Hvor meget selvrealisering skal der til ?

Anerkendelse – det moderne menneske vil anerkendes. Aldrig tidligere har behovet synes stort som nu, hvor færre er noget i kraft af arv eller stand. Det moderne menneske skal i langt højere grad definere sig selv. Kastet i favnen af modernitetens krav om frihed, valg og refleksion, er langt mere nu overladt til dig selv og din egen formåen. Du er, hvad du formår at gøre dig til. Dit liv er dit eget ansvar. Derfor står det (næsten) for egen regning at opnå det, du gerne vil. Begrænsningen findes, men først og fremmest i dig selv.  Det gælder om at få det bedste ud af mulighederne.

Tidens ofte ureflekterede mantra hedder selvrealisering. Formår du at realisere dig selv, dine drømme, dine potentialer og idealer, skulle du alt andet lige nærme dig det fuldendte liv – lykken, mon ikke?

Det er dejligt vejr. Der er forår i luften, solen skinner, og mange sidder nu på indelukkede kontorer og har skjulte drømme om at høre fuglesang og lade solens stråler varme. Det ville være rart med masser af tid til at lege med børnene, læse en god roman og drikke friskbrygget kaffe, frem for at skulle sidde inden døre og knokle. En drøm som de fleste kender til, men en drøm de færreste har lyst til at realisere, når det kommer til stykket, og derfor forbliver det en romantisk forestilling. Ikke romantisk i den fortand, at det ikke kan lade sig gøre, for det kan det godt, for de fleste, (hvis de prioriterer tid og ressourcer anderledes). Men romantisk i den forstand, at når alt kommer til alt, er det de færreste, som vitterlig ønsker at realisere denne drøm. For nok vil mange gerne have flere solskins- såvel som feriedage, men det er dog ikke det samme som, at disse dage og dyrebare timer skal bruges på ”tidsfordriv”.

Det moderne menneske har alt for travlt til at synke hen i en tilværelse af yndefuldt tidsfordriv uden anden mål- eller mening, end bare at have det rart og lave ingen ting. Tiden rummer ikke plads til at kede sig, eller lyst til blot at lade tiden gå med lette og uproblematiske fornøjelser, ikke engang for børnene. Hverken solbadning eller kaffeslabberas tjener et ”højere” formål, og derfor følger anerkendelsen ikke med. At blive anerkendt i år 2006 eller 2016 for den sags skyld kræver selvrealisering. Det moderne menneske skal ud og realisere sig selv, finde sine indre potentialer, møde sine grænser og gøre en forskel, hvis det vil anerkendes. En forskel, ikke nødvendigvis for andre, men først og fremmest for sig selv. Skønsang, professorat, iværksætter eller egen urtehave, forskellen er ikke afgørende, idealet er bredt. Det vigtigste er blot, at man vil noget – noget som giver mening for en selv, og som kan anerkendes af andre. Noget der stemmer i med tidens idealer, som nok er brede, men alligevel usynligt definerede. Det er derfor, at det ikke længere er nok bare at sidde i haven og nyde solens stråler. Vil man nyde driverlivet, skal det først fortjenes ved aktiviteter i selvrealiseringens hellige navn, udmøntet i synlige resultater, eksamensbeviser, karrierer, bjergtoppe, marathontider, malerier, lommepoesi, minder, oplevelser og til sidst tilfredsheden og anerkendelsen.

Ingen tid må gå til spilde. Det moderne menneske skal realisere sig selv for at få det fulde udbytte af livet. De rigtige muligheder skal gribes, ingen chance bør passeres. Talenter og evner bør naturligvis optimeres i deres fulde udstrækning, så man dermed når de mulige højder, lader ”geniet” blomstre og alle ressourcer komme i spil. Det gælder om at være under konstant udvikling. Vel at mærke positiv udvikling. En udvikling, som stemmer i med tidens flerstemmige symfoni, der dog trods mangfoldigheden spiller den samme melodi: selvrealisering. Den personlige udviklingskurve skal gerne vise progressiv fremgang. Først og fremmest i åndelig forstand, indsigt, dannelse, viden og oplevelser tæller alle til fordel, for selvets realisering. Siden i økonomisk forstand, som dog alt andet lige er sekundært versus det dannede, men dog alligevel vigtigt, da økonomisk frihed er det samme som muligheder. Optimering skal forgå for selvets bedste, selvom optimeringen for det samlede hele, de andre og samfundet havde set anderledes ud, hvis det gjaldt fællesskabets bedste. Hvem kender ikke en glad amatør uden talent, som man gerne havde været foruden. Eller et talent, der var for doven til at lade sig udvikle!

