–       Antallet af enlige kvinder der lader sig kunstigt befrugt og frivilligt vælger tilværelsen som alene mor, er steget voldsomt i de seneste år. Er kernefamilien på retur?

 Der var engang, for ikke ret længe siden, at der både skulle en mand og en kvinde til for at få et barn. Sådan er det stadig. Men mand og kvinde behøver ikke længere kende hinanden; behøver ikke længere at have nogen form for relation for at blive forældre. End ikke en svag erindring, et minde fra en vild nat eller et smil forbinder parterne.  Her er tale om inseminering. Et rationelt forhold, hvor “far” udvalgt for sine gode gener, leverer de livsgivende sædceller til klinikken, som giver dem videre til moderen. Her er tale om en forandring i familiemønstre, som vi først har set begyndelsen af. En forandring, der kaster tusinde spørgsmål og dillemmaer af sig i forhold til fremtiden. Er der i fremtidens samfund overhovedet brug for fædre og familier i den klassiske forstand?

Hvem er kvinderne?

Det er moderne kvinder, ofte ressourcestærke kvinder med gode uddannelser og jobs, der helt bevidst fravælger fars tilstedeværelse. Jo mindre relation, jo bedre. Det handler om drømmen om at blive mor. Behovet for at opleve den hengivne kærlighed fra et lille barn og få et projekt i livet, som er større end en selv. Det handler om den altoverskyggende kvinderolle, som stadig er at blive mor. Og ikke mindst handler det om social accept og adgang til fællesskabet. Hvad er en kvinde uden et barn?

Fænomenet enlige mødre er langt fra nyt. Der har altid været enlige kvinder med børn.  I århundreder har der været kvinder, som kom i ulykke, og kvinder, der mistede deres mænd, og selv måtte klare dagen og vejen. Selv i dag er der masser af “enlige” mødre, der står med hovedansvaret, hvad end de er gifte, fraskilt, eller der bare aldrig har været en mand. At have civilstatus som enlig mor har traditionelt set ligget lavt i hirakiet, men sådan er det ikke nødvendigvis længere. Ikke desto mindre er den “rigtige” familie for de fleste dog stadig far, mor og børn. Flertallet mener stadig, at børn bør sættes i verden af kærlighed mellem to forældre, der vil danne familie. Enlige mødre er altså kun den næstbedste løsning. Det er derfor en overordentlig svær beslutning bevidst at tilvælge tilværelsen som enlig mor, og de kvinder der træffer dette valg, må ofte ligge ryg til mange besynderlige og nedladende kommentarer.

Men den moderne “selvvalgte” enlige mor, er sjældent nogen stakkel. Tværtimod er der tale om kvinder, der ved hvad de vil, og kan. Kvinder af tiden, som sagtens kunne have fået en mand, hvis det var det de havde villet. Bare ikke den mand de håbede på, og synes de fortjener.  De er godt oppe i trediverne, og det biologiske ur tikker pænt derudaf. De har ofte gode jobs og stabile sociale relationer, og så har de som så mange andre kvinder et brændende ønske om et barn. Det er samtidig kvinder, som hvis de kigger sig omkring, ikke ser mange rollemodeller af supervelfungerende og lykkelige kernefamilier. Alternativet ingen mand, ingen far, er derfor ikke nødvendigvis så skidt endda. Kan ét hjem og én mor ikke være lige så fint, som to hjem og et liv mellem to adresser og to voksne, som måske ikke kan enes? Kan en velfungerende mini-familie ikke være lige så god som en kernefamilie, hvor der jo også findes konflikter og skævheder. Den gode familie anno 2011 handler vel først og fremmest om kærlighed, engagement og lysten til at dele, opdrage og give stafetten videre? Fremfor at forsøge at leve op til det klassiske familieideal, som tydeligvis ikke er den eneste løsning, samtiden kan byde på.

