socialisere med andre og have nogle at tage på ferie med, holde nytår hos eller spise lækker gourmet mad sammen med. Og hvor det tidligere var halv pinligt og små ynkeligt at møde alene op til en fest eller en tur i biografen, er det i dag noget flere praktiserer og bevidst vælger, for er man alene er det meget mere legitimt at søge selskab, falde i snak og indlade sig på nye eventyrer.

    Fremtidens livsformer – ”fremtiden familieform”

    Med de mange nye singlers, følger altså også nye livsprioriter og organiseringsformer – det man kan kalde singlelivsstil. Og som for tidsånden i øvrigt, synes nøgleordene for en moderne singlelivsstil at bygge på begreber som omstillingsparthed, fleksibilitet og what in it for me. I årtier har familielivets organisering været bundet af tradition og forpligtigelser, men når de forsvinder, forsvinder familiens grundlag. Derfor er der behov for at opfinde familien på ny og behov for at finde frem til, hvad der definere det gode liv og den gode ”familieform” i år 2016?

    Det er altså tid til at få forestillingen om det gode familieliv revurderet og opdateret, så den passer til den tid vi lever i. For uden en familie, og uden en vis form for arbejdsdeling skal flere klare mere selv. Sagen er jo, at det ikke kun er nemt at være single, fire hænder er som bekendt flere end to. To hjerner tænker bedre end en. En del singler har svært ved at få hverdagen til at fungere og ressourcerne til at strække. Pludselig skal man gøre alting selv. Også det manden tidligere gjorde; rense tagrender, opdrage børn eller bage surdejsbrød. Pludselig er der behov for at kunne alt det ens potentielle partner egentlig skulle have klaret. Behov for venner i samme situation. Behov for deleaftaler. Behov for én der kan grave et hul til trampolinen. Behov for igen at være attraktiv. Behov for at fylde de tomme aftener med indhold og andre mennesker. Behov for at have nogle at dele livets sorger og glæder med. Behov for at definere sine egne regler i livet og lægge egne planer. Samt ikke mindst behov for nogle nye fælles idealer og rollemodeller at spejle sig i.

    Behov som nogle singler sagtens mestre at få opfyldt, mens andre, en hel del faktisk, synes det er svært. Og netop derfor er tiden inde til at tænke i nye løsninger, som kan gøre livet som single lettere at mestre. Løsninger som på mere eller mindre forpligtende vis kunne forene de moderne frie singles i netværk, fælleskab og arbejdsdeling, hvor de kunne hjælpe hinanden og få større glæde af hinanden. Helt konkret kunne der være tale om flere fælles spiseordninger og madklubber. Flere boliger indrettet til singler, altså mindre plads, billigere husleje og mindre vedligeholdelse. Mere optimalt ville det dog være med bo-fællesskabsløsninger, hvor det private kunne kombineres med det fælles, så man både kan opleve glæden ved et godt fælleskab, hjælpende hænder og et på forhånd defineret fælleskab med kollektive regler og traditioner. Singler elsker den slags, det er nemlig hårdt altid at skulle opfinde sig selv og sin situation. Hårdt at være den eneste der for hjulene til at snurre. Det gode ved et bofælleskab er jo, at fællesskabet findes, mens man også kan lukke døren til privaten og være helt sig selv.

    Familielivet står altså foran at skulle ny fortolkes. Der er behov for at finde nye og gode måder at gøre ”familie” på, nye rollemodeller, traditioner og måder at socialiserer på i år vor tids individorienterede samfund. For som den kendte sociolog Zygmund Bauman har sagt, opstår identiteten når fællesskabet (familien) bryder sammen. Og familien, den klassiske kernefamilie er på mange måder midt i en brydningstid. Nogle vil med rette kunne hævde, at den allerede er brudt sammen. Men hvad skal komme i stedet for den klassiske kernefamilie? Har vi nogensinde spurgt os selv og hinanden om, hvilken familieform vi egentlig ønsker for vores børn og fremtidens samfund? Hvilken familieform vil tjene os bedst? Er det singlelivsstilen som skal tage over, med en familieform til individuel og fri fortolkning? Eller er vi bedre tjent med en ny form for kollektivt familie-ideal? Eller måske noget helt andet?

    Hvilke løsninger, hvilke familieformer, hvilke livsforløb er anbefalelsesværdig for fremtidens generationer?

    Fremtiden singleliv

    Singlelivet er altså tidens populære nye livsform en livsform der foreløbig er kommet for at blive. Fordi rigtig mange singler befinder sig glimrende med at udleve dem selv og gøre det de gerne vil på deres måde. Alt mens kærligheden, kødets lyster og tomsomheden bliver henlagt til særlige lejligheder, weekends flirts, one nights stands, årelange venskaber, faste bolleaftaler, gamle kærlighedsrelationer, livets stjernestunder eller om ikke andet, i drømmenes længsel. For så længe ingen dør er lukket, så længe man endnu er fri, er man altid åben for eventyr, altid parat, hvis prinsen eller prinsessen kommer forbi!

    Hvilket langt fra alle singler dog reelt ønsker, når det kommer til stykket. Man ved, hvad man har. Det er derfor de stadig er single.

     

     

    MAD, SEX OG ANERKENDELSE

    Fordi landbrugets primære opgave er at dække menneskets basale behov for fødevarer. Behov – der dog i 2016 handler om noget mere end blot at blive mæt.

    (Denne artikel er også bragt i tidskriftet Danske Mælkeproducenter i efteråret 2016)

    Mennesker elsker mad – særligt fedt, salt og sukker. Så selvom velmenende kræfter gerne vil have os til at spise mere grønt, bliver enden på historien næppe, at vi  udelukkende kommer til at svælge os i kål, radisser og pressede grøntsags safter. Intet i mennesket er stærkere end overlevelses-instinktet og de mest fundamentale menneskelige behov: mad, reproduktion og behovet for de andre. Hvilket, heldigvis for de danske mælkebønder betyder, at vi også i fremtiden kommer til at spise masser af vaniljeis og gode oste. End ikke stærke viljer, kan nemlig trodse menneskets instinkter og kroppens behov for kalorier. Fedt, salt og sukker er kommet for at blive. Nøjagtigt som århundredes kulturelle praksis og spisevaner ikke  lader sig revolutionere over natten.

