Kan man være lykkelig vest for Valbybakke?

Klumme Nyhedsavisen 2006

Det synes ikke muligt. Ja man skulle næsten ikke tro det, hvis man lytter på caféer og i kontorer. Læser i aviser og fanger meninger rundt i det Københavnske storbyliv. Livet i hovedstaden er det bedste – intet mindre end s-t-e.d-e-t, alt andet er kun for de andre, eller i mangel af bedre. Alternativet er vel London.

Og kigger jeg (som så mange andre kommunikerende akademikere) ganske navlebeskuede på min egen socialgruppe af unge veluddannede mennesker med karrierejob i staden, er fænomenet blot endnu mere tydeligt. Gang på gang skal man ligge øre til en åbenbart indlysende sandhed om, at det mest ideelle liv kun kan leves i storbyen eller nord for, blandt ligesindede. En sandhed der derfor gør det umuligt for læger, skolelærer og andre kloge mennesker at flytte til provinsen og gøre brug af deres kundskaber, hvor der trænger. Det er også derfor, at det var synd for københavnere at få tilbudt job i Ringkøbing. Arme dem der bor i Ringkøbing, når det åbenbart er så slemt! Kort sagt er der bare meget længere fra København til Aalborg end fra Aalborg til København. Det kan dog undre, hvorledes ovenstående ”sandhed”, kan fylde så voldsomt og være så ganske ureflekteret, da de selv samme mennesker, som skaber denne sandhed, ofte har status, qua deres lange uddannelse, hvor netop kritisk tænkning skulle være forcen.

Det er dog langt fra udsagn og meninger, der for alvor kommer bag på mig, for hvor mange gange har jeg ikke skulle udrede forklaringen på, hvordan min mor kunne være københavner, min mormor bo i København og jeg selv fynbo. En åbenbart ulogisk og forvirrende sammenhæng. For hvem flytter frivilligt fra hovedstaden til provinsen eller bare syd for København?  Helt derude hvor kragerne vender, der hvor der tales dialekter, der ingen smalle biografer er og ”rigtige” folks ”rigtige” børn ikke kan lege med andre ”rigtige” folks ”rigtige” børn, men i stedet må ”nøjes” med legekammerater af en mere blandet herkomst, og en skov frem for en balletskole. Og når snakken så kommer til at gå på fremtiden, børnene, huset og drømmene og jeg fortæller, at kæresten og jeg overvejer at flytte på landet inden for en overskuelig årrække. Altså rigtig på landet, ikke bare til en provinsby men ud på marken, hvor vi kan få æblehave, fedekvæg og råd til havudsigt, mødes jeg af en undren, som havde jeg sagt, at jeg agtede at emigrere til månen og leve af at holde beach parties. Den moderne naturromantik trives åbenbart bedst på livsstilsmagasinernes kulørte sider, drømmen om solskinsferier eller som slogans for god samvittighed. Mange storbymennesker og forstadskøbenhavnere forstår det ganske simpelt ikke. De synes rædselsslagne ved tanken om provinsens stille liv, en anderledes social sammensætning, naboer der genkender en og forventer? Der er så mørkt derude? Er der nogle mennesker at tale med og omgås, og hvis, hvad er de så for nogle typer? Er der kulturelle tilbud at vælge imellem? Skal man invitere på kaffe? Er der ikke vældig langt til al ting? Der er ingen spinning, smarte butikker og lækre cafeer.? Og hvem gider besøge jer så langt væk?

Det er muligt det kan synes fremmedartet for udeforstående uden kendskab til landet og provinsens kvaliteter, men der findes faktisk mennesker som lever et lykkeligt liv i provinsen eller ude i syvende kartoffelrække. For nøjagtig som hovedstaden har fordele, har provinsen det også, hvad end vi taler Svendborg, Nørre Nebel, Ørsted eller Hvalpsund. Naturen, himlen, lyset og stilheden først og fremmest. Men også menneskeligheden og genkendeligheden er stor. Derude spiller rødder en rolle. Du bliver set, talt med og får sjældent lov at dø alene. Dine ressourcer kan gøre en forskel. For selv om der synes langt mellem mennesker på landet, er der ofte ganske kort. Kort, fordi man på landet og i provinsens små samfund får øje på hinanden, modsat storbyens mylder. Du kan ofte købe et kæmpe hus for samme pris som en toværelses i byen, og på den måde kan du fx købe, tid og muligheder, hvilket jo er eftertragtede goder i år 2007. Selvfølgelig findes sladderen, sladder er en del af fællesskab, men sladderen er jo ofte udtryk for interesse. Mennesker går ofte i stykker af at være usynlige. Og det gode er, at hvis naboen har tid til at sladre, har hun sikkert også tid til at kaste et øje på, om dine børn løber over vejen, når de ikke skal eller tage mod blomster fra Inter Flora når du ikke er hjemme. Servicen er ofte højere for købmanden, bankmanden og lægen lever jo af, at du kommer igen, og eftersom de risikerer at møde dig i svømmehallen senere på dagen, har selv de en interesse i en rimelig relation og derfor er din stemme, dine kroner, dine ressourcer og dit værd ganske værdifuldt. Modsat storbyoptikken, hvor folk uden for centrums hotspot end ikke er en gratisavis værd?