(Kronik i Berlingske 2. april 2014)

Urbaniseringen fortsætter. Folk flygter til byerne. De danske landdistrikter er i en alvorlig krise – Ja faktisk virker det som om, at hele Danmark, ja lige på nær hovedstadsområdet og Århus C er i en alvorlig krise. For hvem flytter frivilligt fra fremtiden?

Forleden kørte virakken så igen.  Virakken om landdistrikterne og de faldefærdige huse som bør fjernes. Færre mennesker gider bo på landet og i provinsen.  Nuvel her er tale om urbaniseringen. En verdensomspændende dynamik, som kan synes uovervindelig. Men urbaniseringen er ikke ”naturlig”, og derfor kan man også sagtens stille spørgsmålstegn til udviklingen og den selvforstærkende kraft, den efterhånden har fået her i kongeriget. For i et lille land som Danmarks, hvor man på få timer kan komme fra det ene hjørne til det andet. Et land med flere store provinsbyer også med universiteter, og et stort opland er det vel stadig muligt at leve et attraktivt liv –  også selv om adressen ikke hedder Århus C, Købehavn K eller nord for?

Nuvel jeg vedkender mig gerne problematikkerne i yderområderne. Nøjagtigt som jeg  anerkender Københavns puls. Jeg kan godt se fordelene ved at være tæt på centrum. Men pulsen til trods, så er København jo lille set i den store sammenhæng. Knapt 2 millioner bor i  dag i hovedstadsområdet, og blot 300.000 i Århus. Altså er vi rigtig mange danskere, ca. 3,2 millioner, helt ”herude”, hvor fremtiden åbenbart ikke længere findes og medier sjældent fortæller noget positivt fra.  Gang på gang er historien den samme. Verden ses kun fra et perspektiv – hovedstadens. Resten  af landet synes ”fortabt” og det også, selvom virkeligheden og statistikkerne kan påvise det modsatte.

Sundheden er skævt fordelt i Danmark konkluderede DR-nyheder fx den 5. marts i et indslag som eksemplificeres med, at folk I Hørsholm  lever sundt og længe og træffer oplyste valg og spiser sundt, mens dem på Lolland er usunde og uoplyste og drikker øl i købmandens baglokale. Og det, selvom selv samme statistik rent faktisk viser, at det generelt set står bedst til i Jylland, også på landet. Men alligevel konkluderer DR, at Danmark er ved at knække mellem storbyerne på den ene side og udkants Danmark på den anden siden.  Og det selvom det står skidt til både i Århus og København. Helt fejlagtigt, og igen og igen gøres den skæve folkesundhed i Danmark til et spørgsmål om geografi, selvom den INTET har med geografi at gøre. Det er sociale faktorer som gør forskellen. Der er altså ikke noget i jorden på Lolland eller Amager som gør, at man har et dårligere helbred der.  Nøjagtigt samme historie kunne altså være fortalt med udgangspunkt i, hvor sunde folk er i Favrskov og hvor usunde de er i København. Men sådan vinkles historien sjældent. For som bekendt sner det i hele Danmark, når det sner i København. Ligesom at alle børn går i vuggestue, for det gør de i København.

Fremtidens fraskrives

Dikotomien København / Udkantsdanmark synes stadig mere dominerede. Altså fraskriver man stille og roligt muligheden for fremtiden andre steder, hvilket jeg som både fremtidsforsker og borger i provinsen synes er dybt problematisk, ikke mindst for livet og fremtiden på landet og i provinsen, men også for sammenhængskraften i Danmark.

For fremtiden findes også i Bjerringbro eller Esbjerg og i alle de mange byer som ligger i nærheden.  Fremtiden er ikke bare en udefra kommende størrelse, man intet kan stille op mod. Fremtiden skaber vi selv. Og netop fordi, at Danmark er så lille og rigt et samfund med flere velfungerende byer landet rundt, er der også masser af muligheder for landdistrikterne og provinsen i fremtid. Selvfølgelig er der mulighed for et godt og moderne liv i Aalborg eller Ollerup. Det handler om vilje – handler om den ånd man lægger for dagen som politiker, virksomhed, bank og menneske i det hele taget. Men så længe, at man fastholder en centraliseringstankegang og en diskurs som reducerer stort set alt uden for hovedstadsområde til udkants-Danmark, så stopper den voldsomme urbanisering ikke. Hvem tør frivilligt forlade fremtiden?

Hvorfor bor du på Mols? Det var helt frivilligt, at jeg  i 2009 forlod København efter 15 år. Min mand ville gerne ”hjem” til Jylland,  og da jeg drømte om urtehave og god plads til børn og boligdrømme var det lige til. Valgte faldt på Mols. Et smukt sted, bare 40 minutter fra Århus C. Jeg selv var begejstret. Men der var ikke mange der, midt i København, som kunne se pointen. For hvilke mennesker med gode jobs i København flytter frivilligt på landet? Mols eller Månen, der synes ikke at være den store forskel. Gang på gang lyder spørgsmålet –  Hvorfor bor du på Mols?  Er der internet? Hvad er det for nogle mennesker der bor helt derude – hvad er det for nogle børn, jeres børn skal vokse op med?