Selvrealisering er vilje

At kunne realisere sig selv handler naturligvis også om at ville det, og derfor er viljen i denne sammenhæng også ganske afgørende. Vilje burde derfor også være et af tidens store mantra, fordi den individuelle vilje ikke længere ligger i din faders eller for dens sags skyld Vorherres bukselomme, men er derimod hevet op i friheden, og kastet i favnen på det moderne menneske, der som mere eller mindre beredt bør gribe denne enestående mulighed og sætte skub i sin egen udvikling. Det handler om vilje og disciplin, uden den når man sjældent det fulde udbytte af potentialet. Heldigvis er der i viljens henseende meget, det moderne menneske gerne vil. Det er også godt at ville noget, for hvis man ingen ting vil, opnår man sjældent noget, og tidens almene ideologi taget i betragtning, er stilstand som bekendt det samme som død.

Idealet om selvrealisering, (lykke) hænger i samtiden ofte sammen med det at få sin vilje, – få det på lige netop den måde, man kunne ønske det. At kunne få sin vilje handler i høj grad om friheden til at kunne vælge – vælge bl.a. det liv man gerne vil leve, og vælge den man gerne vil være og deraf nå den selvrealisering man kunne ønske. Friheden til at kunne vælge lige netop det, der gør mig lykkelig på min måde. Det moderne menneske er stærkt optaget af at ville være lykkelig. Aldrig tidligere har nogen generationer kunnet tillade sig denne luksus at være så optaget af egen lykke, som dem man ser i dag. Derfor kan det se ud som om, at lykken er en viljesag, hvilket den bestemt også er, men den er dog også meget mere end det. Lykken afhænger også af andre og beror derfor også på andres viljer, for slet ikke at tale om tilfældigheder, held eller mangel på samme. Ergo, man er ikke alene om at være sin egen ”lykkesmed”, og selvrealisering gør det næppe alene.

Et andet spørgsmål i den sammenhæng er naturligvis også, hvor meget ens vilje er ens egen, når det kommer til stykket? Kulturel og miljømæssig determinering er jo kendte begreber, og derfor er der heller ikke tale om nogen helt egen vilje, men nok mere tale om en vilje udgjort af en lang række indre såvel som ydre faktorer, der i samspil danner denne vilje, som vil mere eller mindre. Summa summarum, alle vil ikke nødvendigvis realisere sig selv til fulde, nogle vil meget her i livet, andre kun ganske lidt.

Hvorfor selvrealisering

At have mulighed for at realisere sig selv er afgørende for det moderne menneskes definition af lykke. Folk med begrænsede selvrealiserings muligheder begrædes ofte, da det i meget høj grad er en skam at skulle ”ofre” sig, og en skam ikke at kunne få de udviklingsmuligheder man kunne ønske. Denne moderne definition af lykke har sine klare bånd tilbage til modernitetens vugge og ikke mindst til det moderne gennembrud og dets frihedsidealer, (som anser frihed uden synlige eller problematiske begrænsninger for individet som et tilstræbelsesværdigt ideal). Frihed gør én lykkelig – frihed fra religion, tradition, slægtsfællesskab, autoriteter og ikke mindst en pedantisk moral skal sikre mennesket mere frihed, større udviklingspotentiale, muligheder for personlig selvrealisering og deraf større lykke. Idealet er – og var, frihed for den enkelte, frihed til at kunne udleve sig selv og sin ”indre” kerne / personlighed. En indre kerne, som der ofte refereres til, som noget givet, selvom der hersker megen tvivl om, hvorvidt der overhovedet findes en sådan indre kerne.

Selvrealisering er modsat vilje unægtelig et af tidens helt store mantra, et mantra, som ikke længere er forbeholdt en lille ressourcestærk elite, men i høj grad et mantra, som er blevet hver mands eje i de yngre generationer i det rige moderne vesten. Selvrealisering og vilje er ikke det samme, men alligevel synes der at være en meget klar sammenhæng mellem de to begreber set i et nutids perspektiv og set i forhold til selvrealiseringens tidstypiske udtryk. Først og fremmest kræver det vilje at realisere sig selv, men dernæst kan selvrealiseringen som argument i høj grad også bruges til at legitimere, at man gerne vil have sin vilje.

Hvem er det selvrealiserende menneske?