    Men når det er sagt, er det dog vigtigt at understrege, at vejen til behovstilfredsstillelse i år 2016s rige, globaliserede og hedonistiske (nydelseshungrende) verden ikke er så simpel som den var engang. Behovet for mad er som så meget andet i tiden blevet komplekst og der findes ikke bare ét svar – ikke bare én sandhed – men flere sandheder. Hvilket dog langt fra er det samme som, at alt er lige godt. Det er det ikke. Slet ikke. Selvfølgelig er der forskel på skidt og kanel. Kanelen kan både have fordele og ulemper og være produceret på et utal af måder. Sådan er det også med mælk, ost og vaniljeis.

    Mad er mere end energi

    I år 2016 handler det derfor ikke bare om at blive mæt, men også om, hvordan man bliver mæt? Forbrug er nemlig en af de mest afgørende identitetsmarkører. Valget af fødevarer er i stigende grad med til at fortælle hvem man er – eller ikke er. Eller måske mere præcist, hvem man gerne vil være, og hvilken verden man ønsker sig.

    Spørgsmålet om hvem den moderne fødevareforbruger er, er derfor heller ikke simpelt at svare på. Meget afhænger af, om det er Tove fra bagmarken eller Rosemynte fra steenbroen der er tale om. Helt præcist handler det om graden af kulturel kapital hos forbrugerne. Det er primært ens kulturelle kapital, der er afgørende for, hvilke fødevarepræferencer man har. (ens kulturelle kapital afgøres i høj grad af hvilken uddannelse man har, men ikke kun. Kulturel kapital handler også om evnen til kritisk stillingtagen, udsyn, fx) Det er den kulturelle kapital som er afgørende for, om man køber Samba-flødeboller eller Summerbird. Økologi eller ikke økologi. Importsmør eller Lurpak.

    Den primære grund til at moderne forbrugere vælger netop de fødevarer de gør, handler altså IKKE kun om indkomst og alder, eller hvor de bor i landet. Men fælles for Tove og Rosemynte er, at de ikke kun vælger fødevarer ud fra egen fri vilje, men også er underlagt deres menneskelig behov og hele det mønster af mere eller mindre bevidste handlinger, som disse behov afføder. Valget af fødevarer handler også om personlig positionering, sociale fællesskab og anerkendelse. Nøjagtigt som det handler om drømmen om en bedre verden. Det synes at ligge til mennesket at ville optimere verden og sin egen position i den. Ergo er valget af fødevarer i år 2016, IKKE bare en simpel rationel størrelse som: 2 + 2 = 4, at pris er det eneste der tæller og forbrugere er irrationelle, nærige og uvidende størrelser som ikke vil betale, hvad det koster. Langt mere komplekse årsags-virkning sammenhænge er på spil.

    Forbrugere vil gerne have valgfrihed

    Forbrugerne vil fx gerne have noget at vælge imellem. Og det ”noget” skal ikke bare være jordbær eller chokoladesmag eller endnu mere ”flødeskum” af ligegyldig story-telling uden substans. Nej moderne forbrugere vil have reelle alternativer, som kan noget forskelligt, hvad end det er biodynamisk mælk, vitaminberiget pebermynte-is, børneost formet som en mus eller en hel serie mælkeprodukter produceret af netop den fynske røde malkeko. Moderne forbrugere er nemlig forskellige, ligesom, at de ofte optræder i forskellige situationer og kontekster som hver kræver sit.

    Moderne forbrugere er altså ikke bare én størrelse, men mennesker med forskellige rationaler, værdier og grunde til at vælge som de gør. Et faktum der meget vigtigt at forstå og respektere. Moderne forbrugere ønsker IKKE at få dikteret, hvad de skal spise, gøre og mene. Industrien skal ikke bestemme om de skal handle med følelserne eller ej. Fornemmelser og følelser er jo ofte det vi mennesker handler og agerer på – og nogen gange det eneste vi har at bero os på. Folk gifter sig fx på baggrund af følelser, må man da håbe? Så hvorfor skal forbrugere ikke have lov at købe præcis den ost de bedst kan lide? Isen i den smukkeste indpakning? Eller netop den mælk, fordi de tror, at køer på græs har det bedre? Og det, selvom der findes sundere oste, den dyre indpakning ikke får isen til at smage bedre, og ingen reelt ved, hvad en ko tænker?

    Moderne forbrugere vil altså gerne vælge selv. Men de vil også gerne nudges, inspireres og involveres. Involvering og relationer mellem afsender og forbruger er et must i år 2016, og i stigende grad afgørende for, til hvis fordel valget foran supermarkedets disk falder ud. Moderne forbruger kan sagtens være loyale, hvis de har gode grunde til at være det.

    Forstå jeres kunder

    Gode relationer med forbrugeren handler derfor om at forstå, hvem forbrugerne er og hvorfor de tænker og handler som de gør. Loyalitet opbygges gennem gode relationer, gensidig respekt og nysgerrighed overfor den andens liv og motiver. Jovist er det fint, at forbrugerne ser jeres sted og jeres køer – men endnu vigtigere er det, at I forstår forbrugerne – deres verden, deres daglige fødevaresituationer og behov. I skal have lyst og mod på at give dem, hvad de ønsker. Eller bedre endnu, det mælkeprodukt de endnu ikke ved, at de ikke kan leve uden? Uden forbrugerne er jeres dage talte. I er til for dem.