Forundringen over vores velovervejede tilvalg er stor, og uvidenheden mindst lige så. For en ting er drømme og idealer om et trygt liv i pagt med naturen, som mange bymennesker har, noget andet er handlekraft. For mange, ellers i egne øjne, hippe og veluddannede kosmopolitter aner ikke forskellen på Mols eller Mors – Who cares, det er jo Jylland begge dele. Og selvom, at 40 minutter burde være 40 minutter lige gyldigt hvor i verden man er, så er det klart, at 40 minutter fra Mols til Århus C er en langt større barriere end 40 minutter fra Islands Brygge til Hellerup i myldretiden. Selvtilstrækkeligheden synes enorm – udsynet så begrænset.

Derfor bor vi på Mols For mig, og mange andre herude på Mols er det ikke svært at svare på, hvorfor vi bor her. Her er Gude smukt, dejlige strande og flotte landskaber. Og ja, her er også skoler med godt ry og ressourcestærke mennesker  (også med gode uddannelser) overskud og engagement. Og hvor børn mange andre steder i landet går i store institutioner med hegn og begrænset udeplads, henter jeg hver dag mine rødkindede unger i Nationalpark Mols Bjerge, hvor de ude i alt slags vejr tilbringer tiden i noget der minder om verdens bedste natur-børnehave. Der er masser af frisk luft og motoriske udfordringer og ikke mindst god udsigt til fremtiden fra en sund og tryg start på livet.

 Og netop fordi, at vi jo ”kun” bor på Mols og ikke i det ”rigtige” Udkantsdanmark er her også vinterbadeklub, mountainbikeklub, fitnesscenter, Søren-Kirkegaard læsekreds og øko-sortiment i Brugsen osv. Altså er det langt fra så skidt at bo ”herude” i provinsen, som man ellers dagligt skal lægge øre til i medierne. Men alligevel falder antallet af børnefamilier på Mols – og  alligevel står ingen læger i kø for at overtage en praksis 40 minutter fra Århus centrum? 18 minutter fra lufthavnen og 3 en halv time fra Hamborg, hvilket jo ikke giver mening. For Mols er ikke Udkantsdanmark, – 40 minutter fra Århus C burde ikke være en problematisk placering. Noget  andet er altså på spil, og det er her jeg vil påstå, at Danmark pt. oplever en urbanisering, som ikke kun handler om de sædvanlige mekanismer. Men i lige så høj grad, også er drevet af en negativ italesættelse. uvidenhed og storby- koketteri.

Jovist er landbrugskulturen for længst afgået ved døden og provinsen er ikke, hvad den var engang. Men det er langt fra det samme som, at der ikke foregår noget positivt, dynamisk og moderne rundt i det danske land. Langt fra det samme som at dømme afvikling. Fremtiden er også kommet til Mols og Herning.  Og nej endnu flere gårdbutikker og nye legeplads kommer ikke til at gøre forskellen. Provinsen og landdistrikternes fremtid er nøjagtig den samme som storbyernes og resten af verdens. Det handler om viden, international handel, serviceøkonomi og innovation. Det handler om at være dygtig, målrettet, professionel og ikke mindst oplyst, men det kan man jo også sagtens være på landet og i provinsen. Se Lego, se Skagen Food, Se Kvadrat der findes mange  moderne og internationalt anerkendte virksomheder rundt i det danske land.

Tager Giddens fejl? Nøjagtig som en af vor tids største og mest anerkendte sociologer Sir Anthony Giddens siger i hans berømte karakteristik af det sen-moderne samfund, så er udstrækningen af tid og rum en af de meste afgørende drivkræfter i opkomsten af det moderne samfund. Hans pointe er, at tiden og stedet mister betydning i den moderne verden. For med udviklingen af moderne transport og kommunikationsformer som fx fly og internet bliver det langt mindre vigtigt, om man befinder sig i New York, Xinjiang eller på Mols.  For netop qua mobiltelefonen og internettet, er der ingen forskel på, hvorfra man følger verdens gang. Man kan få samme informationsstrøm på samme tid. Altså kan det synes mærkeligt, at det nærmest virker som om, at stedet og tiden får stadig større betydning! Virker som om, at centrum bliver stadig vigtigere. Mon Giddens tager fejl – eller er det bare den danske – ”storbyens” selvforståelse og verdensopfattelse som halter voldsomt bag udviklingen? For i år 2014 er pointen vel netop den, at der ikke kun findes ét centrum i verden, men mange. Verden er rig og mangfoldig og mulighederne utallige, hvis altså man magter at se det.