I en for nyligt udkommen interessant og spændende antologi Selvrealisering, udgivet på forlaget Klim, problematiseres tidens dyrkelse af selvet og antologien byder på glimrende analyser af tidens selvrealiseringsbølge. I Selvrealisering beskriver Nina Østby Sæther, med udgangspunkt i Maslows adfærdspsykologi idealet om det selvrealiserende menneske således: ”Dette menneske er først og fremmest individualist. Han er original, stærk, autonom og selvstændig. Han er desuden legende, kreativ, impulsiv og spontan. Han lytter til sine følelser og behov og følger sin intuition. Han lever i nuet, er modig og ikke bange for at tage chancer. Han søger oplevelser og vækst. Han er initiativrig og handlekraftig. Han er ikke konform, autoritetstro, svag og afhængig. Han er ikke kedelig og stagneret. Han bekymrer sig hverken om fortid eller fremtid, og han er ikke optaget af, hvad andre tænker om ham” (Sæther i Brinkmann & Eriksen m.fl. 2006)

De fleste moderne mennesker kender til idealet om det selvrealiserende menneske, og de færreste kan fraskrive sig, at det selvrealiserende menneske et langt stykke hen ad vejen også er det ideal, de selv søger imod. Idealet viser sit væsen overalt. Film propaganderer for det selvrealiserende menneske, der gerne må forlade mand og børn for at forfølge drømme om kærlighed, længsler eller berømmelse. Karriereplanlægning bebuder den konstante vækst og prygler med krav om imponerende CV’er, inden det synes realistisk muligt. Selvhjælpsbøger udkommer i en lind strøm, og folk går mere i terapi end nogen sinde tidligere. Tids-budgetter bliver en normalitet i en hverdag, hvor tid er lige så kostbar som penge og derfor en ressource, der skal holdes nøje regnskab med. Tid er værd at slås for. Selvrealisering tager tid. Den moderne medarbejders krav om udfordringer, oplevelser, ansvar og udvikling er også det selvrealiserende menneske på vej. Nøjagtig som virksomhedernes investering i medarbejdere på overlevelseskurser med helikopterspring og isklatring handler om det enkeltes menneskes mulighed for udvikling, selvrealisering og grænsesøgning.

Selvrealiseringens udtryk

”Hvis mor har det godt, så har mine børn det også godt”. ”Det er muligt vores træ skygger for jeres udsigt, men vi kan godt lide træer”. ”Som kvinde, er det min ret ikke at skulle udføre mere end halvdelen af arbejdet i hjemmet”. ”Jeg vil gerne alene med gutterne på skiferie, jeg har sgu ret til at holde fri engang imellem”. ”At tage et universitetsstudium, som pensionist (pris en – to millioner kr. ca.) er min ret, jeg har også betalt skat”. Hvis ikke jeg gider arbejde, er det sgu da mit eget problem”, ”HD er en nødvendighed for min karriere, derfor må mine børn undvære mig” ”Hvis jeg vil spise Viagra, har jeg lov til det”. Vi kender dem alle, den moderne hverdag byder på tusindvis af eksempler på folks ønsker og krav i forhold til egen selvrealisering. Ønsker og krav, som man sagtens forstår, men ønsker og krav som var utænkelige for årtier tilbage, særligt for kvinder og mindrebemidlede. Det var dengang, hvor hver enkelt i højere grad skyldte andre end sig selv noget. Dengang pligten overfor de andre var større, end pligten overfor sig selv. En historisk afgørende forskel fra tidligere og en afgørende årsag til, hvorfor selvrealisering er et mantra i tiden og værd at beskæftige sig med for en fremtidsforsker.

Mig før andre-logikken er nemlig et afgørende skift i tidsånden og måden, hvorpå mennesker tænker. Samt en afgørende forskel mellem nutidens og fortidens unge generationer. I ”gamle dage” var der altid andre, der skulle tages hensyn til. Man skyldte mange meget. Familie, mand og børn kom altid først. Dernæst så troen, moralen, standen og fællesskabet for slet ikke at tale om skylden. Meget gjorde krav på ens tid, solidaritet og opbakning. Der var mange hensyn at tage, og først derefter kunne den enkelte tillade sig at tænke for sig selv. Sådan er det heldigvis ikke mere, hvilket nutidens yngre generationer skal være mere end taknemlige over, da det giver langt mere frihed og langt større udfoldelses muligheder end nogen generationer tidligere har haft.