    Gode muligheder for fremtidens danske landbrug

    Summa summarum! I den moderne verden findes der ikke bare et svar på, hvem den moderne forbruger er. Forbrugere er forskellige og har mange og forskelligrettede behov. Ergo er der i år 2016s globale verden, med voksende rigdom, flere købestærke forbrugere og ikke mindst en voksende interesse for gode fødevare, muligheder for de danske mælkebønder. Faktisk har der måske aldrig tidligere i dansk landbrugshistorie været bedre muligheder for at producere og sælge sublime, særegne og velsmagende danske mejeriprodukter, hvis flere tør, vil, og evner at gå nye veje. Tør innovere og imødekomme tidens ”nye” behov. Husk på, vi er bare 5,6 millioner danskere og I blot 3200 mælkeproducenter, mens verden rummer 7 milliarder potentielle vaniljeis-spisere. Alene i Tyskland er der 80 millioner mennesker.

    SIAL PARIS 2016

    img_7597img_7753img_7697 skaermbillede-2016-10-20-kl-12-18-50 img_7747 img_7672

    Alverdens fødevarefolk er i disse dage samlet i Paris for at besøge verdens største fødevaremesser. Endnu engang må man slå fast, at der på vore privilegerede breddegrader ikke umiddelbart er grund til at frygte fødevaremangel. Igen i år, var der et stort udvalg af lækre sager; halve kvier såvel som økologisk cider. Kæmpe nødder, så store som man ikke troede de fandtes. Eller hvad med; organic glutenfree, veggi, Great Britain local chips with no added sugar or other problematic ingredients?

    Mest i øjenfaldende, uden dog at tale om revolutionerende nyheder var følgende:

    FLERE BIER

    En fødevaremesse uden levende dyr, bliver aldrig fuldendt. Derfor var det også glædeligt overraskende, at der på SIAL i år var en glaskuppel fyldt med honningbier og smukke blomster. Dette ikke mindst set i lyset af, at bierne, de vilde såvel som honningbierne længe har være på agendaen, når det kom til snakken om biodiversitet, og hvordan det står til derude i naturen. Netop nu tales der verden rundt meget om, hvordan man kan skaffe bedre forhold til bierne og få bestandene op. For uden bier går det ikke. Og med den megen honning i flotte farver, de mange smage på messen og ikke mindst al den snak om bier i tiden, var det helt på sin plads med et sådan indslag.

    FRA ANIMALSK – VEGETABILSK

    For sundheden og planetens skyld har det efterhånden i da nogle år været trendy at spise vegetarisk eller bare flexitarian. På årets SIAL, var der en del veggi-koncepter som bød på fiske- og kødalternativer, som godt nok ikke smagte af den ægte varer, men sagtens kunne spises med velbehag. Mest uheldigt i de grønne bestræbelser var dog de vegetabilskbaserede oste. Der er langt igen, såfremt man virkelig mener, at osten også skal være vegetabilsk.

    Hvad der også bør nævnes i forhold til det vegetabilske er, at der i den grad er gået inflation i veggi-anbefalingen som stod på rigtig mange produkter. Også på produkter, som man normalt aldrig vil forbinde med animalske ingredienser. Fx sodavand, hindbær bolsjer, kartoffelchips eller grøntsags-smoothies.

    FRISK OG SUND CONVENIENCE

    Det er en kendt sag, at moderne mennesker har travlt, men alligevel gerne vil have sund og velsmagende mad. Sund og frisk convenince er derfor interessante kategorier som vokser voldsomt i disse år. Men selvom det skal være ”convenient”, skal det have en høj kvalitet og leve op til tidens mange forbrugerkrav om friskhed, økologi, ingen tilsat sukker, få eller ingen overflødige ingredienser. For hver gang kommer der flere og bedre convenince produkter på SIAL, også i år, hvor jeg i særdeleshed bemærkede; convenince food med super food ingredienser, fx pasta med Spirulina. Der var masser af mælkebaserede, kølede flotte og velsmagende desserter og kager. Samt sunde og delikate to go tangsalater Men convenince kategorien er oppe mod stærke kræfter, for tidens guruer og andre sundhedeksperter prædikerne nemlig, som aldrig før; at hvis folk vil leve sundt og kaloriefattigt bør de lave maden selv fra bunden. Altså gælder det om, at levere så “clean” og simpel convenince så muligt.

    INNOVATIV OST

    Ost er en klassisk fødevarer og kigger vi på det danske marked er det nok en kategori, hvor det har været så som så med de opsigtsvækkende, spændende og fristende innovationer. Men på årets SIAL, så man i år en del gode eksempler på, at ost kan andet end komme i blokke eller skiver. Ost formet som stjerner eller dinosuarer i små pakker til børn. Ost i terninger til at snacke direkte fra boksen sammen med fx rugkiks. Forskåret osteblokke til buffetten i kantinen. Eller hvad med mini-oste pakket som flødekarameller for en hurtig lille ”enjoyment”.

    TILGÆNGELIGT KØD

    Også kød er en klassisk kategori, hvor traditionerne og konventioner er så sikre som, at der skal svin i frikadeller og den slags altid kommer som hakket svinekød. På årets SIAL var der adskillige eksempler på kød som blev solgt på nye måder. Og der var kødsnacks i alternativer former, særligt var der nogle små mini-chorizoer, med fx hasselnødder, på størrelse med en cigaret, som var et godt bud på moderne snack food. Endvidere var der mange steder gjort meget ud af emballagen, og ikke mindst teksten på emballagen, hvor det med enkle, skarpe og forståelige budskaber blev gjort klart, hvilken type kød der var tale om, og hvordan man kunne tilberede kødet. Der var mange gode eksempler på, hvordan man med smuk og gennemtænkt emballage kan løfte et produkt og gøre det interessant, også selvom der reelt bare er tale om en klump kød.

    EMBALLAGE DER KAN OG VIL MERE

    Nok mest i øjenfaldende, var en del koncepter, hvor man havde gjort produktet til sin egen emballage. Smukkest var en kokosvand i egen skrællet nød, med en prop som blot kunne rives ud. Derudover var der også ferskner, kiwier og citroner, hvor man havde taget frugtkødet ud og lavet den til en delikat og velsmagende is, for så at komme det tilbage i frugten og fryse det hele. Og vupti er der lækker is i egen frugt. Et russisk firma solgte æblegrød i emballage formet som æblerne selv, flotte og iøjnefaldende emballager. Den slags kommer der utvivlsomt mange flere af.