 Tidsånden ligger op til minifamilier

Når flere af de ressourcestærke kvinder vælger at stifte familie alene, er det helt i tråd med tidsånden. Nutidens mødre er nemlig børn af et individorienteret samfund. De er opdraget til at have fokus på sig selv, og deres egne behov, opdraget til ikke at skulle finde sig i noget og ikke at nøjes. Selvstændighed er et must i tiden, og kvinderne agerer sikkert på den private såvel som den offentlige scene. De stræber efter lykken og vil ikke lade sig begrænse af utidssvarende sociale konventioner, der siger at der naturligvis skal en mand til for at få en “rigtig” familie. De er vant til selv at skaffe, hvad de har behov for, og sidder ikke passivt hen og venter på at manden kommer og “redder” dem.  Men de er også bare kvinder. Kvinder, der på traditionel vis er opdraget til at blive mødre og er påvirket af en socialisering ind i bestemte kønsroller. Opdraget til at give kærlighed og omsorg. Alt den kærlighed, hvor skal de gøre af den, uden barn og familie? Det er kvinder, der udmærket ved, at verden omkring dem forventer børn og reproduktion. Uden børn bliver man nemlig aldrig, selv i år 2011, en “rigtig” kvinde.

Der er mange, og delte meninger om denne nye udvikling i forhold til det, at være en moderne familie.  Meninger, som bestemt er værd at lytte til, da det handler om noget så fundamentalt som selve livet, og retten til at få børn, retten til at være familie, retten til at blive en del af fællesskabet. Der er mange, der forholder sig ganske kritisk til denne nye udvikling og råber vagt i gevær. Andre derimod, finder disse nye familietyper helt acceptable og ser dem som en uundgåelig konsekvens af den moderne tid på godt og ondt, og måske ligefrem som et interessant og bedre alternativ.

Fordele og ulemper

Der er gode grunde til at forholde sig kritisk til udviklingen, da familien som institution har været et samfundsbærende element gennem århundreder og stadig er det, og spørgsmålet er, hvad får man i stedet? Der er utivilsomt stadig meget store fordele forbundet med den klassiske kernefamilie, og det både at have en mor og en far. Kernefamilier er billigere for staten, statistisk set bedre for børnene og betyder som oftest lykkeligere voksne. Men omvendt bliver man også nødt til at forholde sig til, at vi befinder os i en tid, hvor tosomhed er svært og skilsmisseraten skyhøj. For vi lever i en tid hvor, der stilles så store krav til individuel frihed, succes og personlig selvrealisering, at familien et langt stykke hen af vejen nærmest kun  kan være en hæmsko. Endvidere er det værd at bemærke, at udviklingen med flere selvvalgte enlige mødre også er et resultat af en voksende skæv uddannelsesdemografi, som ikke længere matcher den klassiske pardannelse hvor kvinder helst skal gifte sig lige eller opad. Den høje andel af veluddannede kvinder gør det nemlig svært at finde en mandlig mage, der matcher. Derfor oplever man i dag fortrinsvis to rest grupper; den ene består af mænd på samfundets bund, som har lav attraktionsværdi hos kvinderne, og den anden består af veluddannede og selvstyrende kvinder, som helst vil danne par opad eller med ”ligeværdige” mænd.

Her er altså klart tale om en udvikling, der både kan stemmes for eller imod. Men ikke desto mindre en udvikling, der sætter en del etiske spørgsmål og dilemmaer på dagsordenen og tvinger os til at tage stilling til nogle ellers traditionelle selvfølgeligheder, såsom: Har alle børn ret til en far? Har alle kvinder ret til at blive mødre, og hvad med mændene?  Har alle fædre pligt til at være fædre for deres børn? I hvilken grad er faderskabet vigtigt for en mand – måske den moderne karrieremand helst er foruden? Jeg mangler i den grad at høre, hvad mændende mener om denne udvikling?  Og hvad med parforholdet – er tiden løbet fra det traditionelle parforhold? Og er de små familier eller delefamilierne fremtidens familier og den bedste løsning, samtidens levebetingelser taget i betragtning?

Spørgsmål der umiddelbart kan være svære at svare på, men ikke desto mindre spørgsmål der banker på fremtiden.