I år er det 25 år siden, at jeg med udgangspunkt i teorierne fra datidens store sociologer, Anthony Giddens, Manuel Castells og Ulrich Beck, første gang satte fokus på fremtiden – helt præcist fremtidens familie – det var i min masterafhandling i Social Sciences ved University of Amsterdam. En afhandling, som Instituttet for Fremtidsforskning og jeg siden fulgte op på med temarapporten Fremtidens Familie, hvor vi i 2006 beskrev, hvordan familielivet i 2017 kunne forventes at tage sig ud.

Særligt forudsigelserne fra 2017 har været sjove at genlæse. Jeg er imponeret over, hvor godt vi ramte det, vi ramte, mens jeg er noget forundret (og irriteret) over det, vi ikke så – eller ikke nævnte.

Jeg hæfter mig især ved, at det, der dengang fyldte, var, hvordan fremtidens familie skulle se ud – altså formen på familien. 25 år er lang tid, og meget er sket siden. Det står i dag klart, at netop formen på familien har forandret sig, så det i dag er langt mere almindeligt og langt mere socialt acceptabelt, at familier kan være diverse og bestå af andet end far, mor og børn.

Et andet stort fokus dengang i 2000 som i 2006 var, hvordan man skabte mere ligestilling i familien samt en bedre balance mellem arbejde og familieliv. Særligt med fokus på, at mor også skulle have mulighed for at gøre karriere og realisere sig selv. Også her kan man argumentere for, at udviklingen har bevæget sig i den rigtige retning. I dag er der kommet lang barsel til mænd, og der er i flere familier kommet en noget mere fair fordeling af de huslige pligter. Men der er stadig langt fra ligestilling, men mulighederne for at leve mere ligestillede liv er i hvert fald blevet bedre. Selvom der nok skal noget mere radikalt til at komme det sidste stykke.

En anden interessant pointe fra 2017-scenariet var, at vi under punktet for fremtidens familie og arbejdsliv afsluttede scenariet med en modtrend – altså en tendens, der gik imod det, vi ellers forudså som mest sandsynligt – travle familier – skrev således:

”In 2017, young people do not wish to continue in the same breathless tempo that politicians and markets want. More young people have had enough; they have seen their parents in busy careers get stressed. They know what it is not to have their parents’ attention because their parents have over and over prioritized career and themselves. They know what dissatisfaction and meaninglessness such a life can bring. The modern parents want to give their children something different. They want to live a different and less busy life. Not a simple life inspired by the old days, but a modern life with stronger priorities and more time for the most important. Whereas the thought today is that it is better to achieve the whole halfway – for this movement the thought is to a great degree to achieve halfway the whole way.” (Family life and Daily Life in 2017, Instituttet for Fremtidsforskning, 2006).

Ovenstående modtrend er interessant, fordi vi netop nu i disse uger – i mediernes overskrifter – igen ser familielivet debatteret. May My Hamidan – hende med Ærømanifestet – udkom den 5. marts med sin nye bog Blødt – et kampskrift for det meningsfulde liv, hvor hun endnu engang – og med rette – argumenterer for retten til et mere meningsfuldt liv med mere tid til den familie og de børn, man selv vælger at få. May My drømmer om – og argumenterer gennem nære fortællinger om, at vi som samfund skal gøre det lettere at prioritere familielivet og det nære, altså skabe familieliv på en ny måde. Som jeg læser hende, taler hun for intet mindre end et velkomment og tiltrængt større fokus på det, der for alvor betyder noget og fremmer vores familie og børns trivsel, samt de værdier og strukturelle rammer, som familielivet eksisterer under. Kort sagt argumenterer May My for et paradigmeskifte i vores forståelse af familien, dens vigtige funktion og de rammer, den eksisterer under. (Man kunne have håbet, hun havde foldet den del mere ud).

Den 8. marts udkom professor i økonomi Nina Smiths nye bog Overskudskvinder – Økonomernes vej til det frie og lige liv, hvor hun og hendes medforfatter, Anne-Mette Barfoed, argumenterer for, at det ikke er godt for velfærdsstaten, kvinderne eller ligestillingen, hvis kvinderne går ned i tid og bruger mere tid derhjemme. Ifølge dem risikerer kvinder at forværre deres situation ved at prioritere mere tid til børn og familieliv på bekostning af karriere og sikkerhed på arbejdsmarkedet. Smith og Barfoed mener, at kvinderne skal blive på arbejdsmarkedet og derigennem kæmpe for bedre stillinger, højere lønninger og mere magt, da de ser det som vejen mod mere ligestilling. For kun gennem mere magt og bedre positioner på arbejdsmarkedet kan kvinderne være med til at skaffe bedre forhold for familierne. Altså ønsker Smith og Barfoed forandringer inden for systemet som det er nu – det gældende paradigme.

En anden aktuel og interessant familieoverskrift er, at også Trivselskommissionen i deres anbefalinger fra den 25. februar satte fokus på familielivet i 2025 ved at komme med syv opfordringer til forældreskabet i 2025. I de syv opfordringer peger de på, at man som forældre og familie også har et ansvar for at bidrage til at komme trivselsudfordringerne til livs – altså skal man rundt om i familierne tage et større ansvar for, at ens børn trives og kan klare sig i livet. Familierne – forældrene – skal kort sagt blive bedre til at tage ansvar og være tydelige voksne, hjælpe børnene på vej ved at lære dem at indgå i fællesskaber, have tro på egne evner og kunne mestre livet i både medgang og modgang.

Summa summarum er, at der i 2025 i Danmark ikke længere er fokus på familiens form, men derimod på, hvad et ‘godt’ familieliv indebærer og hvordan vi kan skabe bedre rammer for det.

Lad os håbe, at vi i den nærmeste fremtid kommer til at se et meget større fokus på det “gode” familieliv og hvordan vi som samfund kan medvirke til at skabe bedre rammer for netop det at være en familie – og være der mere for hinanden. Og det ikke blot for hinanden internt i familien, men også familier imellem – mellem venner, i storfamilien og i de lokale samfund, vi som familie er en del af. Der er i hvert fald masser af tegn i tiden på en stor interesse og diskussion om, hvordan man skaber gode familieliv.