    INGEFÆR ER HOT

    Ingefær er ikke længere kun for firstmovers og sundhedsfreaks. Ingefær har i den grad ramt massemarked. På årets SIAL var der rigtig mange produkter med ingefær. Ingefærkager, ingefærsmoothie, ingefærøl, rå ingefær, friskpresset ingefærjuice, ingefærbolsjer, etc..

    GLOBAL FOOD TRENDS

    I et hjørne af messen var også en lille udstilling, hvor man havde lavet plancher for en del af de største og mest betydningfulde lande og spurgt, hvilke food trends der fyldte mest og hvilken vej fødevarevindende blæste. Resultatet var interessant. Topscorerne var for de rigeste lande, at internethandlen vokser voldsomt i disse år og stadig flere forbrugere flytter deres forbrug over i disse alternative kanaler. Mens en del knapt så rige lande meldte om større mådehold i madindkøbet, mange forbrugere var nødsaget til at spare i hverdagen, og derfor blev der valgt billigere fødevarer. Også overskrifter som mere sundhed, mindre sukker og convenience gik igen hele vejen rundt. Mens det kun var på de rigeste og mest udviklende markeder, at der var nævnt fokus på økologi og lokale fødevarer.

     

    HAR PROVINSEN EN FREMTID?

    Fremtidens gode bosted skal kunne mere. Fremtidens provinsby skal være et attraktivt alternativ. Et fedt sted med gode boliger, smukke landskaber og et stærkt civilsamfund. Men vigtigst: fremtidens provins skal også være et sted fyldt med ånd og visioner. Uden ånd, ingen fremtid.

     Hvis du vil være alt – bliver du intet. Dette gælder også fremtidens by og tidens kamp for at tiltrække tilflyttere og gode skatteydere. Kun ved at skille sig ud og tilbyde det, de unge drømmer om, kan man gøre sig håb om en fremtid med positiv udvikling, fyldte skoler og flere borgere.

     2015 blev året, hvor provinsen – eller sagt med tidens ordlyd; Udkantsdanmark for alvor kom på dagsordenen. Sommerens valg slog fast, at årtiers skævvridning af landet og nedprioritering af alt uden for hovedstaden ikke længere bør accepteres. Regeringens plan om udflytning af 3900 arbejdspladser pustede liv i en tiltrængt debat. En debat der på glimrende og meget præcis vis understregede behovet og pointen til fulde. For tænk sig, der var åbenbart nogle der kunne finde på, at gøre op med årtiers centralisering og særbehandling af hovedstanden? Og tænk sig, de 3,6 millioner mennesker der bor ”derude” kan også tænke, tjene penge og altså også stemme?

     Reaktionært eller progressivt?

    Kritikken af udflytningsplanen har været massiv. Mange, særligt i hovedstaden haft svært ved at se pointen. Alt mens empatien for egne rødder, barndommens land og de andre synes nærmest ikke eksisterende.

    Er det ikke reaktionært – mod al sund fornuft at trodse urbaniseringen? Synes man forundret at spørge? Er det ikke en hel naturlig konsekvens af en moderne verden, at folk vil bo i byer med muligheder og blandt ligesindede? I århundrede har storbyen været lig med fremtiden, mens landet og jorden var noget man forlod. Hvorfor overhovedet investere i provinsens fremtid?

    Det korte svar er simpelt; fordi størstedelen af danskerne og ikke mindst produktionen, altså velfærdsstatens penge-generator stadig befinder sig ”derude”. Det andet mere komplekse svar er, at fremtiden ikke er en determineret størrelse. Fremtiden skaber vi i mere eller mindre grad selv. Derfor bør fremtiden også være et resultat af politiske prioriteringer og værdibårne idéer – altså visioner, fremfor formet af tilfældigheder, lappeløsninger og kaosstrategier. Ergo kan man, hvis man vil, skabe en fremtid, hvor centralisering og urbanisering ikke er eneste svar. Skabe en fremtid, hvor man ikke bare afvikler provinsen, men får noget nyt og fremtidsrettet ud af det potentiale som findes.

    Selvfølgelig bliver provinsen aldrig det den var engang. Der er utvivlsomt steder der skal ryddes og tjene nye formål. Ejendomme der skal saneres og vejbyer der bør exproprieres. Men muligheden for en ny og lovende fremtid er reel flere steder. Spørgsmålet er blot, hvad der skal til for at få provinsen til at rykke og bosætningsmønstrene til at ændre sig?

    En plan for et samlet Danmark!

    Først og fremmeste er der behov for en politisk visionær plan for et samlet Danmark. En plan, der også levner ressourcer og vilje til at satse på provinsen og alle de fantastiske vandkants-steder, som forhåbentligt skal rumme andet end moderne hedonisme-turisme for storbyens weekendturister.

    Provinsens potentiale i tidsånden

    For set fra en tidsånds-symbol-analytikers udkigspost kan der næppe herske tvivl om, at livet i provinsen også rummer svar på mange af tidens længsler og drømme. Tidens hang til urtehaver, natur, små børneinstitutioner, nærhed og langbordsmiddage med frilandsgris imødekommes ligesom bedst, hvor grisen bor og bøgen blomstre. Nøjagtigt som, at det er lettere at slå rødder, stå ved, og holde sammen, når der ikke hele tiden er 17 alternativer.

    Er det ikke mere fællesskab som tidens unge efterspørger? Er det ikke netop billeder og pointer om ro, natur og “simplicity” som fylder siderne i livstils-magasinernes svar på det gode ustressede liv?