Muligheden for selvrealisering rummer mange gode og håbefulde perspektiver for nutidens og fremtidens generationer, men spørgsmålet er, om den måde hvorpå den moderne form for selvrealisering kommer til udtryk, er den mest hensigtsmæssige for såvel individet som for fællesskabet? For det er jo næppe nogen hemmelighed, at tidens krav om selvrealisering indimellem kan have et noget selvisk udtryk, som måske nok giver plads til den individuelles egen personlige optimering og selvrealisering, men til gengæld lader andre i stikken og sender regningen videre. Børn får det nemlig ikke nødvendigvis godt af, at deres forældre først og fremmest tænker på deres egen selvrealisering frem for på deres børnsve og vel. Og dine naboer nyder ikke nødvendigvis, at din have ligner en losseplads, og der altid holder rustne biler på dit fortov, fordi du gerne vil lege mekaniker i weekenden.  Nøjagtigt som at det kan være uhensigtsmæssigt, at der findes mennesker som aldrig ser deres nære, fordi de heller vil dyrke karriere, sejle, eller gå i byen end at påtage sig de sociale forpligtigelser, som vel stadig burde følge med et ven-, forældre- eller ægteskab.

Tidens ideal om selvrealisering rummer mange positive aspekter, men det rummer også kritiske elementer, for hvor meget selvrealisering skal der til, inden det moderne menneske har realiseret sig selv nok? – Hvad skal selvrealiseringen føre til,  – og er selvrealisering i yderste potens overhovedet at foretrække? I en af artiklerne i Selvrealisering skriver Nina Østby Sæther fx, at idealet om det selvrealiserende menneske viser sig at have påfaldende mange karaktertræk med den såkaldte psykopats faktiske adfærd, hvilket jo kan give debatten om det selvrealiserende menneske anderledes perspektiver. For når selvrealisering rammer et niveau, hvor hensynet til andet og andre forsvinder, er det næppe et ideal der kan foretrækkes for nogen. Social adfærd er påkrævet i lang række sammenhænge, og mangel på samme ofte fører til asocial adfærd eller ligefrem psykopati. Selvfølgelig er det godt, at det moderne liv byder på gode muligheder for den enkeltes selvrealisering, men her som i mange andre sammenhænge i livet, er graden jo væsentlig. Der skal være balance, hverken for lidt eller for meget. Det opofrende menneske er bestemt ikke at foretrække og skæbner, hvor alle personlige drømme og idealer bliver ofret for andres er et langt stykke hen ad vejen både synd og skam. Men omvendt kan det vel også sagtens blive alt for meget, hvis livet bliver et lagt selvrealiseringstrip, hvor alt energi skal bruges på at køre sig selv i stilling. Det nytter ikke, hvis man hårdnakket nægter at finde sig i noget, ikke vil indgå kompromisser eller ofre sig for andre, hvilket nogen gange er nødvendigt.

At ville realisere sig selv er en naturlig del af nutidens liv, og som allerede beskrevet et hyldet ideal i samtiden og bestemt også i den nærmeste fremtid. Men selvrealiseringen er også et ideal, der i samfundsmæssig og kulturel sammenhæng har sine begrænsninger, eftersom mennesket, og heller ikke det moderne menneske, kan se sig selv løsrevet fra de større sammenhænge.  Antologien Selvrealisering indledes fx med følgende udsagn, som giver en glimrende forklaring på, hvorfor selvrealiseringen har sine begrænsninger – og hvorfor, at man måske gør klogest i at forholde sig til begrebet på en anderledes måde i fremtiden. Citatet bryder nemlig med den i tiden ellers ensidige og individuelle opfattelse af begrebet, hvilket bør give stof til eftertanke.

”Erkendelsen af, hvem man er, har i størstedelen af den kendte, menneskelige historie været uløseligt forbundet med at forstå, at man er en lille del af et større hele – af naturen, slægten, samfundet og det religiøse kosmos. Man har skulle udvikle sig i forhold til noget andet end en selv” (Brinkmann & Eriksen m.fl. 2006)

Selvrealisering i fremtiden

Selvrealisering vil også være et mantra i fremtiden, hvor behovet for selvrealisering ikke bliver mindre. Fremtidens individualister er nemlig børn af en kultur og et samfund, hvor det er OK at sætte sig selv i første række. En kultur, hvor det er ganske naturligt, at man skylder sig selv mere end andre – kun det bedste.

Selvrealiseringen er dog ikke individets valg alene, for staten spiller nemlig også med på tidens melodi, og opfordrer til livslang læring, uddannelse for alle, karriereplanlægning og muligheder for stor selvstændighed. Idealet om selvrealisering er altså både individuelt, kulturelt og samfundsdrevet.

