Hvem har ansvaret for en bedre fremtid?!

FREMTIDSFORKEREN.DK drives af sociolog og fremtidsforsker Birthe Linddal

Du kan tage kontakt via kontaktformularen, eller på telefon +45 3065 1110

”The business of business is business”. Milton Friedman 1912-2006, økonom og Nobelpristager.

Ovenstående citat hørte jeg første gang på L&F vækstkonference i Aarhus for et par uger siden, hvor snakken gik på landbrugets rolle i forhold til det omkringliggende samfund. Men er The business of business just business? Og gælder det også, når det handler om det daglige brød?

Et overordentlig interessant spørgsmål, ikke mindst set i forhold til, hvilke grundlæggende forudsætninger, man skal diskutere erhvervets problematikker ud fra. Mad er jo fundamentalt for menneskers overlevelse. Nøjagtig som naturen, hvor, maden produceres, er fundamental.

Sidste fredag blev spørgsmålet så igen aktuelt i Børsens artikel ”Sojakrig truer eksport af danske fødevarer”, hvori der stod: “Import af miljøskadelig soja til danske husdyr er en tikkende bombe for fødevareeksporten advarer KPMG. Fødevaresektoren skændes om problemet, mens nabolandende finder en løsning.”

En artikel der meget kort fortalt handler om, at mange af de sojabønner der importeres til opdræt af svin og kyllinger i Danmark kommer fra Sydamerika, hvor man gerne fælder regnskov og bruger store mængder af pesticider som er ulovlige i Europa, for at levere til verdensmarkedet.

Med udgangspunkt i KMPGs bekymring spørger Børsen, hvorfor Danmark ikke, som f.eks. Holland og England, indfører et importforbud mod ikke-bæredygtig soja.

Erhvervet vil ikke betale
”Fordi man ikke oplever et massivt pres fra forbrugerne” svarer slagteriet Tican. I Danish Crown mener de, at det er for dyrt for landmanden og slagterierne. I L&F svarer Søren Gade, at landbruget ikke vil betale for det hele.

Ifølge Gade understøttes den danske forbrugeradfærd ej heller et sådan tiltag i modsætning til f.eks. England, hvor de store detailkæder stiller krav til fødevareproducenterne, og hvor forbrugerne derfor betaler regningen.

Hos Coop svarer CSR-direktøren, at det ikke er smart at skyde ansvaret over til detailhandlen, som jo har ansvaret for 80.000 varenumre. Hun konkluderer endvidere, at forbrugerne er ligeglade. Alt mens fødevareministeren på ubestemt tid har udsat et møde om problemet.

Hvem har ansvaret?
Og ja så er vi så fremme ved det evige dilemma: Hvem har ansvaret?  Mig selv, kan jeg læse. Jeg som forbruger. Jeg kan vælge, som dem i England, siger de. Vi forbrugere får altså løn som fortjent.

Men er udvalget af fødevarer, landbrugets produktionsmetoder og fødevarevirksomhedernes strategier udelukkende et spørgsmål om forbrugerefterspørgsel, altså business? Nej næppe.

Derfor bør så vigtige aktører også påtage sig ansvaret i denne sag, fremfor blot at sende ”aben” videre og placere hele ansvaret hos forbrugerne. Forbrugere som reelt ikke har mulighed for at tage et sådan ansvar.

Min familie har ikke noget valg
Lad mig bruge mig selv som eksempel.  Jeg og familien er, som mange andre børnefamilier, ofte omkring, og derfor er det rundt regnet kun halvdelen af alle de måltider, vi spiser, som vi selv køber ind til.

Og lægger vi så dertil, at vi halvdelen af gangene handler lokalt i Tved Brugsforening, hvor udvalget ikke ligefrem kan sammenlignes med Irmas på Rådhuspladsen, har jeg reelt ikke et valg. Nøjagtig, som de andre forbrugere, heller ikke har et valg.

Lad mig i denne sammenhæng blot nævne, at en af de største forbrugergrupper herhjemme pt. er pensionister, som kun har gået 7 år i skole og ikke aner, hvad CSR er. Derudover elsker netop denne gruppe flæskesteg og er samtidig rundet af en tidsånd, hvor man passer godt på pengene og en gris er en gris.

Men er det samme som, at de selvsamme mennesker synes, at det er ok at fælde dyrebare regnskov i Sydamerika og bruge masser af pesticider? Nok ikke?

Fødevareproduktion er ikke bare forretning
Tilbage til det indledende citat; The business of business is business. Fødevareproduktionen i Danmark og fødevareproduktionen i resten af verden er IKKE bare forretning.

Fødevareproducenterne skal producere god og sund mad til alle. Nøjagtigt som de gerne skal forvalte naturressourcerne på forsvarlig vis, så vi efterlader et sundt økosystem til de kommende generationer.

Derfor kan og bør man ikke kun anskue fødevareproduktionen som en forretning, men i den grad også som et politisk anliggende. Hvilket rent praktisk betyder, at man ikke bare kan lade markedskræfterne (forbrugerne og virksomhederne) bestemme. 

Forbrugerne skal betale, hvad det koster
Og dette siger jeg med fuld anerkendelse af, at landbrugs- og fødevareproduktionen også er en forretning, som skal give et levedygtigt afkast. Og netop derfor skal forbrugerne selvfølgelig betalehvad det koster. Faktisk skal de slet ikke have et valg. Hvilket er erhvervets, supermarkederne og politikernes forbandede ansvar at sikre.

Det er utvivlsomt i forbrugernes egen interesse, at der er mad at få, og at maden er produceret på bæredygtig vis. Hvem ønsker ikke et bedre liv til ens børn og børnebørn? Hvem ønsker ikke, at der er bier, fisk og rent grundvand i år 2050? Hvem ønsker ikke et smukt, sundt og levedygtig landbrug med køer på græs, modne frugter og smukke landskaber i år 2050?