     Sagen er jo, at storbyen ikke er eneste svar, når det gælder livskvaliteten, lykken, sundheden, uddannelsesprocenten, produktionsvirksomhederne og en masse andre ikke ubetydelige størrelser for et rigt og meningsfyldt liv. Provinsen kan også. Masser af statistiske fakta fastslår utvetydigt, at storbyen og centraliseringen ikke altid er den bedste løsning. Livet i myldret har sin pris. Fremmedgørelse og ensomhed. Tiden der spildes, mens trafikken står stille. Huspriserne der banker i vejret og frasorterer flere. For slet ikke at tale om den voksende gruppe af veluddannede storby-familier som reelt ikke har råd til at bo der og drikke café latte, men hellere lader sig ”proletarisere” end at give slip på ideen om storbyen. Måske, fordi de ikke kender andre svar eller tør tænke andre muligheder?

    Nuvel er København en fantastisk by, men alt er ikke bedre i København og derfor bør man heller ikke så entydigt, kun satse på København, men også se, hvad provinsen kan. Folk i Ringkøbing er fx mindre syge og folk i Herning kan få de vildeste ting til at ske. Og det, også selvom byen ikke befinder sig en smeltedigel af dynamisk storby-etnisk-mangfoldighed af kreativ klasse.

    Kompetencer skal drive fremtidens provinsbyer

    At sikre provinsen en god fremtid handler meget om at ville. Med de rigtige mennesker, kompetencer og ideer kan alt ske, også i provinsen. Faldsled kro, Graceland i Randers og lakridsen fra Bornholm er alle eksempler på, at det sublime, utænkelige og lækre og er muligt, også uden for storbyen.

    Sagen er bare, at provinsen de sidste årtier er udsultet af storbyen de har hentet de dygtigste unge ind på de højere læreanstalter uden at levere dem tilbage. Kun 16 procent af de unge vender tilbage. Siden 1997 er 45.000 statslige stillinger nedlagt i provisen. Og selv om intentionerne om en gylden fremtid i provinsen klart er tilsted, kan end ikke intensionerne trodse den sociologiske virkelighed som vidner om, at det er nødvendigt med en vis grad af social, økonomisk, symbolsk og kulturel kapital for at sætte en ny dagsorden. Kapitaler der selvfølgelig også findes i provinsen, der er bare ikke længere er nok af dem, til at får ting til at ske og flertal til de nødvendige forandringer. Og netop derfor, er det mere end nødvendigt med en gedigen indsprøjtning til provinsen. Behov for en plan der kan modsvare det brain-drain som har fundet sted de? En plan der også gerne må byde på andet end motorveje, cykelstier, kulturhuse og flere jobs. Fysiske tiltag gør det ikke alene.

    Få ånden tilbage til provinsen

    Det kræver nemlig også ånd at vinde fremtiden i provinsen. Et mentalt rum af progressivitet som kan skabe de nødvendige forandringer. Uden ånd, vid og kompetencer kommer der ikke til at ske det, som er nødvendigt for en positiv fremtid. For alt mens der næsten udelukkende tales om jobs og infrastruktur er situationen den, at det måske slet ikke – og først og fremmest er det der mangler i provinsen, men derimod ånd, vilje og mulighed for at tænke og handle anderledes. Rum til at ville noget, have ambitioner og turde stå ved dem.

    At sikre en attraktiv fremtid i provinsen handler altså OGSÅ om at etablere rum for en foretagsom og progressiv kultur og skabe plads til folk der vil og kan. Plads til alle de kompetencer, som hele Danmark i rigt mål har betalt til via skattebilleten i årtier, men som i alt for høj grad har klumpet sig sammen i hovedstaden, fremfor at gøre nytte i hele landet.

    Derfor er det både visionært og vigtigt, at de 3900 arbejdspladser og gerne endnu flere rykker ud. Men udflytningen bliver en dyr og ikke særlig frugtbar, hvis den kommer til at stå alene og ikke bakkes op en samlet, gennemtænkt og visioner plan som både fastholder det gode der allerede er, men også tilfører nyt.

     

     

     

    TRENDS & TIDSÅND 2016

    Året er godt i gang – men hvad mon 2016 bringer? Hermed en liste over nogle af de overskrifter som jeg, – tidsånds-symbol-analytikeren finder interessante og mener kommer til at præge medierne, samtalerne og virkeligheden i år 2016.

    1. IKKE FLERE SELFIES TAK!

    Alt for mange har misforstået de sociale mediers fantastiske muligheder. For nej, de sociale medier kommer ikke til at overleve, som udstillingsvindue for det moderne menneskes kamp for anerkendelse. I år 2016 kommer vi til at se et større fokus på at bruge de sociale medier kritisk, konstruktivt og klogt. Derfor forhåbentlig færre selfies.

    2. NARCISSIMEN PÅ RETUR

    I bund og grund er det både kedeligt, hårdt og uinteressant konstant at have fokus på sig selv. De fleste kender forhåbentligt svaret på forhånd? Og særligt for den unge generation er det tydeligt, at det er svært og ikke særligt berigende og livsfordrende at skulle leve op til at være stjerne i sit eget liv. Alt mens tidens mere eller mindre tomme og stereotype idealbilleder heller ikke levner meget plads til mangfoldighed og rum at vokse i. Mange unge har svært ved at leve op til alle forventningerne i en tid, som nok har haft høje forventninger til dem, men til gengæld ikke leveret de rigtige redskaber. De unge efterlyser mere indhold, fællesskab, rødder og betingelsesløs altruistisk kærlighed. Sidstnævnte kan også indebære krav til livsduelighed.

    3. ROBUSTHED

    Ondt i livet er blevet til en diagnose der lammer mennesker og giver flere en kronisk følelse af forkerthed. Og det, selvom det er et eksistentielt vilkår, at vi alle er forskellige. Nogle er smukke, andre er grimme. Nogle er kloge, andre glade eller virkelig mærkelige. Nøjagtigt som det er et eksistentielt vilkår at opleve mere eller mindre sorg og svigt – kærestekvaler og stormvejr i livets ubarmhjertige konkurrence med de andre. Mennesker har altid konkurreret. I 2016 vil der komme mere fokus på, hvordan man får robustheden tilbage.