De moderne mennesker er børn af en kultur, der priser det selvrealiserende menneske og begræder deres tipoldemødres selvopofrende liv med ubrugte potentialer, konstante børnefødsler og ringe mulighed for eget liv og levned. Nutidens moderne mennesker tager en vis grad af selvrealisering for givet – det er deres ret. Og de fleste ville dårligt, og kun modvilligt kunne forestille sig et liv uden uendelige muligheder, uddannelse, oplevelser og udvikling. Et liv uden stor personlig indflydelse, vil de færreste finde værd at leve.

Det ideelle liv er i dag, et liv der er nøje overvejet og planlagt i forhold til egne drømme og idealer. Det moderne menneske vil gerne designe sin egen biografi. Uden definerede mål er det nemlig sværere at nå frem, og derfor er der brug for det, der kunne kaldes personal futures. Personal futures, planlægningen af egne muligheder, ressourcer og drømme. Et moderne begreb, som de fleste kommer til at stifte endnu mere bekendtskab med i en fremtid, hvor der bliver flere personlige coaches end præster og mange flere løsninger end den ”traditionelle”. Min personlige fremtid, min egen biografi er det selvrealiserende menneskes mulighed for en ”forsøgt” planlægning og systematisering af deres selvrealisering og det liv, de måtte ønske.

Selvrealisering er kommet for at blive, og selvrealisering til en vis grad, bør bestemt ikke begrædes. Men alligevel trænger den enkelte, samfundet og tiden til et opgør med en ukritisk selvrealiseringstrang, der syntes at have glemt, at individet ikke eksisterer alene, men også er en del af noget større og derfor har visse forpligtigelser. Det er tid til at gøre op, om det nu også betaler sig for den samlede lykkesum at realisere sig selv for enhver pris. Indimellem bliver prisen nemlig for høj, ikke bare for den enkelte, men bestemt også for de andre. Det er muligt, at mor er gladest når hun løber hver dag og har en professionel løbekarriere udover karrierejob, og andre tidsrøvere, men det betyder ikke, at hendes børn er lykkelige. Nutidens børn har krav på et minimum af fysisk og mentalt nærvær med deres forældre. Specielt i et rigt samfund, hvor kærlighed og stimulans er naturlige og uundgåelige krav til et moderne forældreskab. Det er ikke sikkert, at rejser til fjerne himmelstrøg gør en mere lykkelig, hvis man til gengæld altid går glip af samværet med den nære familie. Det er ikke sikkert, at den samlede glæde ved et bryllup og forsonende kærlighed bliver størst, hvis man snyder far og mor, moster Ruth og ens bedste venner fra at komme med, for til gengæld at kunne bruge de sparede kuverter på en ”Long Island Ice-tea” på en tropisk ø i Stillehavet. Nøjagtig som, det måske var bedre for nutidens moderne virksomheder at realisere deres medarbejderes sociale potentiale frem for deres individuelle – eller deres arbejde/familie relation (work-life-balance) frem for deres arbejde/efter uddannelsesrelation. Det er godt, at de moderne mennesker kan realisere sig selv og nå nye højder, og dermed få lov til at realisere deres drømme, men det kan synes problematisk, hvis det kommer til at ske på bekostning af andre. Derfor kunne man ønske sig og håbe på, at fremtidens selvrealisering i højere grad ville tage udgangspunkt i både den enkelte, såvel som de andre.

Finale

Lad os tro, håbe og arbejde for en fremtid, hvor selvrealisering ikke kommer til at ske på trods af trangen til periodevis stilstand og timer med tid til ingenting, solskin og gode bøger af den lette genre. Lad os tro, håbe og arbejde for en fremtid, hvor selvrealisering ikke kommer til at ske på bekostning af de andre, men i højere grad også kommer til handle om at realisere den anden og blive bedre til at magte, at man indimellem skal og bør ofre sig. Forestil dig, hvis fx fremtidens mand (kvinde) blev hjemmegående, mens børnene var små og han dermed gav sine børn de bedste muligheder for deres ”selvrealisering” samtidig med, at hans kone fik muligheden. Samtidig nåede han måske også lige kagen til fodboldklubben, mormor på plejehjemmet og en aktiv indsats i civilsamfundet, samt ikke mindst tid til ”ingenting” i haven. Måske nåede han ikke det, han ville i dette årti, men så nåede han så meget andet, og måske når han det, han gerne vil i næste årti. Og hvem ved, om man kun bliver lykkelig af at nå, det man gerne vil?

Litteraturliste:

Selvrealisering – kritiske diskussioner af en grænseløs udviklingskultur, (Svend Brinkmann & Cecilie Eriksen  (red)) Klim 2005, Aarhus. Kan varmt anbefales!