Hvilken sundhed?
Der tales om sundhed i et væk! Vi bør alle være sundere, men hvilken sundhed er der tale om? Findes der kun én vej til et sundere liv? Én sandhed om sundheden?
De færreste sætter spørgsmålstegn ved den herskende sundhedsdiskurs og alt for manges opfattelse af sundhed bygger stadig på gammel viden og forkerte antagelser. Og det på trods af, at der de sidste ti år er kommet meget ny viden om sundhed. Det er derfor tid til en revurdering af den traditionelle opfattelse af sundhed. Tid til at spørge sig selv, hvad vi helt præcist mener, når vi taler om sundhed.
Første januar nærmer sig. Januar er lige med nytårsforsæt og sundhed. Og til dette nytår, som så mange nytår før er sundheden, implicit den smukke krop, det lækre ydre og god energi idealet over dem alle. Vi vil alle gerne være sunde og raske, unge og stærke. Og vil man det ikke, er man ude af trit med tiden.
De gode intentioner og jagten på sundhed ses overalt. Sundhed er ikke kun et uomgængeligt ideal, det er også et af tidens store buzzword. En strategi til den rigtige positionering på mange niveauer. (Som om, det gav mening at sige, at man vil være usund)
Men hvad er det overhovedet for en sundhed man søger? Hvordan definerer man sundhed og hvilket svar får man i år 2012?
Forældet sundhedsdiskurs
Alt for ofte er der kun ét svar, ét forældet og ureflekteret svar på, hvad sundhed er. Et svar vi har hørt masser af gange før. Et svar som vidner om, at alt for mange ikke helt har fulgt med udviklingen på feltet. Sundhed er nemlig ikke længere hvad den var engang.
Der er sket ændringer i de rigtige svar. Den traditionelle kostpyramide er fx forældet. Motion er mindst lige så vigtigt som kosten, ergo er forkert kost ikke den eneste synder. Og kulhydrater er blevet problematiske i kampen mod de mange kilo.
Folk er også forskellige og lever forskellige liv og derfor giver det ikke længere mening, at bede folk om at følge nøjagtig den samme vej i jagten på mere sundhed.
Der unge og gamle. Høje og lave. Tykke og tynde. Nogle løber maraton, andre går med rollator. Nogle har et job, hvor de er fysisk aktive og opholder sig i kulde og blæst, mens andre sidder stille foran skærmen time efter time i et varmt kontor.
Fordi man er smuk, er man ikke sund
At være sund og smuk er heller ikke det samme, selvom det ofte forlyder, at det forholder sig således. Man kan sagtens være sund, uden at være smuk. Nøjagtig som man kan være smuk uden at være sund. Nuvel der er en større sandsynlighed for at man er smuk, hvis man er sund. Men det forhold bygger ikke alene på den rene sundhedstilstand her spiller arv, miljø og genetik den mest afgørende rolle.
Kalloriefattig er ikke det samme som sundt
En anden pointe er, at kaloriefattigt IKKE er det samme som sundt. Selvom det er den slutning der ofte drages. Kalorier er vigtige for livets opretholdelse, man kan faktisk få for få kalorier. Mange ældre mennesker lider fx af underernæring.
Det er også muligt, at light produkter har få kalorier og derfor er sundere at indtage, hvis målet er at få færre kalorier, men det er ikke det samme som, at light produkter er sunde. Ligesom at chokolade jo heller ikke er usundt, hvis du spiser den rene chokolade i begrænsede mængder.
Spørgsmålet om for mange, eller for få kalorier afhænger altså primært af, hvor mange kalorier man forbrænder. Der er dog også forskel på kalorier. Rødbeder er sundere end margarine. Men folk der spiser rødbeder kan alligevel godt være tykke, alt mens folk der spiser margarine kan være tynde. Kaloriefattige fødevarer giver altså ikke nødvendigvis tynde mennesker. Ligesom tynde mennesker, sagtens kan spise kalorieholdige fødevarer.
Derudover er der så hele spørgsmålet om den mentale sundhed. Er det sundt at fornægte sig, hvad hjertet begærer? Hvad med smagen og nydelsen? Er målet en død sjæl i en sund krop?
Fremtidens sundhed
I fremtiden ved vi, at sundhed er kompleks og derfor er det vigtigt, at vi kender kompleksiteten omkring sundhed når vi rådgiver, anbefaler eller fx finder på afgifter i sundhedens tjeneste.
I fremtiden er det vigtigt at vide, at der ikke kun er ét svar på sundhed, – en vej af følge, men flere afhængig af, hvem man er, hvilken sundhed man søger og hvilke eksperter man rådfører sig hos. En ting er en lille talje, noget andet er bedre søvn, noget tredje et langt liv. Videnskaben vil konstant komme med ny viden, nye erfaringer, nye veje. Viden man bør kende, hvis man vil være forrest i fødevarebranchen.
Men selvom videnskaben ved mere om sundhed end nogen sinde før, skal man også huske på, at der stadig er meget de ikke ved. Det nye er, at man vedkender sig tvivlen og tillader sig at prøve sig frem.
Summa summarum i fremtiden får vi endnu bedre redskaber til at producere gode og sunde fødevarer og til at føre et sundt liv i det hele taget. Men første skridt er, at forstå, hvad sundhed er.