    4. HUMANISME 2016

    Hvornår er man et godt menneske? Flygtninge-krisen og en verden i brand har for alvor sat gang i debatten om næstekærlighed og humanisme? Men, hvad vil det overhovedet sige at være et godt menneske i år 2016? Hvem er vores næste og skylder vi overhovedet andre mennesker noget? Kan man være god, også uden at gøre ondt indimellem? Eller er det ikke ofte netop den manglende handling, sløseriet og ligegyldigheden der gør mest ondt?

    5. BIG DATA

    Med digitaliseringen følger flere data og med flere data følger mere viden, og med mere viden følger langt bedre muligheder for at fortage de rigtige analyser og træffe klogere beslutninger. Verdens realiteter vil i stigende grad rulles ud for vores fødder.

    6. SELF-TRACKING

    Endnu bærer vi kun vores uundværlige forlængede selv i hånden. Mange panikker uden mobilen og den konstante adgang til verden. Men mobilen kan mere end forbinde os med de andre. Den kan nemlig også måle og veje, regne ud og tracke vores færden, gøren og laden. I år 2016 vil denne gadget oftere holde styr på vores kalorieforbrug, sukkerindtag, motionsindsats, overtræk og daglige velbefindende via diverse apps. Apps som heldigvis bliver langt bedre til at tænke selv, så vi slipper for selv at fortælle dem om vi løber eller hopper. I den nærmeste fremtid følger internables sensors. (indopererede sensorer) Internables is the new wearebles.

    7. ROBOTTERNE KOMMER

    Og vi kommer til at elske dem. Førerløse biler vil køre os til skibjergene, mens vi sover (dog nok først i 2025), parkeringsautomaterne fjerne vores biler midt i centrum, portier bære vores tasker og så fremdeles. Robotterne bliver receptionister, klaverlærer, analytikere, kiruger og nye legekammerater. Grænserne mellem dem og os formindskes og heldigvis kommer de til at gøre en del af det hårde og kedelige arbejde for os. Alt mens de også kan udfordre, lege, lære og løse opgaver.

    8. FAMILIEVÆRDIER ELLER MANGEL PÅ SAMME

    Længe har familien været anset som umoderne, begrænsende, tidskrævende og opslidende for den enkeltes potentielle lykke. Men efterhånden er der meget der tyder på, at vi faktisk ikke kan undvære familien, fordi friheden og karrieren væk fra familien og de andre har en pris, som særligt de unge familier ikke længere er villige til at betale. År 2016 vil byde på endnu flere husmødre, familiekronikker og prioriterings-diskussioner omhandlende muligheden for en tilværelse med mere plads til familie og børn

    9. DOGME-LIV

    2016 Det er muligt at den moderne verden har meget sikre og solide svar på det gode, effektive og optimale liv. Men hvad nytter det, hvis ikke det virker og gøre os glade og tilfredse. Flere vil vælge alternative livsformer i jagten på meningsfuldhed, nærvær og større balance i livet. Det bliver sådan noget med natur og bål, provinsen og retro, det simple og gedigne, håndværk og ritualer. Dog ikke tilfældigt, men ophængt på gode og ædle principper og værdier. Vi vil også komme til at spise mere efter diverse DOGME-DIÆTER. Dogme-diæter er sådan noget med fx ikke at spise sukker, kun spise dyr fra egen gård eller undgå meget forarbejdede fødevarer. Det handler om mad med omtanke, bæredygtige løsninger, etiske overvejelser og kærlighed. Sådan noget med råsyltede tomater fra egen avl, æg fra lille Idas høns, vanilje krydret kvæde-gele til jul og hjemmebagte søndagsboller til hele gaden.

    10. ÅNDEN – HVAD BLEV DER AF ÅNDEN?

    Fællessangen, folkedansen, de store gilder, gadefesterne, eventyrerne, musikken, balkjolerne, hverdagskunsten, æstetikken, rosenbedende og samtalen i det repræsentative demokrati. Længe har der været alt for stort fokus på kroppen fremfor ånden. Hvad er krop uden ånd? Glaspaladser uden liv? Succes uden glæde? Og eftersom vækstcitronen er ved at være presset til det yderste, og det ser ud som om, at der er behov for nye stimulanser til frugtbarheden, er tiden inde til at finde nye veje – eller gå tilbage til det der før har virket. Lad os satse på mere ånd. For god kunst, godt håndværk, skabende mennesker, smukke eventyrer og god musik kan nemlig også fint være med til at understøtte, om ikke ligefrem skabe vækst.

    Måske den sidste tendens mere er udtryk for et håb, end en egentlig tendens. Men som bekendt er fremtiden ikke en determineret størrelse, men noget vi rent faktisk kan øge indflydelse på og selv være med til at skabe. Det samme gælder politik.

    GODT NYTÅR

     

     

     

    KILDER:
    WWW
    Nyheder 2015
    20 Faglitterære bøger
    Knausgaard min kamp 1-5
    49 Samtaler
    1048 observationer
    78 facebook opslag
    17 livedebatter
    &
    Livet i det hele taget

    ER KOEN PÅ RETUR?

    Tidens food trends peger på et skift fra animalsk – vegetabilsk

    Er du veggi, part-timevegetarian eller flexetarian? Stadig flere forbrugere verden rundt er begyndt at skele til vegetarismen og vælge kødet og mælken fra. Ikke hver dag, ikke konsekvent, men oftere. Begreber som part-time-vegetarian og flexitarian er kommet på Wikipedia, alt mens antallet af veggi-restauranter, veggi-magasiner og veggi-supermarkeder boomer i alverdens hippe metropoler. Årsagerne er flertydige; ambitionerne om en sundere diæt er utvivlsomt en af dem. Men også interessen for klimavenlig mad og mindre kød, spiller en ikke uvæsentlig rolle.

    Det er næppe gået den kvikkes næse forbi, at mad er moderne. Mættet med mening, symbolik og værdier udgør maden i dag en af tidens hotteste statusmarkører. Og hot netop nu er; at maden vi spiser også skal bidrage i kampen for en bæredygtig verden. Derfor! vil man være med på beatet og blandt de fremmeste, når det gælder fremtidens fødevarer, handler det om at spise sit for at ”redde” verden. Den rigtige mad kan nemlig bidrage ganske betydeligt til klodens velbefindende. Og hvor miljøtænkningen tidligere var et added on, synes det oftere at være hele pointen.

    Et af de meste presserende steder at sætte ind med de gode hensigter er ved en reduktion af verdens enorme forbrug af kød. En ikke let opgave i en verden, hvor vækst og velstand synes at være lig med vestlige spisevaner, og hvor forbruget af kød bare stiger og stiger, i interessant utakt med en ligeledes voksende skepsis.

    Det enorme kødforbrug og i særdelshed oksekødsforbrug koster nemlig dyrt. Køer drikker enorme mængder af vand, 100 liter dagligt og de bøvser og prutter, og udleder op mod 60-70 kilo gylle i døgnet.

    60 milliarder dyr

    60 milliarder dyr blev der slagtet i 2013. 50 milliarder af disse dyr var kyllinger. Mindre en halvdelen af en kylling kan efterfølgende konsumeres som kød. Altså et enormt spild. Tal fra USA viser, at den amerikanske husdyrsproduktion producerer 130 gange så meget lort som landets indbyggere tilsammen[1]. Dertil kommer, at 20-30 procent af verdens drivhusgasser kommer fra landbrugsproduktionen. De 18 procent alene fra husdyrsproduktionen[2]. Et tal FAO (Food and Agriculture Organization of the United Nations) forventer vil stige med godt 30 procent mod 2050[3]. I dag spiser en amerikaner altså ca. 122 kilo kød årligt, mens folk i Bangladesh må nøjes med 1,8 kilo[4]

    Produktionen af husdyr i verden er altså enorm. Verden ville kunne producere op mod 4-7 gange så mange fødevarer, hvis folk holdt op med at spise kød og andre husdyrsprodukter. Derfor giver det set med bæredygtighed for øje, overordentlig god mening at spise mindre animalske til fordel for mere plantebaseret. Ergo er der gode argumenter for klimamad. Det gør nemlig ikke nogen ubetydelig forskel for den globale CO2-udledning om man kvitter kødet et par gange om ugen. Forbruger hver eneste af os bare 10 procent mindre kød, bliver ens CO2 aftryk også mindre. Derfor er reduktionen af kødforbruget kommet på agendaen hos flere græsrodsbevægelser. Et tema som også danske Uffe Elbæk og hans nye parti Alternativet agiterede for, da de bragede i folketinget denne sommer. Al Gore tidligere amerikansk præsident kandidat og verdenskendt miljøforkæmper er også blevet vegetar. Nøjagtig som de danske Michelin-stjerne-restauranter også for alvor nedprioriterer kødet pt.

    Eating animals destroys the planet – go vegan

    Altså er situationen den paradoksale, at forbruget af kød stiger verden rundt, samtidig med at antallet af vegetarer også stiger. Fx har man i USA fra 2007-2013 oplevet et fald i forbruget af kød på ikke mindre end 10 procent. Et fald der dog ikke alene kan tilskrives hensynet til kloden, men også kan forklares med økonomisk krise og højere fødevarepriser i perioden. En tendens der også bakkes op af tal fra The vegetarian ressource group som anslår, at antallet af vegetarer i Amerika er fordoblet siden 2009[5] til godt 16 millioner. Kina tæller 50 millioner vegetarer, mens Danmark, et af verdens mest kødspisende lande, blot har 1 procent vegetarer.

    Der er altså klare indikationer der peger mod en fremtid med flere vegetabilske alternativer, når det kommer til den daglige diæt. Og udviklingsinitiativerne følger trop. Lige nu skydes masser af venture kapital i forskning og udvikling, som netop skal finde plantebaserede alternativer til fx æg og kød.[6] Målet er at finde mere miljøvenlige og etiske løsninger der fremadrettet kan producere lige så attraktive fødevarer som de animalske vi kender. Interessant i den sammenhæng er det Silicon Valley baserede venture firma Impossible Food, som ønsker at skabe en hel ny generation af fødevarer produceret kun af planter. Fødevarer som smager lige så godt, og har samme sunde egenskaber som de animalske fødevarer vi kender[7] Fremtidens mad må aldrig blive en ringere udgave af fortidens. Allerede nu er de langt, med den 100 procent vegetabilske burger.

    Impossible Food pointere, at 92 procent af jordens planter endnu er uudforsket i forhold til dets potentiale som menneskeføde. Hvem ved, hvad naturen endnu gemmer?

    Mandelmælk og peanuts-ost

    Og tendensen fra animalsk til vegetabilsk slår også igennem i forhold til mejerivarer og æg, hvor konkurrencen øges fordi, stadig flere plantebaserede alternativer trænger sig på. Mayonnaise baseret på konjacrødder i stedet for æg og et stigende udbud af mælkealternativer, hampmælk, hasselnøddemælk, mandelmælk osv. vidner om forandringer. Tidens helseguruer bandlyser nemlig klassiske mejeriprodukter i jagten på sundhed, skønhed og et langt liv. Sjældent med valid forskning i ryggen, men alene fornemmelse af tilpashed og personlige erfaringer er mere end rigeligt til, at en voksende gruppe af firstmover-forbrugere på jagt efter sundhed og alternativer glædeligt følger trop. Salget af alternative plantebaserede mælkedrikke stiger verden rundt. Ligesom hylderne i de lækreste supermarkeder og helsekostbutikker herhjemme byder på stadig flere spændende varianter. Ifølge analysebureauet MINTEL steg forbruget af plantebaserede mælkedrikke i USA med hele 35 procent i 2013, hvor topscoreren mandelmælk kunne bryste sig af en stigning på hele 56 procent. Og nej, det er ikke bare de plantebaserede mælkedrikke der kommer flere af, også non-dairy yoghurt og ost baseret på fx peanuts vil blive serveret i tiden som kommer.

    Hvorfor?Argumenterne for det vegetabilske er til at forstå. Først og fremmeste handler det om sundhed. Flere føler sig bedre tilpas med en diæt uden kød og mejeriprodukter. Men dernæst handler det også om mere bæredygtige fødevaresystemer. Fødevaresystemer der kan give folk lækker mad, uden fældning af regnskov, høj CO2 udledning og uacceptabel dyrevelfærd på samvittigheden.

    Så næste gang du er i Wien eller New York, bør du måske besøge en af tidens nye veggi-is-bare Veganista eller DFMavens. Førende amerikanske fødevarespecialister forudser, at netop kategorien af plantebaserede is-alternativer vil vokse til det dobbelt eller tredobbelt i løbet af de næste fem år.

    Også den rigtige is – den smarte non-dairy modeis, kan altså i 2015 være med til at redde verden.

     

     

     

     

     

     

     

     

     

     

     

     

     

     

     

     

     

     

     

     

     

     

     

     

     

     

     

     

     

     

     

     

     

     

     

     

     

     

     

    [1] http://www.sustainabletable.org/906/waste-management

    [2] FAO – The United Nations Food and Agriculture Organization

    [3] http://www.fao.org/news/story/en/item/216137/icode/

    [4] Americans eat 122 kg (270 lb.) of meat a year on average, while Bangladeshis eat 1.8 kg (4 lb).

    [5] http://www.onegreenplanet.org/news/is-2014-the-year-of-the-vegan/

    [6] http://impossiblefoods.com

     

     

    [7] ”Impossible Foods is developing a new generation of meats and cheeses made entirely from plants. Our mission is to give people the great taste and nutritional benefits of foods that come from animals without the negative health and environmental impact”. (Impossible Food)

    BROOKLYN GRANGE

    På toppen af Navy Yard Brooklyn, pakhus 3 – ligger denne fantastiske have, som symbol på det moderne menneske 2015 længsel efter natur. Der er udkig over byernes by – New York. Efter laaaang cykeltur rundt på Brooklyn, hvor ensretninger, motorveje og tæt trafik  ikke lige frem gjorde missionen let, nåede jeg frem til det sted, så mange har talt så begejstret om. LOCAL – SUSTAINABILTY – FRESH FROM FARM – URBAN FARMING. Jeg havde selvfølgelig ingen aftale på forhånd, hvilke er svære at få. Men fik med gode argumenter overtalt vagterne til Navy Yard. Også var det bare med elevatoren op. Først var jeg ikke ligefrem super velkommen. HOW DID YOU GET HERE? Men OK, de var imponeret over cykelturen, sveden der løb fra panden og min mission var jo ædel. 

    Og INGEN TVIVL tankerne og ideerne omkring dette er både imponerende og interessante. Særligt med sociologens briller? Hvorfor den enorme urbanisering, mens længslen efter naturen kun bliver stærkere?

    Selve haven er i sig selv ikke just imponerende, når man kommer fra landet. Jeg er vant til at se meget mere frodige haver. Ligesom at tempoet, for en der som jeg har tjent sine første mange penge ved havearbejde, heller ikke for alvor rykker. Men okay, de er frivillige med stråhatte og solen er stærk. Og ikke at forglemme så har de jo en mission.

    De drømmer om en bedre og grønnere verden. De vil vide, hvor maden kommer fra? Også folk i New York skal have friske og lokale grøntsager. De vil skaffe mad til New York. Og med en god høst er der sikkert også nok til 50. Visionerne er klare, men der er lang vej endnu.

    Der vil utvivlsomt komme meget mere af alt dette i fremtiden, også New York bør blive grønnere. Luften er tung af benzin og der er langt til paradisiske oaser.

    Men man kan måske godt undre sig lidt over, hvorfor at så mange mennesker – med så stærke natur-længsler i tiden, ikke bare flytter på landet? Flytter up north, til Vermont eller Mols for den sags skyld? Landet mangler dem jo Og landet længes så frygteligt efter nyt blod, nye ideer og folk med visioner og noget på hjertet, også det grønne.

    På landet er boligerne og ikke mindst jorden billigere, og de GRØNNE MULIGHEDER langt større. Her er huslejen ikke en evig byrde, hvilket fylder meget i New York. Der er INGEN konstant venten på elevator. INGEN konstant holden for stoplys midt i trafikken, der synes at flytte sig i snegletempo.

    På landet er luften ren for børn, høns og kålhoveder.

    Hvorom alting er LOCAL, FRESH og FARMING er noget man går meget op i – i FOOD NEW YORK.

    ← Older Entries

    Fremtidsforskeren

    At kunne aflæse tidsånden og forstå en verden i forandring er et must i dag!

    Fremtidsforskeren er specialist i netop dette, at aflæse tidsånden og forstå de konsekvenser og muligheder som opstår, hvad end det handler om mennesker og moderne liv, forbrug, individ/fælleskab, arbejdsmarked, sundhed, etc... og ikke mindst fremtidens fødevarer.

    Søg

    populære tags

    biofach bæredygtighed børn e-handel familie food food-trends foodtrends forbrug forbruger forbrugerbørn fremtid fremtidens fødevarer fremtidens landbrug fællesskaber fødevarer grøn omstilling hjem hygge idealer identitet individualitet innovation iPad Kina konkurrence kvinde kvinder landbrug landdistrikter livsstil mad mennesker moderne liv multifunktionelle landbrug natur parforhold segmentering social kapital stress sundhed tid tidsånd trends økologi

    Kontakt

    Sociolog og Fremtidsforsker
    Birthe Linddal Jeppesen
    birthe@fremtidsforskeren.dk
    Tlf. +45 3065 1110/+45 33311974
    kontaktformularen,

    Copyright

    Ophavsrettigheden til alt materiale publiceret på: fremtidsforskeren.dk, foodfuture.dk og thefuturist tilhører fremtidsforskeren. Gengivelse kun tilladt med skriftelig tilladelse.
    © 2025 FREMTIDSFORSKEREN.DK | Birthe Linddal